Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Padder

Oprindelig forfatter KSJe

Padderne lever især i damme uden fisk, og kun skrubtudse og butsnudet frø er almindelige i egent­lige søer med fisk. Padderne fører et interessant dobbeltliv mellem vand og land. Æggene lægges i vandet og udvikler sig her til haletudser og voksne, som til gengæld lever på land med vekslende afstand og tilknytning til dammene. Haletudserne lever ofte af belægninger af alger og bakterier, mens nogen kan filtrere vandet for føde. De voksne lever sædvanligvis af insekter.

Art Antal lokaliteter
Butsnudet frø205
Lille vandsalamander104
Skrubtudse85
Spidssnudet frø41
Stor vandsalamander40
Tabel 21-2. Udbredelsen af padder i 475 damme i Århus Kommune. Beregnet fra data i Skriver og Skriver, 1981.

I et samarbejde mellem kommuner, amter, Skov- og Naturstyrelsen og frivillige herpetologer i 1980-1990’erne fik man forhindret, at en række truede paddearter forsvandt fra Danmark. Faktisk så man for sjældne arter en betydelig fremgang efter mange års styrtende tilbagegang.

Der lever 14 paddearter i damme i Danmark, otte frøer, tre tudser og tre salamandre (figur 21-25). Nogle af dem er ret almindelige og udbredt over hele landet; det gælder butsnudet frø, skrubtudse og stor og lille vandsalamander (tabel 21-2). Andre arter er sjældne og begrænset til især de syd-sydøstlige egne; det gælder klokkefrø, latterfrø, grønbroget tudse og bjergsalamander.

Annonce

 Figur 21-25. Et udvalg af dammens padder. A) Butsnudet frø. B) Skrubtudse på bunden. C) Lille vandsalamander. D) Grøn frø. E) Stor vandsalamander.

Figur 21-25. Et udvalg af dammens padder. A) Butsnudet frø. B) Skrubtudse på bunden. C) Lille vandsalamander. D) Grøn frø. E) Stor vandsalamander.

Brune frøer

Butsnudet frø hører sammen med den vidt udbredte spidssnudet frø og den sydøstligt udbredte springfrø til de brune frøer. De tre arter lever i de samme typer damme og konkurrerer med hinanden. Spidssnudet frø kan med sikkerhed kendes fra butsnudet frø på fodrodsknuden, der er længere end længden af det inderste led på indertåen, mens springfrø kan kendes på de længere bagben og tydelige knopper på bagføddernes tåled.

Butsnudet frø yngler i de fleste vandsamlinger fra pytter på blot 10 m2 til egentlige søer. Den foretrækker at yngle og opholde sig i en lavvandet, græsbevokset bredzone. I søer opholder haletudserne sig på steder med tæt sumpvegetation, som giver beskyttelse mod fisk. I Danmark lægges æggene typisk mellem 10. og 20. april, klækningen tager 10 dage ved 10 °C og larveudviklingen varer 50-60 dage ved 15 °C, hvilket betyder, at de små frøer går på land omkring sankthans.

Haletudserne hos butsnudet frø udskiller kemiske stoffer, der hæmmer fremmede arters og artsfællers udvikling. Derved undgår haletudserne for hård konkurrence og sikrer, at de største individer kan gennemføre deres fulde udvikling, hvis pladsen er trang.

Dødeligheden er under alle omstændigheder stor blandt såvel haletudser som voksne. Kun omkring 1 % af de voksne frøer når en alder på 8 år, men man har fundet 11 år gamle frøer.

Løvfrø

Løvfrøen er meget interessant, da de voksne kravler elegant rundt i træer og buske, mens de holder fast med hæfteskiver på fødderne og snapper insekter (figur 21-26). Løvfrøen lever i Syd- og Centraleuropa, og nordgrænsen ligger i Skåne og Danmark.

 Figur 21-26. Løvfrø i vegetationen.

Figur 21-26. Løvfrø i vegetationen.

Tidligere fandtes løvfrøen overalt i Danmark med undtagelse af Nord-, Midt- og Vestjylland, men siden 1950 er den forsvundet fra 97 % af sine levesteder, fordi dammene voksede til, blev forurenede eller blev forsynet med udsatte fisk. Den har overlevet i Sydøstjylland, på Lolland, Sydsjælland og Bornholm, og gode bestande er takket være udsætning og gravning af nye vandhuller etableret omkring Århus og Slagelse. Den samlede bestand i Danmark er nu på ca. 40.000 individer i mere end 1000 yngledamme.

Løvfrøen foretrækker at yngle i små damme, hvor vandet er rent, varmt og uden fisk. Den foretrækker lavvandede, solbeskinnede afsnit med græsser eller vandranunkler. Vandoverfladens temperatur skal overstige 14 °C ved solnedgang, for at hannerne kvækker, og æglægning foregår først ved 17 °C. Forvandlingen fra haletudser til små frøer sker mellem den 20. juli og 15. august, men dette tidsrum rykker sandsynligvis frem, hvis den globale opvarmning fortsætter. Haletudserne opholder sig gerne på åbne steder i dammen, hvor de æder belægninger af alger og bakterier på planterne og i vandoverfladen. Da de lever frit fremme, er de udsatte for angreb fra fisk og store vandkalve.

Klokkefrø

Klokkefrøen har fået sit navn fra de kvækkende hanner, der lyder som fjerne kirkeklokker. Den har smukke orange og sorte advarselsfarver i bugtede mønstre på bugen og udskiller en giftig slim, som beskytter den mod mange fjender. Men som altid i den mangfoldige natur er der rovdyr, som er ligeglade og derfor æder klokkefrøer.

 Figur 21-27. Klokkefrø. A) set oppefra i vandoverfladen og B) fra undersiden.

Figur 21-27. Klokkefrø. A) set oppefra i vandoverfladen og B) fra undersiden.

Klokkefrøen er Danmarks sjældneste padde (figur 21-27). Der levede ca. 2000 voksne individer i 2007 fordelt på 20 damme og 9 lokaliteter i Det Sydfynske Øhav, Østfyn, Sydsjælland og Nordvestsjælland på Røsnæs og Nekselø. Det er det dobbelte af bestanden i 1987, og fremgangen skyldes en målrettet indsats med oprensning af vandhuller, gravning af nye samt opdræt og udsætning. Inden da havde klokkefrøen en styrtende tilbagegang i Danmark, ikke på grund af forværring af klimaet, men som for andre padders vedkommende på grund af ødelæggelse af dammene og livsmulighederne for de voksne frøer i det omgivende landskab.

Klokkefrøen kræver en række forskellige typer af damme for at kunne overleve på længere sigt. For det første skal der være lavvandede og solbelyste yngledamme, som alligevel ikke må kunne tørre ud. Dernæst skal der være fourageringsdamme til de nyforvandlede frøer og forrige årgangs frøer. Disse må godt tørre ud. Endelig skal der være større skjuledamme med højere vegetation, hvor de voksne frøer kan undgå fjender, og hvor de også kan yngle i særligt varme somre. Afhængigheden af så mange damtyper sammen med særlige krav til overvintringssteder og et stort fødegrundlag i form af insekter fra omgivelser er årsagen til, at klokkefrøen har været tæt på at forsvinde her i landet.

Grøn frø

Grøn frø var tidligere ret almindelig på Øerne, men er gået meget tilbage sammen med dammenes antal og kvalitet. Op gennem Jylland forekommer arten pletvis. Den reagerer meget positivt på, at man anlægger nye paddedamme.

Den grønne frø er en af de mest varmekrævende af vores frøer og yngler kun, hvor dammene ligger i fuldt sollys. Under gunstige temperaturer varer udviklingen i vandet fra æg til voksne under 60 dage, men det kan tage op til 120 dage, hvis temperaturen er mindre gunstig.

I Frankrig og Italien spises den grønne frø, deraf det latinske navn Rana esculenta, idet esculenta betyder spiselig.

Latterfrø og løgfrø

Latterfrøen er en almindelig art i Centraleuropa, men i Norden lever den kun på Bornholm og to steder i det sydlige Finland. Desuden er nært beslægtede sydeuropæiske arter blevet udsat i parker i Århus og i København, bl.a. i Fælledparken.

Løgfrøen ligner en tudse og har kraftige ben og en kort snude. Navnet refererer til, at den lugter af hvidløg, hvis den opbevares i små beholdere. Den er blevet fundet over det meste af Danmark, dog ikke på Als, Fyn og Bornholm. Måske er løgfrøen den danske padde, som har oplevet den allerstørste tilbagegang. I perioden 1945-1990 forsvandt den fra 98 % af sine levesteder. De største, kendte bestande findes nu i det vestlige Sønderjylland, på Djursland og ved Viborg. Haletudserne lever frit fremme og tåler overhovedet ikke, at der er fisk i yngledammene.

Tudserne

Mens skrubtudsen er udbredt over hele Danmark i damme og søer, er strandtudsen sjældnere og den grønbrogede tudse meget sjælden. Strandtudsen lever især i vegetationsfattige, næringsfattige søer i Midt- og Vestjylland og i grusgrave. Den grønbrogede tudse lever i Sydøstdanmark – ofte på øer.

Skrubtudsen er som nævnt almindelig og derfor kendt af alle. Det særlige ved skrubtudsen er, at haletudserne lever tæt sammen i stimer. Desuden er de giftige, så de kan eksistere sammen med fisk og optræde både i søer og damme. De voksne tudser har også en betydelig beskyttelse takket være en kirtel bag øjet, som udskiller et hudirriterende sekret, som bl.a. afholder hunde fra at æde dem, mens storke, hejrer, mink og snoge er ligeglade.

Nutidsdanskere møder især skrubtudsen, når den tøffer rundt i drivhuset eller jordbærbedet og æder snegle, eller når de små tudser i tusindtal køres ihjel på vejene, lige efter de er gået på land og uforfærdet bevæger sig frem i tætte kolonner uden at ænse døden på vejen. Når de små tudser går på land, vælger de nemlig en bestemt vandringsretning og fjerner sig op til 1 km fra yngledammen. Når de senere bliver voksne, husker de deres vandringsretning og følger den samme rute, uanset forhindringer, tilbage til den dam, de kom fra, for at yngle. Normalt ænser de ikke andre vandhuller, som passeres undervejs, og ender derfor tilbage i fødedammen og endda ofte i det afsnit, de oprindeligt klækkede i.

På grund af denne trofasthed vil haletudser, der flyttes inden for dammen, vende tilbage til udgangspunktet. Flytter man en æglæggende hun over i en anden dam, stopper den æglægningen og vandrer tilbage til sin egen dam, også selv om strækningen er på flere kilometer. Men da skrubtudser trods alt hurtigt koloniserer nyanlagte damme, må der i bestanden findes en lille procentdel, der er opportunistiske, troløse individer med rejselyst – måske blandt de yngste individer.

Salamandre

Der findes tre salamanderarter i landet. Heraf er lille vandsalamander meget almindelig og lever i omtrent hvert andet vandhul. Stor vandsalamander er knap så almindelig og findes i omtrent hvert femte vandhul. Den sidste art, bjergsalamander, er sjælden og lever kun i små, skyggefulde skovdamme i Sønderjylland. Den spreder sig dog i disse år.

Lille og stor vandsalamander lever som voksne det meste af tiden på land på fugtige steder i skove, haver og udhuse. Om dagen skjuler de sig også på et fugtigt sted, f.eks. under en bestemt sten, som de kan holde sig til år efter år.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Padder i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498326

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk