Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søfugle før og nu

Oprindelig forfatter KSJe

Over tidsrum på 50-200 år oplever man markante ændringer i hyppigheden af ynglefugle knyttet til søer. Det voldsomme jagttryk fra 1850 til 1930 udryddede de store rovfugle (havørn, fiskeørn, kongeørn og rød glente) og ravn herhjemme. Det decimerede også voldsomt bestandene af gæs, svaner og ænder. I samme tidsrum blev talrige søer afvandet, og hele egne mistede deres søer. Siden har den fortsatte dræning og eutrofieringen af søer decimeret de tilbageværende fuglebestande, især blandt arter, som lever af vandplanter og smådyr knyttet til vandplanterne.

Fuglebestande undergår også langsigtede forskydninger, som i nogen tilfælde har naturlige forklaringer, men i andre tilfælde fortaber sig i det uvisse. Stigende temperaturer siden 1850’erne kan have påvirket danske bestande, og det samme kan ændringer i vores nabolande. Vores fuglebestande er nemlig ikke vores alene, for vi både modtager og afgiver individer til nabolandene. Går en bestand tilbage i nabolandene, går vi måske glip af det fødselsoverskud, der tidligere opretholdt den danske bestand, men går en bestand omvendt frem i nabolandene, kan Danmark modtage et vist overskud. Indvandringen af havørn fra Tyskland er et levende eksempel herpå.

 Figur 18-1. Skægmejsen lever i de store rørskove. Den indvandrede først i 1966, men yngler nu mange steder.

Figur 18-1. Skægmejsen lever i de store rørskove. Den indvandrede først i 1966, men yngler nu mange steder.

Mange danske ynglefugle er i øvrigt trækfugle, så forholdene i vinterkvarteret kan påvirke ynglebestandenes størrelse. Derfor kan frem- og tilbagegange blandt vore ynglefugle ikke alene tilskrives ændringer i den danske natur.

Annonce

Udvalgte arters udvikling igennem de sidste 150 år

Der er indvandret en del fuglearter til Danmark gennem de sidste 150 år. Vi kan dog ikke helt udelukke, at de tidligere har været her, men er blevet overset, da man førhen ikke gjorde systematiske registreringer og ej heller havde de samme gode kikkerter til at opdage og identificere fuglene med.

Blandt „nyindvandrede“ arter tilknyttet søer kan nævnes grønbenet rørhøne i 1865, sorthalset lappedykker i 1870, taffeland omkring 1890, græshoppesanger i 1940’erne og skægmejse i 1960’erne. Savisanger og flodsanger har også været inde at vende i rørsumpene, men forekommer ikke stabilt i Danmark.

 Figur 18-2. Havørn. Antallet af ynglepar og flyvefærdige unger i Danmark er steget markant i perioden 1995‑2011.

Figur 18-2. Havørn. Antallet af ynglepar og flyvefærdige unger i Danmark er steget markant i perioden 1995‑2011.

Skægmejsens sene indvandring viser, hvordan udviklingen afhænger af forholdene i vores nabolande (figur 18-1). Skægmejsen er overvejende en standfugl, der lever i store rørskove. Den indvandrede til Danmark i 1966 – formodentlig fra de store bestande i de inddæmmede arealer i Holland. Vejlerne i Hanherred huser halvdelen af bestanden og har været udgangspunkt for artens spredning til det øvrige Danmark og Norge. Skægmejsen går tilbage i hårde vintre, så mange milde vintre er sikkert baggrunden for, at bestanden er vokset fra ca. 50 ynglepar på 17 lokaliteter i 1980 til 1000-2000 ynglepar på 50 lokaliteter i slutningen af 2000’erne.

Havørnen er ikke en ny art i Danmark, men en genetableret art. I slutningen af 1800-tallet ynglede der omkring 50 par havørne i Danmark. Den sidste ørn blev skudt ved Mariager Fjord i 1919. Men i 1980’erne genindvandrede havørnen fra de slesvig-holstenske bestande og eta­blerede sig først i Sønderjylland og på Lolland og Sydsjælland. I 2011 kom ynglebestanden op på 38 par, og den er i fortsat stigning (figur 18-2). Havørnens tilbagekomst er en af de få og mest spektakulære fremgange for dansk natur.

 Figur 18-3. Vigtige planteædende fugle i danske søer. Knopsvane, gråand, grågås og blishøne.

Figur 18-3. Vigtige planteædende fugle i danske søer. Knopsvane, gråand, grågås og blishøne.

Tilbage i 1920’erne var grågås og knopsvane meget sjældne pga. intensiv jagt, mens der i dag yngler mange tusinde par spredt ud over landet (figur 18-3). Da Danmarks senere nationalfugl, knopsvanen, blev fredet i 1926, var der blot 3-4 ynglepar tilbage, men herefter tidobledes bestanden ca. hvert 10. år til 30-40 par i 1936 og 300-400 par i 1946, mens de 4000 par først blev nået i 1976. En del af fremgangen er dog sket ved kysterne.

Fiskehejren og skarven kommer og går ved søerne, idet fiskehejren søger føde i alle mulige vandsamlinger, mens skarven får meget af føden i fjordene (figur 18-4). Både fiskehejren og skarven var tidligere tæt på at bukke helt under for intensiv jagt og nedslagtning af ungerne i kolonierne. Fiskehejren var nede på ca. 2 tusinde ynglepar i 1950’erne, mens der i dag yngler 6000-7000 par. Skarven blev faktisk udryddet i 1870’erne, men genindvandrede i 1938. I 1960’erne var der blot én skarvkoloni i landet, en „reguleret“ bestand på ca. 200 par på den fredede ø Vorsø i Horsens Fjord. Efter total fredning af skarven i 1980 steg bestanden gradvist til de 40.000 ynglepar, der findes i dag.

 Figur 18-4. Vigtige fiskeædende fugle i danske søer. Fiskehejre, skarv, rørdrum og toppet lappedykker.

Figur 18-4. Vigtige fiskeædende fugle i danske søer. Fiskehejre, skarv, rørdrum og toppet lappedykker.

Atlasundersøgelserne i 1976 til 1996

Danmarks nutidige fugleliv er godt undersøgt, fordi det har bred folkelig interesse. Feltornitologer besidder en enestående gejst og ekspertise, når det gælder om at finde og identificere arterne. Og de er godt organiseret.

Derfor kunne de i 1976 publicere en kortlægning af de danske ynglefugle for årene 1971-74, og i 1996 kunne de gentage succesen ved en kortlægning for årene 1993-1996. Undersøgelserne byggede på indberetninger fra ca. 1000 frivillige observatører, eller ca. 10 % af Dansk Ornitologisk Forenings medlemmer. Hvad viste undersøgelserne så?

Fugle knyttet til søer gik en smule frem i perioden 1976-1996. Fremgangen var tydeligst for samlegruppen gæs og ænder, der overvejende æder planter og smådyr, og for gruppen fiskeædere. Til gengæld var vadefuglene gået tilbage. Inden for grupperne skjuler der sig imidlertid både fremgange, tilbagegange og stabilitet for de enkelte arter (tabel 18-2).


Dyr Mere end 50 % frem 20‑50 % frem Stabil 20‑50 % tilbage Mere end 50 % tilbage
Ænder mv.54820
Fiskeædere521
Vadefugle10032
Samlet1271586
Tabel 18-2. Fordeling af fremgange og tilbagegange i perioden 1976‑1996 blandt ynglebestande af danske arter inden for A: gæs, ænder, svaner og vandhøns (fremgang), B: fiskeædere som lappedykkere, fiskehejre, isfugl, rørdrum og skarv (fremgang), og C: vadefugle (tilbagegang). Data fra Grell, 1998.

Blandt planteæderne har der været åbenlyse fremgange for især de talrige arter som gråand, blishøne, grågås og knopsvane. Knopsvanens fremgang har været begunstiget af etablering af nye damme i perioden, milde vintre og spredning til fjordene (tabel 18-2).

Gråanden er den talrigeste af ænderne. Jagtudbyttet er ca. 700.000 om året, men de fleste bliver opdrættet, og den skønsmæssige naturlige ynglebestand er blot 20.000. Gråanden har en blandet føde, som både rummer smådyr (inkl. haletudser), plantefrø og plantefragmenter. Gråanden foretrækker at søge føde ved at snadre tæt ved vandoverfladen, hvor den samtidig kan holde øje med fjender. Gråanden kan klare sig ret godt i små damme. Den klarer sig også fint i byparkerne som franskbrødsfugl. Bliver føden knap, kan fuglen strække halsen ned til 40 cm’s dybde.

Til sammenligning rækker den ret almindelige lille krikands hals kun 5-10 cm ned. Man kan derfor iagttage en rumlig opdeling af sømiljøet mellem de to andearter. Krikanden er mere effektiv til at si små fødeemner fra mellem hornlamellerne i næbbet end gråanden, så der sker også en opdeling mellem overvejende små fødeemner til krikanden og større fødeemner til gråanden. De øvrige arter af svømmeænder adskiller sig også indbyrdes med hensyn til habitatvalg og fødebiologi, men forskellene er endnu mere markante mellem svømmeænder og dykænder (f.eks. hvinand og troldand), som æder bunddyr i søerne i skarp konkurrence med fiskene.

 Figur 18-5. Toppet lappedykker på fiskejagt.

Figur 18-5. Toppet lappedykker på fiskejagt.

Blishønen havde mindst 20.000 ynglepar i 1996 og var lige så talrig som gråanden, men den opdrættes ikke med henblik på jagt. Den var gået frem med mere end 50 % mellem de to atlasundersøgelser. Blishønen lever af planter i vegetationsrige damme og dykker ned efter planterne på bunden, men går også gerne på land for at æde græs. Blishønsene kan hæmme udviklingen af vandplanter i restaurerede søer, hvis de findes i stort antal.

Toppet lappedykker er den mest iøjnefaldende og stedbundne blandt søernes fiskeædere (figur 18-5). På landsplan gik den frem fra år 1900 til 1976, mens bestanden siden har ligget nogenlunde konstant på 4000 ynglepar frem til den anden atlasundersøgelse. Den er hyppigst i de store søer i Det Midtjyske Søhøjland, i Østjylland og i Nordsjælland. I Julsø yngler der f.eks. 160 par toppede lappedykkere og i Furesø 100 par (figur 18-6).

 Figur 18-6. Toppet lappedykker har de største ynglebestande i store, næringsrige søer.

Figur 18-6. Toppet lappedykker har de største ynglebestande i store, næringsrige søer.

Rørdrummen er ret sjælden og sædvanligvis en meget sky fugl, der især lever i de store rørskove (figur 18-4). Den udvidede sin udbredelse mod nord tidligt i 1900-tallet, og i perioden 1955-73 var der blot 10-20 ynglepar i landet med de største bestande i Vejlerne, vestjyske rørskove og Maribo-søerne. Siden har arten bredt sig, og den omfattede 150-200 ynglepar i 1996.

Det var så nogenlunde de positive fuglehistorier; nu kommer de negative. Vadefugle tilknyttet enge ned til søer, vandløb og fjorde er gået meget voldsomt tilbage mellem de to atlasundersøgelser fra hhv. 1976 og 1996. Denne tilbagegang er en direkte fortsættelse af en udvikling, der begyndte med de store afvandinger og dræninger af søer og fjorde i slutningen af 1800-tallet. Det er arter som vibe, rødben, dobbeltbekkasin, stor præstekrave, brushøne, stor kobbersneppe, engryle og tinksmed, som er styrtdykket. Bestandene af vibe og rødben faldt med mere end 50 % i perioden 1976-1996 til henholdsvis 40.000 og 12.000-13.000 ynglepar. De fire sidstnævnte, brushøne, stor kobbersneppe, engryle og tinksmed, er i dag meget fåtallige ynglefugle i Danmark.

Vadefuglenes tilbagegang skyldes som nævnt, at engene er forsvundet ved dræning og opdyrkning. Men samtidig har nedsat kvæggræsning og øget eutrofiering stimuleret rørsumpens vækst og tilgroningen af vådområder med høje urter og buske. De fattige hedesøers fugle, tinksmed, brushøne og hjejle, er derfor blevet særlig hårdt ramt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Søfugle før og nu i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498297

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk