Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bundens dyreliv og eutrofieringen

Oprindelig forfatter CLin

Eutrofiering (se nærmere i De ferske vandes forurening) af søer betyder især ringere forhold for dyrene i barbundszonen. Den stigende produktion af algeplankton, der er en følge af eutrofieringen, bevirker, at mere organisk stof synker ned til bunden. En moderat eutrofiering betyder mere mad og hermed flere individer og større produktion af bunddyr. Men jo mere organisk stof, der synker ned til bunden, desto større bliver iltforbruget i de bundnære vandlag. Det betyder, at den iltfrie periode i barbundszonen med stigende eutrofiering starter tidligere og tidligere, efter at springlaget er dannet i forsommeren. Efterhånden bliver den iltfrie periode så lang, at selv de få tilpassede arter i barbundszonen giver op, og dyrelivet forsvinder helt.

Eksempler: Esrum Sø og Hald Sø

I Esrum Sø, hvor dyrene i barbundszonen har været undersøgt siden 1950, har man prøvet at sammenkæde udledningen af spildevand til søen med ændringer i længden af den iltfrie periode og dyrenes antal (figur 16-13 og tabel 16-2). Sammenligningen er ikke simpel, fordi en række andre faktorer end spildevand indvirker på iltforholdene i bundvandet og på dyrenes evne til at overleve. På figur 16-13 kan man se, at den iltfrie periodes længde har været stigende siden begyndelsen af dette århundrede – formentlig på grund af den almene kulturpåvirkning i oplandet. Massiv udledning af spildevand fra Fredensborg i perioden 1960 til 1970 har tilsyneladende ikke øget længden af den iltfrie periode markant, ligesom ophør af spildevandsudledning ikke har nedsat stigningstakten.

 Figur 16-13. Den stigende udstrækning af perioden med iltsvind i Esrum Søs bundvand i løbet af 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet var der ilt hele sommeren igennem, nu er iltsvindsperioden oppe på 3‑4 måneder.

Figur 16-13. Den stigende udstrækning af perioden med iltsvind i Esrum Søs bundvand i løbet af 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet var der ilt hele sommeren igennem, nu er iltsvindsperioden oppe på 3‑4 måneder.

Tilsyneladende har algeplanktonets biomasse (målt som sigtdybden) stort set været uændret siden begyndelsen af 1950’erne. Det betyder for det første, at algeplanktonets produktion stort set har været uændret i denne periode, og for det andet, at der til stadighed tilføres barbundszonen mere organisk stof, end der bliver nedbrudt. Der opbygges derfor langsomt en stadig større pulje af organisk stof i sedimentet. Til at nedbryde denne pulje kræves en stadigt stigende mængde ilt, som er årsag til, at iltsvindet starter tidligere og tidligere efter springlagets dannelse.

Annonce

Selv om udledningen af spildevand ikke ændrede markant på længden af den iltfrie periode, faldt antallet af dyr i barbundszonen alligevel til det halve (tabel 16-2). Antallet af individer fordobledes igen, efter at udledningen stoppede, men den mængdemæssige fordeling mellem arterne var ændret. Oprindeligt fandtes der tre arter af ærtemuslinger (Pisidium) i barbundszonen. Én art er nu helt væk, men hverken børsteorme eller dansemyg er udryddet. Børsteormen Potamothrix hammoniensis, som er den art, der bedst er i stand til at bevare sin iltoptagelse trods faldende iltindhold, er gået frem og har fordoblet sit individantal fra 10.000 til 20.000 pr. m2, mens Chironomus anthracinus og de to tilbageblevne Pisidium-arter, der ikke er så effektive iltoptagere, alle er gået tilbage.

Det stigende forhold mellem antallet af Potamothrix hammoniensis og Chironomus anthracinus (tabel 16-2) afspejler en generel forværret situation for bunddyrene i perioden fra 1954 til 1995. Det stigende antal af børsteormen hænger også sammen med den stigende mikrobielle nedbrydning i sedimentet, fordi den lever af bakterierne i sedimentet.

At Chironomus anthracinus overhovedet kan overleve to til tre måneders iltsvind i barbundszonen af Esrum Sø og ikke er på nippet til at uddø som i Hald Sø, er overraskende, fordi eksperimenter har vist, at larverne afhængigt af deres alder kun kan overleve iltfrie forhold i en til seks uger. Forklaringen skal måske findes i udformningen af Esrum Sø’s bassin. Søen kan sammenlignes med et meget stort og fladt badekar, hvor den dybe del (barbundszonen) dækker ca. 65 % af arealet på 17 km2. Når springlaget udvikles, ligger det som et låg oven på det kolde bundvand, men vindens påvirkning får springlaget til at vippe op og ned med op til 2 m. Disse vipninger medfører, at der fra tid til anden i løbet af sommeren føres små mængder iltrigt vand ned over bunden. Den iltmængde, der tilføres, er meget lille og bruges hurtigt i bunden, men den er tilsyneladende stor nok til, at Chiromomus anthracinus kan klare størstedelen af sit stofskifte i den første halvdel af den tilsyneladende iltfrie periode ved iltkrævende processer. De udnytter proteiner, fedt og kulhydrater ligeligt, og da energiudbyttet samtidig er meget højere end ved den ikke-iltkrævende forgæring (se Barbundszonens dyreliv i søer med springlag), sparer larverne således på deres depot af glykogen. Det er først i den sidste halvdel af lagdelingsperioden, at larverne delvist skifter over til forgæring.

I Hald Sø er bassinformen helt anderledes end i Esrum Sø. For det første er søen meget mindre, det vil sige, at vindpåvirkningen er lille, og dernæst er søens dybe del lille i forhold til søens samlede areal. Springlaget bliver derfor ikke påvirket på samme måde som i Esrum Sø, og der føres ikke ilt ned over den dybe bund. Her starter larverne derfor med ikke-iltkrævende stofskifte meget hurtigt efter springlagets start og opbruger deres lager af glykogen og dør, inden omrøringen i efteråret igen bringer ny ilt ned til bundvandet.

Eutrofieringen påvirker også forholdene i bredzonen. Plantebælterne skubbes længere og længere opad for til sidst kun at bestå af en smal stribe rørsump. Det betyder, at de dyr, der er knyttet til undervandsplanterne, forsvinder. De erstattes af sedimentlevende dyr, som hovedsageligt består af tolerante dansemyg og børsteorme.

I den vindblæste bredzone tiltager de alger, der vokser på stenene, i mængde, og grønalgerne kan danne 1/2 m lange totter. Det betyder en øget aflejring af fine partikler på stenene, og selv om iltforholdene er gode om dagen, kan de blive kritiske om natten. Antallet af arter falder, mens antallet af individer blandt de tilbageblevne arter kan stige stærkt. Hvis der er tale om en vestvendt brændingskyst, kan vestenvinden skabe så store vandbevægelser, at de kan kompensere for det øgede iltforbrug, og stenene med tilhørende algemåtter beholder mange af rentvandsdyrene. Det er f.eks. tilfældet i østenden af den næringsrige Mossø, som har en 7 km åben vandflade mod vest.

Næsten alle vore lavvandede søer har fået tilført så store mængder næringssalte, at algeplanktonet har skygget bundvegetationen væk. Dette har medført en katastrofal tilbagegang for bunddyrene. Ikke alene bliver dyrene i vegetationen i bedste fald erstattet af de mere tolerante arter i sedimentet, men da vegetationens stabiliserende virkning på bunden også mangler, bliver bunden stort set ubeboelig. De store, lavvandede og eutrofierede søer med ustabile bundsedimenter har derfor et utrolig fattigt dyreliv på bunden, og næsten hele omsætningen i bunden er overtaget af bakterier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Lindegaard: Bundens dyreliv og eutrofieringen i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498286

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk