Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samspil mellem bundplanter og andre søorganismer

Oprindelig forfatter KSJe

Figur 19-3. Aborreæg anbragt omkring blomsterstængler fra tvepibet lobelie. De små, røde prikker er vandmider.

Figur 19-3. Aborreæg anbragt omkring blomsterstængler fra tvepibet lobelie. De små, røde prikker er vandmider.

Bundplanter kan påvirke miljøforhold og biologiske samspil på en række forskellige måder. Bundplanter rager f.eks. op i vandet og giver skjul til dyreplankton og fisk. Planterne tilbyder også store overflader, som alskens mikroorganismer og smådyr kan leve på. Endelig dæmper planterne bølgeslaget, og deres rødder stabiliserer bunden, så dens materialer ikke hvirvles op. Som for fiskenes vedkommende har bundplanterne derfor en nøglerolle i samspillene med søens øvrige organismer.

Bundplanter og planktonorganismer

I store, dybe søer har bundplanter kun en beskeden betydning for planteplanktonet, mens den opvendt kan være meget stor i små lavvandede søer.

I de dybe søer findes bundplanterne nemlig kun i de mest lavvandede zoner, som typisk kun udgør få procent af søens samlede areal. I små, lavvandede søer kan vandplanterne omvendt brede sig ud over hele søbunden og nå til overfladen mange steder, forudsat at vandet er nogenlunde klart. Det planteplankton, der her skal klare sig mellem vandplanternes blade og stængler vil vokse langsomt pga. skygning og næringskonkurrence, og det løber en større risiko for at synke ned på bunden end planteplankton i mere uroligt vand gør.

Annonce

Dyreplanktonet holder af at søge ind i bevoksninger om dagen for at komme i skjul for fiskene, så planteplanktonet bliver altså også udsat for større efterstræbelse her end i søafsnit, hvor der ingen bundplanter er. Et interessant eksempel er den lille dafnieart Sida crystallina, som i enormt antal kan sidde fast på vandplanterne med en sugeskive i nakken, så den i fred for fisk og andre rovdyr kan filtrere planteplankton fra det omgivende vand. Er planteplanktonets tilvækst hæmmet, og tabet ved udsynkning og filtrering omvendt forøget, vil dets biomasse selvfølgelig blive lav og vandet spritklart.

 Figur 19-4. Den fuldt optrukne kurve viser den generelle sammenhæng mellem vandets sigtdybde om sommeren og indholdet af fosfor i et meget stort antal søer. De udfyldte cirkler viser små søer (under 3 ha) og de åbne cirkler viser store søer (over 3 ha), hvor mere end 30 % af søbunden er dækket af undervandsplanter. Vandet er mere klart i søer med mange vandplanter end med få ved samme fosforindhold.

Figur 19-4. Den fuldt optrukne kurve viser den generelle sammenhæng mellem vandets sigtdybde om sommeren og indholdet af fosfor i et meget stort antal søer. De udfyldte cirkler viser små søer (under 3 ha) og de åbne cirkler viser store søer (over 3 ha), hvor mere end 30 % af søbunden er dækket af undervandsplanter. Vandet er mere klart i søer med mange vandplanter end med få ved samme fosforindhold.

Det er åbenbart, at disse samspil mellem bundplanterne og planteplanktonet også afhænger af næringstilførslen til søerne. Er den meget stor, vokser planteplanktonet under alle omstændigheder så hurtigt og gør vandet så uklart, at bundplanterne ikke kan klare sig. Men er næringstilførslen til søerne mere moderat, får vandplanterne en chance, og i de samspil, der er skitseret ovenfor, kan de hæmme planteplanktonets udvikling og stimulere deres egen succes. Derfor taler man om selvforstærkende mekanismer.

Disse mekanismer fremgår af sammenhængene mellem vandets sigtdybde og fosforindhold i små og store søer med forskelligt plantedække. For en given fosforkoncentration er vandet klarere, når vegetationen dækker mere end 30 % af søbunden frem for mindre (figur 19-4).

At den negative sammenhæng mellem bundplanterne og planteplanktonet er en reel årsagssammenhæng, tyder andre observationer også på. En del lavvandede søer med moderat næringstilførsel veksler mellem årene fra at være domineret af bundplanter til at være domineret af planteplankton, selv om næringstilførslen udefra er nogenlunde konstant. Det gælder bl.a. Arreskov Sø på Fyn, Stigsholm Sø ved Bryrup, Ødam i Hillerød og Krankesjön ved Lund.

 Figur 19-5. Geddefangsten er størst i lavvandede søer med en rigt udviklet rørskov.

Figur 19-5. Geddefangsten er størst i lavvandede søer med en rigt udviklet rørskov.

En mulig forklaring er, at især vinteroverlevelsen og opvæksten om foråret bestemmer, om bundplanterne eller planteplanktonet vinder i kampen om lyset og plantenæringssaltene den kommende sommer. Vintre med is og snedække er meget hårde ved bundplanterne, men også tætte bestande af blishøns og knopsvaner kan holde bundplanterne nede, især i de tidlige etableringsfaser. Det er vigtigt, hvordan bundplanterne klarer vinteren og foråret, da de kun langsomt øger deres mængde i forsommeren, mens planteplanktonet har en vækstkapacitet, der er omtrent ti gange større og derfor, hvis de får muligheden, på meget kortere tid kan udvikle tætte bestande og uklart vand, som kan skygge bundplanterne bort.

 Figur 19-6. Rovdyrs placering i fødekæden er ikke nogen enkel sag. Her har et, en korsedderkop, kastes sig over et andet, en sortmærket kobbervandnymfe (Lestes dryas).

Figur 19-6. Rovdyrs placering i fødekæden er ikke nogen enkel sag. Her har et, en korsedderkop, kastes sig over et andet, en sortmærket kobbervandnymfe (Lestes dryas).

Bundplanter og fisk

Bundplanterne påvirker også fiskenes udvikling. Da gedden er afhængig af standpladser i tilknytning til planter i kantzonen eller ud over søbunden, vil den kunne etablere størst bestande, når plantedækket er stort (figur 19-5).

Små aborrer kan tilsyneladende også bedre klare sig i fødekonkurrencen med brasen og skalle i tilknytning til vegetationen end ude i de frie vandmasser. Aborren har derfor større chance for at overleve og med tiden blive til fiskeæder i søer med bundplanter. Når begge de vigtigste rovfisk i søerne, aborre og gedde, bliver mere talrige, kan de bedre begrænse udviklingen af de fredfisk (bl.a. brasen og skalle), der i særlig grad lever af dyreplankton. En forbedret overlevelse af dyreplanktonet vil styrke dets konsum af planteplankton, hvilket yderligere kan forbedre lysforholdene og bundplanternes udvikling.

 Figur 19-7. Frænde kan være frænde værst. En stor farvevandnymfe (Isch nura elegans) æder en almindelig vandnymfe (Enallagma cyathigerum).

Figur 19-7. Frænde kan være frænde værst. En stor farvevandnymfe (Isch nura elegans) æder en almindelig vandnymfe (Enallagma cyathigerum).

Ad disse omveje bestående af biologiske samspil med fisk og dyreplankton kan de negative sammenhænge mellem bundplanter og planteplankton altså også udspille sig.

For at forbedre tilstanden i søerne efter reduktion af næringstilførslen eller indgreb i fiskebestandene er det derfor vigtigt, at bundplanterne etablerer sig og varigt kommer til at dække store arealer af bunden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Samspil mellem bundplanter og andre søorganismer i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498306

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk