Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søfisk på vintervandringer

Oprindelige forfattere ChSk og SoeBe

I vinterhalvåret kan man finde søernes karpefisk uden for deres sædvanlige opholdssted, nemlig når de i store stimer samles i tilstødende kanaler og vandløb. Vintersamlinger af karpefisk i vandløb og kanaler omkring søer er set ved Brabrand Sø, Kvindsø, Rørbæk Sø, Stubbergård Sø, Tissø og flere andre steder. Årsagen til denne vintervandring ud af søerne, der visse steder nærmest efterlader søer fisketomme, er omgivet af nogen mystik. En sandsynlig forklaring er, at karpefiskene vandrer for at finde ly for søens rovdyr.

Fænomenet er som antydet ganske udbredt i danske søer, men først inden for de seneste år er der kommet mere præcise beskrivelser af, hvordan disse vintervandringer foregår. I fire jyske søer har DTU-Aqua detaljeret undersøgt, hvordan og samtidig prøvet at forklare, hvorfor karpefiskene vandrer.

Undersøgelserne har afsløret, at det kan være en betydelig andel – helt op til 80 % – af søens karpefisk, som forlader den i løbet af efteråret, og at fiskene kan være borte helt op til 6 måneder. Der kan dog være store forskelle i vandringens omfang og timing fra år til år og fra sø til sø. F.eks. forlod „kun“ omkring 50 % af skalle- og bransenbestanden Søgård Sø ved Vamdrup det år, hvor 80 % af de samme arter vandrede ud af Loldrup Sø ved Viborg. Undersøgelsen omfatter også de tæt forbundne Nørresø og Søndersø ved Viborg. Nørresø er den dybeste, og her har det vist sig, at vintervandringen er mindre omfattende. Det skyldes formodentlig, at en del af karpefiskene i stedet overvintrer i tætte stimer i søens dybe partier.

Annonce

Den periode, hvor fiskene opholder sig uden for søen, strækker sig typisk fra september-november til sidst i april, men også her kan der være variation fra år til år – både mellem søer og inden for den enkelte sø. Tilsyneladende spiller temperaturen og muligvis også islægning en vigtig rolle for variationen, men også andre forhold som risikoen for at blive ædt og søens fødeudbud har sandsynligvis betydning.

Mange arter vandrer

Vintervandring er observeret for karpefisk som skalle, brasen, løje, flire, skalle-brasen-krydsninger og rudskalle samt hos småaborrer. Man har også observeret, at gedder og store aborrer kan vandre, men at de kun gør det i mindre omfang sammenlignet med karpefiskene. Alle størrelser af fisk vandrer, men under visse forhold er især de mindre fisk overrepræsenteret. For brasen gælder det, at de største individer ikke deltager i vintervandringen. Det hænger formodentlig sammen med, at meget store brasen ikke løber nogen særlig risiko ved at blive i søen om vinteren. Der findes simpelthen ikke gedder, eller fugle, der er store nok til at gabe over dem, og de behøver derfor ikke søge ly for rovfisk i søers til- eller afløb.

Der er store forskelle i adfærden blandt de forskellige individer. Nogle vandrer flere gange i løbet af vinteren frem og tilbage mellem sø og vandløb, mens andre er ude af søen hele vinteren. Fælles for alle observationer er, at vandringen ofte sker omkring skumring og daggry. I visse perioder af året vandrer titusinder af fisk i løbet af ganske få timer, svarende til, at flere tons biomasse flyttes mellem sø og vandløb.

Når karpefiskene først er vandret ud af søen, står de helst i vandløbets stillestående partier, og de stuver sig gerne sammen i rørunderføringer eller i små drænkanaler med henfalden bevoksning. Her er de formodentlig i skjul for fiskehejrer og lignende fjender. Så længe det ikke er alt for koldt, kan fiskene finde på at skifte rundt mellem forskellige egnede skjulesteder i vandløbene.

En svensk undersøgelse har vist, at denne vandring rundt i vandløbet hovedsagelig sker om natten, mens fiskene i døgnets lyse timer normalt opholder sig langs vandløbets kant og helst skjult i tæt vegetation. Kun om foråret er vandringen lidt mere spredt over døgnet, og hér kan man oftere træffe på de imponerende stimer i dagslys. Har man lyst til at observere fænomenet, er marts og april derfor tidspunktet, hvor man har størst chance.

Mange arter vandrer

Boks 17-4.

Fisk med brobizz

Vintervandringen undersøges ved at indoperere en lille „chip“ i bughulen på et passende antal fisk. Hver chip har en unik kode, så når en mærket fisk vandrer ud af søen, registreres koden af scannere opsat ved søernes tilløb og afløb. Metoden, der anvender samme teknologi som f.eks. brobizz’er og tyverialarmer i supermarkeder, gør det muligt ned til sekundet at fastslå, hvor mange og hvilke fisk der netop nu passerer et givent sted. Ved at opstille to antenner med nogle få meters mellemrum ved hver scanner, kan man få oplysninger om, hvilken vej fisken svømmer, dvs. om den er på vej væk fra søen eller på vej tilbage.

I forbindelse med en undersøgelse af fiskenes vintervandring mærkes der normalt mellem 500 og 1000 fisk årligt fordelt på alle arter. Resultaterne fra de mærkede fisk omregnes herefter til hele bestanden af fisk.

ch17_022.jpg

Station til registrering af chip-mærkede fisk ved Loldrup Sø nær Viborg. I baggrunden ses søen. De to antenner er monteret på trærammer på tværs af vandløbet. Hver antenne er et loop, der fortsætter ned i vandet og tilbage over bunden. På bredden ses en kasse med styringselektronik og hukommelse. De opsamlede data hjemtages her via pc, men det kan også ske trådløst via en mobiltelefon. Indsat billede: en 32 mm lang chip indstøbt i en glasampul. Foto: J. Dolby og Søren Berg.

Hvorfor vandrer fiskene?

En mulig forklaring på vandringerne er som nævnt, at karpefiskene søger ly for søens rovfisk. Set i lyset af, at rovfiskene kun i mindre omfang følger efter fiskene ud af søen, kan vandringen være et forsvar mod at blive ædt i en periode, hvor deres egen fødeoptagelse alligevel er så lav (vekselvarme dyr fordøjer langsomt, og fødetætheden er lav om vinteren), at de roligt kan forlade deres spisekammer. Ligeledes har en dansk undersøgelse afsløret, at risikoen for at blive ædt af skarv falder mere og mere, jo længere tid fisken opholder sig ude af søen i vinterhalvåret.

Fiskene afvejer populært sagt fordele og ulemper ved at blive i søen. Præcis på samme måde som fiskene afvejer fordele og ulemper, når de skifter opholdssted inden for søen, danner stimer osv.

Men hvorfor er det ikke alle karpefiskene, der vandrer? Det hænger sandsynligvis sammen med fiskenes kondition omkring vandringstidspunktet. Meget tyder på, at fisk, som er i dårlig kondition om efteråret, oftere bliver tilbage i søen. De risikerer formodentlig at sulte ihjel, hvis de vandrer. Fødemulighederne i de vandløb, fiskene overvintrer i, er nemlig som antydet ovenfor normalt meget dårligere end i søen, og fiskene skal derfor have „råd“ til at vandre. Hvis fisken har den fornødne kondition, er den populært sagt bedre tjent med at sulte et sted, hvor der ingen rovfisk er, frem for at tage chancen ude i søen mens den selv æder. Det kan samtidig forklare, hvorfor der er så store forskelle i omfang og timing mellem og inden for arter, søer og år. Det afspejler formodentlig, at chancen for at finde føde og risikoen for at blive ædt – og dermed fordelene ved og behovet for at vandre – varierer fra år til år og ikke mindst fra sø til sø.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Skov, Søren Berg: Søfisk på vintervandringer i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498293

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk