Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dammenes oprindelse

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 21-2. Næringsfattige damme med sandbund blandt vandreklitterne i Råbjerg Mile.

Figur 21-2. Næringsfattige damme med sandbund blandt vandreklitterne i Råbjerg Mile.

Permanente damme

Nogle damme er opstået naturligt. Det kunne f.eks. være sket på den måde, at vinden har blæst jorden væk ned til grundvandet. Sådan er de små vandansamlinger på afblæsningsfladen bag Råbjerg Mile opstået. De får udelukkende tilført næringsfattigt vand fra den bare sandbund, de er etableret på, og fra skyerne (figur 21-2). Det kan også være sket ved naturlig forsumpning af skovbunden i våde år. Sådanne damme indeholder brunt, humusholdigt vand og har en blød bund rig på organisk stof. Endelig kan damme naturligt være opstået langsomt ved successiv tilgroning af en større sø, hvis areal og dybde år efter år er blevet mindre på grund af tilgroning og opfyldning med organisk stof og jordpartikler fra oplandet.

Andre damme er kunstige. De kan være opstået i tørve-, mergel-, kalk-, ler-, sand- eller grusgrave, som ikke er blevet fyldt op efter endt råstofudvinding. Gravede damme har ofte stejlere sider og større dybde end de naturlige.

 Figur 21-3. Gammel tørvegrav med brunt vand. Her vokser åkander, men vandet er for surt og kalkfattigt til snegle og krebsdyr.

Figur 21-3. Gammel tørvegrav med brunt vand. Her vokser åkander, men vandet er for surt og kalkfattigt til snegle og krebsdyr.

Tørvegrave har surt, brunt vand, som kun få arter kan leve i (figur 21-3). Det sure vand er fattigt på kalcium, og tørvegravene savner derfor snegle, muslinger og krebsdyr, der skal bruge kalk til skallerne, mens de til gengæld rummer specielle vandbiller og guldsmede. Dertil kommer, at selve tørven er uegnet som vækstmedium for de fleste vandplanter – kun åkander kan slå rod i den.

Annonce

Mergelgrave og kalkgrave har kalkrigt, pH-neutralt og ret næringsfattigt vand og rummer et rigt dyre- og planteliv. Grusgrave fødes sædvanligvis af rent grundvand, og de har derfor klart vand og en rig vækst af undervandsplanter til stor dybde.

Kunstige damme kan også være gravet ud for netop at skabe en dam. Formålet kunne f.eks. være at forbedre paddernes levevilkår et bestemt sted. Sådanne damme er lavvandede, har meget lav hældning af brinkerne og ligger sædvanligvis lysåbent (figur 21-4). Den lille vanddybde skal sikre høje temperaturer allerede i det tidlige forår af hensyn til æggenes og haletudsernes udvikling, og de flade brinker skal gøre det let for dyrene at vandre ud i eller forlade dammen.

 Figur 21-4. Stadier i oprensningen af en dam, som var ved at vokse til.

Figur 21-4. Stadier i oprensningen af en dam, som var ved at vokse til.

Temporære damme

Temporære damme er en særlig type, som både kan ligge i skove og i åbent land og være naturlige eller kunstige, f.eks. et bildæk eller et regnvandsreservoir. De bliver fyldt med vand om efteråret og vinteren og tørrer ud om foråret eller i forsommeren alt afhængig af vejret og dybden. De er derfor altid uden fisk.

De temporære damme i bildæk på storbyernes lossepladser har under varme himmelstrøg vist sig at være arnested for malariamyg og andre eksotiske myg, som overfører smitsomme sygdomme (boks 21-1). I Sydeuropa og i New York har man oplevet dødsfald efter udklækning af sygdomsbefængte myg i temporære damme, og det samme kan ske i Danmark, hvis det bliver meget varmere.

Temporære, solbeskinnede damme bliver hurtigt meget varme om foråret. Det sætter ekstra skub i dyrenes udvikling, men de har også meget kort tid til at afvikle deres livscyklus, for dammene tørrer hurtigt ud. Dyrene må overleve den udtørrede sommerperiode på en eller anden måde, og der findes i disse damme arter med helt særlige tilpasninger til det hårde miljø (boks 21-2). Nogle udvikler et nyt stadium, som gør det muligt for dem at gå på land. Det gælder f.eks. frøerne og mange insekter. Andre lægger æg, som kan overleve i den mere eller mindre udtørrede bund, mens de voksne dør bort eller fortrækker. Det gør f.eks. de sjældne damrokker og visse guldsmede for slet ikke at tale om de mange forskellige stikmyg.

Boks 21-1.

Malaria i Danmark

Malaria forårsages af en lille, encellet snylter (Plasmodium), der overføres af inficerede malariamyg (Anophilinae). Plasmodium gennemløber en kompliceret cyklus med i alt fire forskellige stadier. Denne cyklus har til formål at opformere antallet af celler, således at parasitten kan blive så talrig og udbredt som mulig. Det må man sige er lykkedes, idet mere end 500 mio. mennesker lider af sygdommen.

For at blive inficeret skal en malariamyg suge blod af et inficeret menneske og optage „kønsceller“ af parasitten derfra – smitten overføres altså fra en inficeret myg til dennes æg. Parasitcellerne udvikles i myggens tarm for til sidst at blive oplagret i dennes spytkirtler. Når myggen stikker, overføres de oplagrede parasitter til mennesket. I mennesket opformeres Plasmodium videre i levercellerne og senere i de røde blodlegemer, der sprænges. Udviklingen i de røde blodlegemer er synkroniseret, således at mange sprænges samtidigt, hvilket er årsagen til de feberanfald, der er karakteristiske for malaria.

Når avisartikler fra tid til anden prøver at chokere danskerne med, at et varmere klima vil få malaria til at brede sig til Danmark, er det en sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, at en højere temperatur vil få myggens udvikling til at gå nogle dage hurtigere, men den kan allerede finde sted ved den temperatur, vi har i Danmark i dag. Endvidere lever malariamyg allerede i Danmark, og malaria var tidligere en velkendt sygdom, der gik under navnet koldfeber.

Fra 1800-tallet findes mange optegnelser om sygdommen, hvor især Sydsjælland og Lolland-Falster var ramt af mange store epidemier. I nogle egne brød samfundet stort set sammen, og forholdene dengang kan sammenlignes med forholdene i malaria-områder i den tredje verden i dag. De store epidemier i 1820‑30’erne udløste endog et markant fald i befolkningstallet. I 1821 diagnosticeredes 28.788 personer i Maribo Amt som smittet med malaria, og 1.114 døde. Også i Sverige og Finland såvel som i store dele af det øvrige Europa var malaria udbredt.

I slutningen af 1800-tallet forsvandt sygdommen gradvist fra Danmark. I 1875 var der blot 300 tilfælde i Maribo Amt og år 1900 kun 10. Der er flere grunde til, at malaria nu er forsvundet. Den vigtigste er uden tvivl, at lægevidenskaben blev i stand til at slå parasitten i de smittede mennesker ihjel. Herved blev det sværere og sværere for malariamyggen at blive inficeret, og endnu færre mennesker blev smittet, selv om de blev stukket. På den måde blev smittekæden brudt. På samme måde er det også i tropiske egne muligt i dag at opretholde malariafri områder. En anden grund til, at smittekæden blev brudt, var, at den voksende levestandard medførte, at mennesker og husdyr blev mere og mere adskilt, hvilket medførte et skift i myggenes hovedvært fra menneske til husdyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Dammenes oprindelse i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498318

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk