Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Menneskets udnyttelse af søernes fiskebestande

Oprindelige forfattere ChSk og SoeBe

Oldtiden

Placeringen af oldtidens bopladser ved bredden af søer, fund af fiskeredskaber (kroge, lystre, ruser, fiskegærde) og endelig måltidets rester, nemlig fiskeknogler i bopladsernes køkkenmøddinger, viser samstemmende, at fisk fra søer var en vigtig ernæringskilde i Oldtiden. Man ved fra disse fund, at der blev fanget arter som suder, brasen, skalle, ål, aborre, gedde, malle og sandart (se nærmere i kapitlet Mennesket og de ferske vande). Interessant er det i øvrigt, at det på den måde er påvist, at malle og sandart dengang levede naturligt i søer på Sjælland og Fyn. Siden hen er disse arter uddøde, måske af klimatiske årsager.

Fund af fiskeredskaber og fiskeknogler kendes helt tilbage til Maglemosetiden for ca. 9000 år siden. Fundene fortsætter helt frem til Bronzealderen og Jernalderen, eksempelvis fandt man ved udgravning af det store offerfund af våben i Illerup Ådal også en del fiskekroge af jern.

Middelalderen

 Figur 17-19. Runesten fra Norge fra 1100-tallet med indskriften: „ailifr alkr bar fiska i raupo sio“ (Eilif Elg bar fisk til Rausø). Den stod ved gården Li i Østre Gausdal, Oppland indtil 1839. Herefter blev den formentlig anvendt som byggesten. Det har ikke været muligt at genfinde den senere.

Figur 17-19. Runesten fra Norge fra 1100-tallet med indskriften: „ailifr alkr bar fiska i raupo sio“ (Eilif Elg bar fisk til Rausø). Den stod ved gården Li i Østre Gausdal, Oppland indtil 1839. Herefter blev den formentlig anvendt som byggesten. Det har ikke været muligt at genfinde den senere.

Det første skriftlige bevis fra Norden på, at fisk og fiskeri i ferskvand virkelig havde markant betydning, stammer fra Middelalderen. Det drejer sig om en norsk runesten fra 1100-tallet, som bar inskriptionen: „ailifr alkr bar fiska i raupo sio“, dvs. „Eilif Elg bar fisk til Rausø“ (figur 17-19). Det er den tidligste skriftlige beretning fra de nordiske lande om udsætning af fisk. Der har sandsynligvis været tale om udsætning af ørred i en sø, som havde været fisketom siden den sidste istid. Når udsætning af fisk var en dåd af så stor betydning, at der ligefrem blev rejst en runesten til minde herom, må fiskeriet med sikkerhed også have været af stor betydning.

Annonce

Danmark og Norge var dengang tæt forbundne, og betydningen af fiskeri i søer har ganske givet været lige så stor i Danmark. Vi kan derfor gå ud fra, at fiskene i vore søer stadig havde stor betydning som ernærings- og indtægtskilde i den tidlige middelalder. Således nævnes retten til fiskeri også i Skånske og Jyske Lov fra 1200-tallet.

Omkring Middelalderens begyndelse kom kristendommen som bekendt også til Danmark. Det faktum gav fisk en ny rolle i befolkningens madvaner. I dele af den katolske faste, som i alt omfattede ca. halvdelen af året, var det tilladt at spise fisk, der ikke blev betragtet som kød. Almindelige folk måtte i stor udstrækning nøjes med den billigste vare: saltede og tørrede saltvandsfisk (f.eks. torsk og hvilling), bl.a. importeret fra Norge, mens mere fornemme og formuende kredse tog for sig af de friske ferskvandsfisk, der kunne skaffes fra søer og vandløb.

De mange klostre i landet havde naturligvis især brug for fisk. Man må antage, at munkene har været de mest nøjeregnende med, at fastens regler blev overholdt. Ved nogle klostre anlagdes fiskedamme, hvor der sandsynligvis hovedsagelig blev opdrættet karusse og suder. Klostrene oprettede også fiskegårde, dvs. faste fangstindretninger i vandløbene.

Efter Reformationen

Med Reformationen i 1536 forsvandt fastens krav til madvanerne, men adelen og hoffet fastholdt og udviklede traditionen med at spise fisk. Det kom på mode at anlægge og drive, hvad der betegnes som kulturfiskerier, det vil sige en kombination af fiskeri i egnens søer, damme til levende opbevaring af fangsten og andre damme til opdræt. På den måde kunne man være sikker på at have adgang til frisk fisk det meste af året.

Ved hoffet oprettedes meget omfattende kulturfiskerier, bl.a. i Jylland omkring Skanderborg, Ry og Silkeborg og ikke mindst i Nordsjælland, hvor de både omfattede naturlige søer og en lang række kunstige damme under Frederiksborg, Kronborg og Københavns len. Og det var store mængder fisk, der skulle leveres. I 1653 skulle den kongelige fiskeriforpagter eller fiskemester som også omtalt i kapitlet Mennesket og de ferske vande dagligt levere 60 kg ferskvandsfisk til kongens og hoffets køkken, uanset hvor det befandt sig på Sjælland. Det var også specificeret ud, at 2/3 skulle være de såkaldte herrefisk (karpe, karusse, brasen, gedde og krebs), som var mest eftertragtede. Resten kunne være de „gode spisefisk“ (aborre, rimte, smelt, flire, løje, skalle, hork og ål).

Fiskeriet i Jylland, hvor kongen opholdt sig mindst, blev også anvendt som indtægtskilde, idet fiskene blev solgt, bl.a. i røget tilstand. At ferskvandsfisk var en værdifuld vare, som landets øverste samfundslag holdt for sig selv, ses også af den tids syn på tyvefiskeri, der blev bedømt lige så hårdt som krybskytteri.

Et „moderne“ erhverv

Omkring år 1800 aftog kongens og adelens interesse for fiskeriet i søer. Mange af kronens fiskerettigheder kom efterhånden på private hænder, og også adelen solgte ud eller forpagtede fiskeriet bort til egentligt erhvervsfiskeri, og i løbet af 1800-tallet opstod det begreb, som hedder „den rationelle drift“ af en sø. Søer blev betragtet på sammen måde som landbrugsjord, der skulle give det højest mulige afkast. Den holdning blev sandsynligvis styrket af nederlaget i krigen i 1864 og den efterfølgende opdyrkning af de jyske heder.

I slutningen af 1800-tallet var fiskeriet meget velorganiseret, og takket være bedre transportmuligheder var det nu muligt at eksportere friske fisk på is til markeder i Europa. I den periode ansatte Dansk Fiskeriforening ligefrem en konsulent, skolelæreren Arthur Feddersen. Han havde den arbejdsopgave at udvikle fiskeriet og ikke mindst det begyndende dambrugerhverv med opdræt af bl.a. regnbueørred. Fra 1903 og frem til år 2000 blev der endvidere indsamlet officielle fangststatistikker for hver enkelt sø i hele landet. Et egentligt erhverv var opstået (boks 17-5), og fra i begyndelsen at bestå i „jagt“ på fiskene kom det efterhånden til at bestå i „avl“ af dem.

Fiskeri for sjov – lyst- eller sportsfiskeri

Før år 1800 var lystfiskeri en meget usædvanlig aktivitet, som kun blev drevet af den absolutte overklasse, især inspireret af engelske traditioner. Men med industrialiseringen kom borgerskabet med på vognen. Den vistnok første lystfiskerforening i Danmark blev oprettet i 1818 og hed Odense Broderlige Fiskeselskab. Der gik en del år, før andre foreninger blev oprettet. To af de ældste og fortsat eksisterende lystfiskerforeninger er Silkeborg Fiskeriforening, stiftet i 1869 og den sjællandske Lystfiskeriforeningen, stiftet i 1886. Begge foreninger havde lige fra begyndelsen lystfiskeri på søer som en central aktivitet.

 Figur 17-20. Lystfiskeri fra båd på Knudsø ved Ry. Lystfiskeri har i dag afløst det tidligere erhvervsmæssige fiskeri på de fleste søer i Danmark.

Figur 17-20. Lystfiskeri fra båd på Knudsø ved Ry. Lystfiskeri har i dag afløst det tidligere erhvervsmæssige fiskeri på de fleste søer i Danmark.

Lystfiskerne måtte som hovedregel indordne sig under erhvervsfiskeren. Det kommercielle fiskeri havde første prioritet, og da antallet af lystfiskere dengang som sagt var beskedent, havde deres mening næppe stor gennemslagskraft. Og prioriteringen af de erhvervsmæssige interesser skete med statens velsignelse, ivrigt fremført af bl.a. fiskeribiologen C. V. Otterstrøm. Så sent som i 1950 forlangte han, at lystfiskerne på Hald Sø, som han egentlig helst så fjernet, i hvert tilfælde under ingen omstændigheder måtte være til gene for erhvervsfiskeren.

I dag er billedet et helt andet. Mange steder, hvor erhvervsfiskeriet er ophørt, har lystfiskerne overtaget og er i dag ene om fiskeriet (figur 17-20). Silkeborg Fiskeriforening gjorde det på den enkle måde: Foreningen overtog forpagtningen af de statsejede søer i omegnen for herefter at undlade at drive erhvervsfiskeriet.

Realiteten er da også, at de fisk, der kan fanges i en given sø, i dag har en langt større værdi for samfundet, hvis de fanges ved lystfiskeri (herunder lystfiskerturisme), end de har som erhvervsmæssig fangst og salg til konsum. Værdien af lystfiskeri vil med stor sandsynlighed vokse yderligere i fremtiden som følge af oplevelsesøkonomiens stigende betydning.

Boks 17-5.

Erhvervsfiskeri i danske søer fra år 1900 og frem

ch17_024.jpg

A. Udbyttet af erhvervsfiskeri i danske søer 1903‑2000 vist som ti-års-gennemsnit. Stigende udbytte frem til 1930 skyldtes bl.a. et øget antal indberetninger. Fra 1930 til 1980 lå antallet af indberetninger på ca. 200 om året. Faldende udbytte efter 1980 skyldtes en kombination af faldende udbytte i den enkelte sø og færre indberetninger, efterhånden som erhvervsfiskeriet i mange søer ophørte. Bemærk, at sandart først blev en betydende fiskeart i løbet af 1930’erne og 40’erne som følge af introduktion i en lang række søer. Ill.: Jørgen Strunge. Data fra DTU Aquas arkiv bearbejdet af Lene Jacobsen, DTU Aqua.

Som figur A viser, har fangst af ål gennem hele 1900-tallet været den bærende aktivitet. Økonomisk var ålens betydning endnu større, end figuren viser, idet ålen var den absolut mest værdifulde art for søernes fiskere. Ålens tilbagegang de sidste 30‑40 år var da også en meget væsentlig årsag til, at erhvervsfiskeri i de fleste søer ophørte i løbet af 1980’erne og 90’erne.

Et eksempel er erhvervsfiskeriet på Hald Sø ved Viborg. Det økonomiske udbytte af fiskeriet var i 1913 på 1200 kr., hvilket svarede til en almindelig årsløn dengang. I 1921, som var et godt år, men langtfra det bedste, rakte udbyttet til tre årslønninger. I 1983 var omsætningen 24.355 kr., svarende til ca. 16 % af en ufaglærts årsløn. Det er derfor ikke mærkeligt, at erhvervsfiskeriet er ophørt på denne og mange andre søer. På Hald sø skete det i 1995. I dag kan antallet af personer, som tjener en betydende del af deres årsindkomst på erhvervsfiskeri i en sø, tælles på én hånd.

Fiskeriet blev drevet med en lang række forskellige redskaber, de vigtigste var ruser, bundgarn, ned- eller gællegarn og langliner med kroge (figur B). I nogle søer blev der endvidere fisket med vod, som oftest såkaldte landdragningsvod og i enkelte søer ligefrem med trawl trukket af små fiskekuttere. Det var i høj grad søernes dybde- og bundforhold, der afgjorde, hvilke redskaber der kunne anvendes.

ch17_025.jpg

I mange søer blev der fra ca. 1930 og frem lavet systematiske undersøgelser af fiskebestanden og ud fra resultaterne givet nøje anvisninger på, hvordan fiskeriet skulle drives i en såkaldt driftsplan. Det var den legendariske fiskeribiolog C. V. Otterstrøm, som igangsatte dette arbejde og udviklede metoderne. Disse undersøgelser er ofte de eneste reelle oplysninger, der findes om fiskebestanden i vore søer før i tiden, og derfor er de også i dag af stor værdi. Otterstrøm var ansat af staten til dette arbejde ved institutionen Dansk Biologisk Station. Han stod i øvrigt også fadder til de grundlæggende principper bag de udsætningsplaner for ørred i vandløb, der fortsat udarbejdes (se Vandløbenes fisk og de følgende afsnit).

ch17_026.jpg

B. De mest anvendte fiskeredskaber i det erhvervsmæssige fiskeri i vore søer. 1) ruse, 2) bundgarn, 3) trawl, 4) nedgarn eller gællegarn, 5) krogline, 6) landdragningsvod. Tegningerne viser redskaber fra saltvand, men tilsvarende har været anvendt i ferskvandssøer. Tegning: N. Knudsen, Fiskeri- & Søfartsmuseet, Esbjerg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Skov, Søren Berg: Menneskets udnyttelse af søernes fiskebestande i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498294

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk