Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dammenes miljø og organismer

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 21-6. Indholdet af opløst organisk stof, næringsindholdet (fosfor) og graden af overmætning med kuldioxid falder med størrelsen af damme og søer i Danmark. Gennemsnitlig tendens for mange lokaliteter.

Figur 21-6. Indholdet af opløst organisk stof, næringsindholdet (fosfor) og graden af overmætning med kuldioxid falder med størrelsen af damme og søer i Danmark. Gennemsnitlig tendens for mange lokaliteter.

Føde- og næringsstofgrundlaget

Den føde, planteædende smådyr får adgang til i damme, stammer i nogen udstrækning fra fotosyntese udført af deres egne planter, men i endnu større udstrækning fra det omkringliggende land. Det hænger samme med, at damme har en meget stor omkreds eller kontaktflade (bredden) til landjorden i forhold til deres areal, så både luft- og vandbåret organisk stof fra landjorden har gode muligheder for at dække en stor del af dyrenes behov.

I en lille, cirkelrund dam med en diameter på blot 10 m er der f.eks. en omkreds på 31,4 m i forhold til et areal på 78,5 m2, dvs. 0,4 m bred pr. m2 vandoverflade. Til sammenligning har en stor dam med en diameter på 100 m en omkreds på 314 m i forhold til et areal på 7850 m2 og derfor 0,04 m bred pr. m2 vandflade. Og en stor sø som Arresø med et areal på 40 km2 har blot 0,0006 m bred pr. m2 vandflade. En lille dam har med andre ord næsten 700 gange længere bred end en stor sø målt i forhold til arealet.

Dette betyder ganske meget. Man ved nemlig, at alene luften hvert år typisk fører 500 g organisk tørstof ud i vandet pr. løbende meter søbred i en skov. I den mindste af de ovenfor nævnte damme bliver det til 200 g pr. m2 overflade, mens det i Arresø bliver til ubetydelige 0,3 g pr. m2. Også tilførslen af organisk stof med tilstrømmende overfladevand stiger med breddens længde (figur 21-6).

Annonce

 Figur 21-7. Skovdamme modtager store mængder blade, grene og opløst organisk stof fra skoven. De har ofte brunt vand, der er overmættet med kuldioxid.

Figur 21-7. Skovdamme modtager store mængder blade, grene og opløst organisk stof fra skoven. De har ofte brunt vand, der er overmættet med kuldioxid.

I en lille dam kan livet derfor udfolde sig alene på grundlag af energien i det organiske stof, der som støv, pollen og blade tilføres fra land (figur 21-7). I en stor dam er det ikke nok, men både i den lille og den store dam foretager alger og planter i vandet som nævnt også en egenproduktion. I små skovdamme er tilførslen af organisk stof fra land endnu vigtigere end i damme, der ligger i det åbne land, da det svage lys under trækronerne begrænser algernes og planternes fotosyntese. Dertil kommer, at skovdammenes humusholdige vand ikke tillader det lys, der trods alt kommer gennem trækronerne, at trænge ret langt ned.

De næringssalte, planterne kræver for at udføre fotosyntese, stammer også i vid udstrækning fra land. Dels indeholder det tilførte organiske stof næringssalte, som frigives ved stoffernes nedbrydning i vandet, dels fører tilløbene overfladevand og grundvand opløste næringssalte med sig. Derfor er der også en tydelig tendens til, at damme er mere næringsrige end søer, samt at næringsrigdommen generelt stiger med øget omkreds i forhold til arealet (figur 21-6).

 Figur 21-8. Maksimum og minimumtemperaturer over 1‑4 ugers-perioder i foråret og forsommeren 1992 i små nyetablerede damme i Århus Kommune.

Figur 21-8. Maksimum og minimumtemperaturer over 1‑4 ugers-perioder i foråret og forsommeren 1992 i små nyetablerede damme i Århus Kommune.

Temperaturen og organismerne

Lysåbne damme varmes hurtigt op af Solen, da vanddybden er lille. Til gengæld vil varmen også hurtigt forsvinde i koldt vejr. Derfor svinger temperaturen i lavvandede damme meget i løbet af et døgn og fra årstid til årstid (figur 21-8). Der er selvsagt også betydelige forskelle på temperaturudviklingen i en lavvandet og i en dybere dam, idet stigende vanddybde dæmper udsvingene (figur 21-9). Da dammene ofte er afskærmet mod vinden, optræder der også betydelige temperaturforskelle mellem områder i sol og i skygge og mellem midten og kanten af dammen. Forskellene kan snildt være på 5-10 °C.

Allerede i april kan små, lysåbne damme med en dybde på 20-40 cm opnå dagtemperaturer på 20 °C i solbeskinnede afsnit, og i maj-juni ligger de højeste temperaturer mellem 25 og 35 °C. Meget varmere bliver de ikke, da stigende fordampning forbruger energi og modvirker endnu højere temperaturer (figur 21-10). I damme under udtørring med blot få cm vand tilbage kan temperaturen dog godt midt på en sommerdag snige sig op over 40 °C. Om natten falder temperaturen til mellem 8 og 15 °C.

 Figur 21-9. Temperaturen i luften og ved bunden i hhv. 1 og 40 cm’s dybde af en lille dam en forårsdag.

Figur 21-9. Temperaturen i luften og ved bunden i hhv. 1 og 40 cm’s dybde af en lille dam en forårsdag.

Dyrene foretrækker forskellige temperaturer. Varmeelskende stavtæger og haletudser af løvfrø og klokkefrø skal om foråret eftersøges i de lavvandede, solbeskinnede afsnit af dammene. Kun få arter kan dog tåle, at temperaturen kommer op på de 40 °C, der blev omtalt ovenfor. Omvendt skal kuldeelskende arter eftersøges i de beskyggede afsnit.

Nu er dyrene imidlertid sjældent stationære, men kan tværtimod flytte sig efter forholdene. Det har man bl.a. undersøgt hos stikmyggen Aedes communis i en temporær dam i Rude Skov (figur 21-11). Tidligt i maj lå temperaturforskellen mellem det lave vand ved kanten og det dybere vand (30 cm) midt i dammen på 5-10 °C. På lavt vand blev vandet opvarmet om dagen, men også mere afkølet om natten. Larverne af stikmyggen flyttede sig i løbet af døgnet hen til de højeste temperaturer. Om dagen svømmede de ind på lavt vand, og om natten svømmede de ud på dybere vand. Herved kunne larverne opnå en hurtigere udvikling.

 Figur 21-10. Daglige maksimums- og minimumstemperaturer i løbet af sommeren i en 40‑60 cm dyb kransnålalgedam på Ølands Alvar ved Räpplinge.

Figur 21-10. Daglige maksimums- og minimumstemperaturer i løbet af sommeren i en 40‑60 cm dyb kransnålalgedam på Ølands Alvar ved Räpplinge.

Myggene gennemløb hele udviklingen fra æg til voksent, flyvende insekt på 40 dage. Havde temperaturen været højere, ville udviklingen være gået endnu hurtigere. Inden for et vist temperaturinterval stiger udviklingshastigheden nemlig nogenlunde i takt med temperaturen, så havde det været varmere, kunne myggenes udvikling måske gennemføres på bare 20 dage. Varme i foråret kan derfor forstærke sommerens myggeplage, da dyrene kan få næsten dobbelt så mange generationer på vingerne i et varmt som i et koldt forår.

Iltforholdene og organismerne

Nogle damme ligger i lys og har en livlig fotosyntese med tilhørende iltproduktion, andre ligger i skygge og har næsten ingen fotosyntese. Tilsvarende ligger nogle damme udsat for vinden, så de kan optage ilt fra luften, mens andre ligger i læ med tilsvarende mindre mulighed for at få ilt fra luften. Og hvis en dam modtager meget organisk stof, hvis nedbrydning kræver ilt, bliver dens iltindhold mindre end hvis den ikke modtager så meget organisk stof (figur 21-12).

 Figur 21-11. I løbet af døgnet flytter stikmyggene sig fra lavt vand ved kanten til dybt vand i midten af en lille dam i Rude Skov den 3.-4. maj 1970.

Figur 21-11. I løbet af døgnet flytter stikmyggene sig fra lavt vand ved kanten til dybt vand i midten af en lille dam i Rude Skov den 3.-4. maj 1970.

Alle disse forhold og flere til gør, at iltforholdene i damme svinger meget. Ja, hvis de modtager overløb fra møddinger, toiletter eller køkkener, bliver iltindholdet kronisk lavt, og dyrelivet usædvanlig fattigt. Haletudser kan eksempelvis ikke overleve sådanne forhold.

Stikmyggens larver og pupper kan klare et meget lavt iltindhold i vandet ved ofte at gå op til vandoverfladen og udskifte luften i de luftfyldte rør (trachéer), der gennemløber kroppen, med ny, iltrig luft (figur 21-13). Er myggen nået ud over larvestadierne og har nået puppestadiet, påvirkes den ikke af et meget lavt iltindhold i vandet, da den ikke tager føde til sig og normalt hænger i ånderøret i vandhinden med direkte kontakt til luften. Mens larverne og pupperne hænger i vandoverfladen, er de et meget let bytte for fisk. Derfor er stikmyg ikke særlig talrige i damme og søer med fisk.

 Figur 21-12. I smådamme er A) den iltproduktion, der stammer fra fotosyntesen, meget mindre end B) det iltforbrug, der skyldes samtlige organisers respiration. Derfor forbruges der C) netto meget mere ilt end der produceres i disse damme. I større søer er omsætningen meget langsommere, og der er nogenlunde balance mellem fotosyntese og respiration, så nettoproduktionen (se C) er tæt på nul. Alle værdier er dagsværdier fra sommerperioden, og enhederne er mmol ilt pr. m3 vand (1 mmol ilt = 32 mg ilt).

Figur 21-12. I smådamme er A) den iltproduktion, der stammer fra fotosyntesen, meget mindre end B) det iltforbrug, der skyldes samtlige organisers respiration. Derfor forbruges der C) netto meget mere ilt end der produceres i disse damme. I større søer er omsætningen meget langsommere, og der er nogenlunde balance mellem fotosyntese og respiration, så nettoproduktionen (se C) er tæt på nul. Alle værdier er dagsværdier fra sommerperioden, og enhederne er mmol ilt pr. m3 vand (1 mmol ilt = 32 mg ilt).

Vandkalve og rygsvømmere tager en luftboble med under dykningen, og fra denne opsuger de ilt. Når vandet er iltrigt, modtager luftboblen ilt fra vandet, efterhånden som dyret forbruger det. Men er vandet iltfattigt, er iltoptagelsen herfra lavere, og så må dyrene hyppigere til overfladen for at hente en ny, iltrig luftboble (se også Smådyrenes tilpasninger til rindende vand og de følgende afsnit).

Vandedderkoppen udnytter også ilt fra atmosfærisk luft, som den bærer ned under vandet og placerer i en luftklokke under et silkespind (figur 21-14). Luften hænger fast i den tætte behåring på edderkoppens bagkrop. Når klokken er fyldt op, sidder dyret med bagkroppen inde i luftboblen og har direkte luftforbindelse til trachéerne og trækker vejret, mens den lurer på bytte, især vandbænkebidere, der kommer forbi. Vandedderkoppen kan ikke overleve i meget iltfattigt vand, fordi ilten i luftlommen for hurtigt tabes til det omgivende vand. Men i iltrigt vand kan luftlommen optage ilt fra vandet, når koncentrationen i luftlommen falder pga. edderkoppens forbrug.

Æggene bliver lagt øverst i luftklokken af hensyn til iltforsyningen. Æggene klækker efter tre uger, men ungerne opholder sig fortsat i klokken i de næste par uger, inden de spinder deres egen klokke.

Voksne frøer udnytter også ilten fra den atmosfæriske luft til deres stofskifte, men det kan haletudserne ikke, da de ånder med gæller i lighed med fisk. De kræver gode iltforhold i vandet. Haletudserne forsvinder derfor, hvis der tilføres for meget iltforbrugende organisk stof med spildevand eller med blade.

Fiskene skal selvfølgelig også forsynes med ilt fra vandet, men deres krav er meget forskellige. Aborre og gedde skal have bedre iltforhold end skalle, hundestejle, suder og ål, mens karusser kan klare sig med blot 10 % iltmætning, da de har det meget effektivt iltbindende hæmoglobin i blodet. Faktisk kan de om vinteren klare sig helt uden ilt ved at nedsætte stofskiftet og betjene sig af ikke-iltkrævende forgæring i stedet for den sædvanlige, iltkrævende nedbrydning af sukkerstofferne. Om sommeren klarer de sig i iltfattigt vand ved at snappe luft ved overfladen og optage ilten igennem mundhulens slimhinder.

 Figur 21-13. Stikmyggens larver ånder atmosfærisk luft. De fleste arter har et langt ånderør i bagenden. Når larverne er oppe for at ånde, hænger de lodret i vandet. Pupperne hænger også i overfladen, for at dens åndehuller har kontakt til luften.

Figur 21-13. Stikmyggens larver ånder atmosfærisk luft. De fleste arter har et langt ånderør i bagenden. Når larverne er oppe for at ånde, hænger de lodret i vandet. Pupperne hænger også i overfladen, for at dens åndehuller har kontakt til luften.

 Figur 21-14. Vandedderkoppen har tilpasset sig til at leve i vand. Den er dog som alle andre edderkopper afhængig af luften, som den bærer i en stor boble om bagkroppen. Den bor og lægger sine æg i en dykkerklokke, som den laver af sit spind og fylder med luft.

Figur 21-14. Vandedderkoppen har tilpasset sig til at leve i vand. Den er dog som alle andre edderkopper afhængig af luften, som den bærer i en stor boble om bagkroppen. Den bor og lægger sine æg i en dykkerklokke, som den laver af sit spind og fylder med luft.

Lyset og organismerne

I damme med klart vand, f.eks. i grusgrave, er der masser af lys til rådighed, og algerne kan udføre fotosyntese ned til mindst 10 m’s dybde. Undervandsplanterne kan vokse tilsvarende dybt.

I skovdamme med brunt, humusrigt vand når lyset derimod blot ned til 20 cm’s dybde, og skal algerne kunne klare sig, må de aktivt kunne opsøge de øverste 20 cm af vandet. Det gør de især ved at bevæge sig med flageller. Det er da også karakteristisk for planteplanktonet i damme, at der ofte er mange flagellater til stede – både gulalger, grønalger, øjealger, rekylalger og furealger (se Søernes plankton og de følgende afsnit).

 Figur 21-15. Vandet ved Frederiksborg Slot er farvet helt rødt af øjeflagellaten Euglena sanguinea, som ses i stor forstørrelse for neden.

Figur 21-15. Vandet ved Frederiksborg Slot er farvet helt rødt af øjeflagellaten Euglena sanguinea, som ses i stor forstørrelse for neden.

Mens gulalger og furealger især holder til i damme med næringsfattigt vand, er grønalger og især øjealger mest almindelige i damme med næringsrigt vand. Øjealger kan i visse tilfælde danne så tætte bestande, at vandet bliver blodrødt som i Bibelens beretninger om Egyptens 10 plager. Fænomenet skyldes masseopblomstring af øjealgen Euglena sanguinea, som normalt er grøn, men som ved masseopblomstring i stille, solrigt vejr farves af et rødt pigment (astaxanthin, figur 21-15). Dette pigment beskytter cellen mod at blive ødelagt af såkaldte iltradikaler, der produceres af organismen i stærkt lys.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Dammenes miljø og organismer i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498320

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk