Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Præsentation af planktonorganismerne

Oprindelige forfattere KSJe og KSC

Størrelse og egenbevægelse

De allermindste planktonorganismer er virusser med en størrelse på blot 0,05 mikrometer (0,05 µm). Virusser er de mindste levende organismer og består blot af et DNA-molekyle indkapslet i et proteinhylster (figur 14-1 og 14-2). De har følgelig ikke det store „stofskifteapparat“, som andre organismer har. I stedet klarer de sig på den måde, at de injicerer deres DNA i andre organismers celler og overtager derefter kontrollen over disses stofskifte.

Bakterier (figur 14-4), der også hører med til søernes plankton, er ofte mellem 0,2 og 2 µm store, men nogle af de store cyanobakterier med fotosyntese har op til 8-10 µm store celler (figur 14-8).

 Figur 14-1. Virushylster på overfladen af en cyanobakterie.

Figur 14-1. Virushylster på overfladen af en cyanobakterie.

Plankton indeholder desuden alger, der sædvanligvis lever som enkeltceller med en længde på mellem 3 og 100 µm. Nogle alger hænger også sammen i tråde eller gelékolonier, som kan være mm-store.

Annonce

Endelig hører dafnier og vandlopper med til planktonet. De er sædvanligvis mellem 200 og 2000 µm (0,2-2 mm) store, men der findes rov­dafnier, som bliver 10 mm store, så de kan æde mindre dafnier og vandlopper.

De største planktonorganismer (10 mm) er med andre ord 200 tusind gange større end de mindste (0,05 µm). Hvis denne forskel i størrelse skulle oversættes til den makroverden, vi selv oplever og kan se med det blotte øje, ville de mindste organismer være 1 mm store og de største 200 m. Det sidste tal overgår størrelsen på verdens største, nulevende organisme, blåhvalen, der er 40 m lang.

At planktonorganismer driver passivt rundt i vandet, som det blev påstået i begyndelsen af kapitlet, er en sandhed med modifikationer. De større arter har nemlig en betydelig svømmeevne og kan selv bestemme, om de skal være ved overfladen eller ved bunden af søen, men deres præcise position kan de ikke selv bestemme. Det skyldes, at de som en tommelfingerregel kan svømme ca. 10 gange deres egen længde pr. sekund, og vandets bevægelse kommer let op på højere hastigheder.

 Figur 14-2. A) Viruspartikler fra sediment. B) Viruspartikler fra de frie vandmasser.

Figur 14-2. A) Viruspartikler fra sediment. B) Viruspartikler fra de frie vandmasser.

Fisk lever i øvrigt også i de frie vandmasser, men de regnes ikke med til planktonet, fordi de er store, svømmer hurtigt og kraftfuldt. Dermed kan de selv bestemme, hvor de eksakt vil befinde sig i søen.

Ernæring

Mikroverdenen rummer altså store forskelle i størrelse, og det afgør, hvem der kan æde hvem, og hvor effektivt næringssalte fra vandet optages.

Virusser er man først begyndt at studere nærmere de allerseneste år. Man ved, at de medvirker til at holde antallet af bakterier i skak og kan inficere cyanobakterier og afslutte deres opblomstringer. De inficerede bakterieceller producerer fra omkring 50 til nogle få hundrede nye viruspartikler. På et tidspunkt går de inficerede bakterier i opløsning, så viruspartiklerne spredes og kan inficere nye bakterier.

Samtidig frigøres det organiske stof i bakterierne til vandet og kan udnyttes af andre bakterier. Mange bakterier sikrer sig den livsnødvendige energi ved at nedbryde dette døde organiske stof. En særlig bakteriegruppe, cyanobakterierne, har imidlertid fotosyntese, så de producerer selv det organiske stof, de efterfølgende omsætter og får energi fra. Endelig får nogle bakterier energi ved kemiske processer, f.eks. ved at omdanne ammonium til nitrat og sulfid til sulfat med ilt.

Planktonalgerne får for flertallets vedkommende som cyanobakterier energi fra kulhydrater, som de selv producerer ved fotosyntese. Men en del gulalger og furealger supplerer med at fange bakterier. Flere arter kan skifte mellem at have fotosyntese og optage eller udsuge organismer af samme størrelse som dem selv. Af funktion er de altså både planter og dyr.

Dyreplanktonorganismer får deres energi ved at nedbryde organisk stof fra andre dyr, som de æder, men de kan supplere denne diæt med dødt organisk stof. Der findes endvidere dyreplankton, bl.a. flere ciliater, som indgår i symbiose med alger, som oprindeligt er blevet ædt af dyret, men som lever videre inde i det og leverer kulhydrater fra fotosyntese til såvel sig selv som værtsdyret. Omvendt forsynes algerne med opløste næringssalte fra de organismer, som dyret æder og fordøjer.

 Figur 14-3. Figuren viser fødenettet i en sø. Samtidig ses de forskellige organismers størrelse. Til venstre er de fotosyntetiserende organismer anbragt. Til højre står de organismer, der lever af andre levende organismer.

Figur 14-3. Figuren viser fødenettet i en sø. Samtidig ses de forskellige organismers størrelse. Til venstre er de fotosyntetiserende organismer anbragt. Til højre står de organismer, der lever af andre levende organismer.

Samspil

Planktonorganismer blander sig på mange måder i hinandens liv. Vira inficerer bakterier, alger eller dyreplankton. Alger æder bakterier og planktondyr. Planktondyr æder bakterier eller alger eller lever i symbiose med dem. Relationerne går på kryds og tværs, og det er ikke på forhånd givet, hvem der dominerer hvem (figur 14-3).

Der findes også kemiske samspil i planktonverdenen. Mange planktonorganismer udskiller f.eks. organiske stoffer, som enten stimulerer, hæmmer eller endog – i høj koncentration – dræber andre organismer. Et kendt eksempel er opblomstring af giftige alger, hvis giftstoffer selvfølgelig ikke er udviklet for at genere os mennesker, når vi bader eller spiser muslinger, men for at beskytte algen mod at blive ædt eller for at hæmme konkurrenter. Både alger og dyr reagerer også på signalstoffer, som deres fjender producerer, f.eks. ved at udvikle lange torne eller hænge sammen i lange kæder for derved at gøre det vanskeligt for fjenderne at sluge dem. Disse typer samspil bliver nærmere omtalt i de følgende afsnit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen, Kirsten S. Christoffersen: Præsentation af planktonorganismerne i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498268

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk