Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søernes pattedyr

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 18-16. Damflagermusen er særlig dygtig til at fange insekter på vandoverfladen.

Figur 18-16. Damflagermusen er særlig dygtig til at fange insekter på vandoverfladen.

Flagermus

Damflagermusen overvintrer i et samlet antal på 4500 individer i de nedlagte kalkgruber i Mønsted, Daugbjerg, Smidie og Thingbæk i Midtjylland. I sommernatten jager den over søer og større åer i et område, der dækker en radius på ca. 100 km fra overvintringsstedet. Derfor er arten knyttet til det østlige Himmerland og Limjordsområdet. Damflagermusen æder insekter, som den fanger på vandet eller lige over (figur 18-16).

Vandflagermusen forekommer derimod over hele landet, og den er en af vore mest almindelige flagermus. Den overvintrer blandt andet i kasematterne på Kronborg og i kalktunneller på Stevns Klint. Den jager over alle typer vandsamlinger og er specialiseret til at tage insekter lige over eller på vandoverfladen. Den foretrækker voksne vandinsekter frem for landlevende insekter. Dens aktivitet er da også synkroniseret med forekomsten af de vandlevende insekters. Antallet af individer på de kendte overvintringssteder ligger på omkring 20.000, med Mønsted og Daugbjerg som langt de vigtigste.

Blandt flagermusenes fjender er især ugler vigtige.

Annonce

Spidsmus

Også vandspidsmusen er vidt udbredt over landet, men mangler dog på Bornholm og flere andre øer (figur 18-17). Man ser den yderst sjældent, og den er heller ikke så hyppig som almindelig spidsmus og dværgspidsmus. Studier fra det østlige Polen viser, at vandspidsmusen trods sit navn jager længere tid på land (ca. 80 %) end under vand (ca. 20 %).

 Figur 18-17. Vandspidsmus søger føde i overgangszonen mellem land og vand.

Figur 18-17. Vandspidsmus søger føde i overgangszonen mellem land og vand.

Man formoder, at bestanden af vandspidsmus er gået tilbage i de sidste 100 år pga. afvanding af mange søer, sløjfning af damme og kanalisering af vandløb. Arten optræder også sjældnere med knoglerester i uglegylp i dag end for 100 år siden.

Vandspidsmus findes især ved små vandområder. Her færdes den langs bredden og på lavt vand, hvor den især æder vandbænkebidere, snegle og insekter, men den kan også tage padder og fisk, der er større end den selv. Den dykker ofte fra det samme sted på bredden i skjul under vegetationen og lader sig absolut ikke beskue frit fremme.

Vandspidsmus falder ligesom flagermusene som bytte for ugler. Vandspidsmus bliver også taget af hejre, rørdrum, skallesluger og, sandsynligvis, af større rovfisk.

Mosegris

Mens de tre ovennævnte pattedyr er fåtallige, er mosegrisen talrig i Danmark. Den lever ikke på Bornholm, Lolland-Falster og Læsø, men andre steder er den almindelig. Nogle steder er den en irriterende gæst, der gennemgraver fugtige haver, og med sine gange i brinkerne ved kanaler og i diger kan den destabilisere jorden. Derfor bekæmper man den. Mosegrisen er vegetar og lever både af rødder og overjordiske plantedele. Mosegrisen lever ofte i fugtige områder ud til søer og vandløb, men den kan også leve i tørre, vegetationsdækkede områder. Og så kan den skifte mellem de våde områder om sommeren og de tørre om vinteren.

Hvis den drister sig frem, risikerer mosegrisen at falde som bytte for rovfugle. Det er kendt, at en fin bestand af stor hornugle på en ø i Vestnorge hovedsageligt lever af mosegrise. Man skal derfor være opmærksom på, at biologisk bekæmpelse af mosegrise vha. ugler er en mulighed.

 Figur 18-18. Odder.

Figur 18-18. Odder.

Odder

På grund af sin pels var odderen et populært jagtobjekt i Stenalderen (figur 18-18). Den var fortsat hyppig i Danmark langt ind i moderne tid. Men ødelæggelse af levestederne ved åerne, søerne og i vådområderne samt fortsat jagt betød, at den efterhånden blev så sjælden, at den var tæt på at uddø. I 1980 var der blot ca. 200 individer tilbage koncentreret i Sydthy og Vesthimmerland (figur 18-19).

Odderen blev totalfredet i 1967, hvilket sammen med indførelsen af stopriste i ruser og faunapassager, hvor veje krydser vandløb, har været de vigtigste grunde til, at odderen igen er udbredt over det meste af Jylland. På 1247 potentielle odderlokaliteter besøgt i 2004 fandt man spor efter odder på de 601, især i Nordvest- og Vestjylland. Der findes også en lille bestand i Vestsjælland omkring Tissø, Halleby Å og Bregninge Å, som sandsynligvis har været der hele tiden. I foråret 2012 genindvandrede odderen så vidt man ved til Fyn.

 Figur 18-19. Forekomst af oddere i 10 x 10 km-kvadrater ved landsdækkende undersøgelser er gradvist steget fra 1984‑86 (a) til 2004 (d).

Figur 18-19. Forekomst af oddere i 10 x 10 km-kvadrater ved landsdækkende undersøgelser er gradvist steget fra 1984‑86 (a) til 2004 (d).

Odderen i Danmark er et nataktivt og meget sky dyr, som man sjældent ser. Dens tilstedeværelse afsløres derfor bedst af ekskrementerne, som anbringes på iøjnefaldende steder for at afmærke territoriet. Lever de uforstyrret af mennesker, bliver de dog efterhånden dagaktive.

Bestandstætheden er naturligt lav, da en odderhan efter sigende kræver et mindst 20 km langt territorium, mens hunnerne kan klare sig med det halve.

Odderen lever primært af fisk og tilsyneladende især småfisk på mindre end 9 cm. Men fødevalget er i høj grad opportunistisk. Fra Polen viser undersøgelser, at føden sine steder domineres af frøer og tudser vinter og forår, da de er nemme at fange, når de overvintrer eller parrer sig og lægger æg. Odderen tager også fugleæg, fugleunger og voksne fugle. Fiskefangst er energimæssigt kostbar, når fiskene er få, og vandet er meget koldt. I Wales jager visse bestande både i havet og i ferskvand, og dyrene kan indrette deres aktivitet efter, hvor og hvornår føden forekommer mest rigeligt.

Herhjemme er odderen i dag fortsat så sjælden, at den næppe præsterer et betydeligt konsum i forhold til fiskebestandenes størrelse, men det kan ændre sig.

Mink

Den amerikanske mink er undsluppet fra minkfarme og er blevet et ganske hyppigt dyr tæt ved ferskvand og kysten. Der optræder årligt omkring 5000-6000 mink i jagtstatistikkerne. Minken er en dygtig svømmer, der tager alle typer dyr – fisk, padder og fugle. Den er et problem for jordrugende fugle, og sine steder kan forbavsende lave fugletætheder måske tilskrives mink. I 2011 forsøgte man uden særlig succes at bekæmpe minken som en fremmed art i Danmark.

Bæver

Bæverevoksne dyr mere end 2 årungdyr 1‑2 årunger under 1 år
I alt
1999106218
2000162624
20011861134
200224101245
20033311953
20044291162
200551111577
200661151489
2007751316104
2008881617121
20091011721139
20101142121156
20111292115165

 Figur 18-20. Vandløb og søer med bæveraktivitet i Vestjylland i 2011. Bæveren har bredt sig fra den oprindelig udsætning i Klosterhede Plantage i 1999 med omkring 30-40 km i forskellige retninger til vandløb og søer uden for Klosterhede. I tabellen kan man se, hvordan Klosterhedebestanden vokset gradvist fra 18 udsatte dyr i 1999 til 165 dyr i 2011.

Figur 18-20. Vandløb og søer med bæveraktivitet i Vestjylland i 2011. Bæveren har bredt sig fra den oprindelig udsætning i Klosterhede Plantage i 1999 med omkring 30-40 km i forskellige retninger til vandløb og søer uden for Klosterhede. I tabellen kan man se, hvordan Klosterhedebestanden vokset gradvist fra 18 udsatte dyr i 1999 til 165 dyr i 2011.

I 1999 blev 18 bævere fra Elben ved Hamborg bevidst udsat på seks lokaliteter i Flynder Å-systemet i Klosterhede Plantage nordvest for Holstebro. Bæveren har slået an og har siden bredt sig til Damhus Å, Storå, Vegen Å og Tvis Å og talte omkring 130 dyr i 2011. Nu har man også udsat bæver ved Holløse Bredning, der er en af de nyoprettede søer ved Arresø, og i selve søen nær Frederiksværk.

 Figur 18-21. A) Et vandløb har ved den store vinterafstrømning gennembrudt en bæverdæmning i Klosterhede Plantage. B) Mange steder i området har bæverne efterladt tydelige gnavemærker og her et dødsdømt birketræ.

Figur 18-21. A) Et vandløb har ved den store vinterafstrømning gennembrudt en bæverdæmning i Klosterhede Plantage. B) Mange steder i området har bæverne efterladt tydelige gnavemærker og her et dødsdømt birketræ.

Argumentet for at udsætte bæver i naturen var bl.a., at bæveren er naturligt hjemmehørende her i landet. Den var almindelig og et yndet jagtbytte pga. pelsen i Stenalderen og Bronzealderen. Et andet argument var, at man ville udnytte dens evner som entreprenør til at bringe vand tilbage til naturen. Bæveren bygger nemlig dæmninger over vandløb og gør dermed landskabet vådere. Endelig ønskede man at bringe flere oplevelser til danskere, som færdes i naturen. I Flynder Å var der da også i 2012 opstået mange mindre vådområder og småsøer som følge af bævernes dæmningsbyggeri (figur 18-21).

Lystfiskerne var imod genindførslen, fordi bævernes dæmninger kan hæmme passagen af vandrefisk som ørred. Landbrugere var også skeptiske pga. en risiko for oversvømmelse, men bæveren holder sig endnu primært til naturområder, hvor den ikke forstyrrer erhvervet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Søernes pattedyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498302

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk