Figur 23-3. Kæmpestore marker omkranset af dybe drænkanaler prægede den tørlagte søbund i Filsø i 1950‑2000’erne, inden søen blev genetableret i efteråret 2012. Foto: efteråret 2011.

.

Figur 23-2. Filsø. A) Den „gamle“ del af søen set fra hovedvejen til Henne. B) Kort, der dels viser den „gamle“ sø og dels det område, der siden er blevet dækket med vand og udgør den nye sø. C) Udsigt mod øst over den nye sø set fra Filsø Avlsgård. Man ser bl.a. den dæmning, der krydser ind over søen (se kortet).

.

Figur 23-1. Gammelt kort fra slutningen af 1700-tallet af den 20 km2 store Filsø umiddelbart inden for klitterrænet syd for Henne og 20 km nordvest for Varde i Vestjylland.

.

„Mit livsværk, mit hjertebarn“, kaldte godsejer Axel Olufsen udtørringen af Filsø. „En ødelæggelse af naturværdier, som vi ikke har mage til andet steds i landet“, lød det fra medlem af Danmarks Naturfredningsforenings videnskabelige udvalg, dr.phil. Poul Jespersen (figur 23-1).

Enestående landvinding eller national katastrofe – det var de to modstridende vurderinger af den endegyldige afvanding af Danmarks næststørste sø i 1940’erne. Et projekt fyldt med stridigheder, rænkespil og magtmisbrug, som så mange andre afvandingsprojekter ud over landet. Uden generøs statsstøtte ville de store projekter aldrig være rentable. I sin bog „Det Tabte Land“ om alle landvindingsprojekterne i historisk tid nævner Kjeld Hansen, at det eneste projekt efter 1940, der ikke modtog de rundhåndede statslige tilskud fra Statens Landvæsensudvalg – to tredjedele af anlægsudgifterne og rentefrie lån til resten i mange år – var inddæmningerne ved Mariager Fjord. Det var den egensindige modstandsmand Flemming Junckers projekter på Overgård ved Mariager Fjord, som blev gennemført uden støtte. Juncker ville selv, men han magtede det ikke. Han endte med at gå fallit netop på grund af inddæmningsprojekternes elendige økonomi.

Tilbage til kæmpesøen lige bag klitrækken i Vestjylland med de mange sjældne planter og det enestående fugleliv. Filsø blev ved den første afvanding i 1852 reduceret i areal fra ca. 2000 ha til 750 ha. I perioden 1941-1950 blev resten udtørret og kultiveret, bortset fra 45 ha (Fidde Sø), hvor bunden var helt uegnet til dyrkning. Fra 1990 blev der drevet industriel svineproduktion på arealet, indtil det i 2010 blev købt af Aage V. Jensen Naturfond med henblik på atter at blive til sø og natur med fuld adgang for offentligheden.

Den tidligste afvanding

I 1840 var Filsø ejet af mølleren på Henne Mølle, Hans Clemmensen. Søen var opstemmet for at drive vandmøllen, der lå vest for søen, 1,5 km fra udløbet i Vesterhavet.

I 1846-1850 var afvandingsbølgen nået til Vestjylland. Fire velhavende mænd fra egnen begyndte at opkøbe jord nord for søen, og de kontaktede de øvrige lodsejere og mølleren for at lave en afvandingsplan for søen. Møller Clemmensen skulle være med på idéen, da møllerivirksomhed ikke kunne gå hånd i hånd med en afvanding. Idéen var at oprette et aktieselskab med 1000 aktier, hvoraf mølleren skulle have halvdelen, mens lodsejerne skulle købe resten. Mølleren skulle have den nye jord vest for søen, mens de øvrige lodsejere skulle have 188 m af det tørlagte land ud for deres ejendomme. Til gengæld skulle mølleren bekoste en gravet kanal rundt om søen, så de tørlagte arealer kunne overrisles. Da mølleren så budgetoverslaget, fik han kolde fødder og trak sig ud af projektet, der blev skrinlagt.

I 1848 solgte Clemmensen møllen og rettighederne for 16.000 rigsdaler til to godsejere udefra: Andreas Grøn Tranberg fra Lønborggård syd for Skjern og Knud L. Knudsen fra Trøjborg ved Tønder. De to godsejere indgik nu samme aftale som tidligere med de lokale lodsejere bortset fra, at kravet om den gravede kanal til overrisling faldt bort. Nu blev det gamle, snoede afløb til Vesterhavet kanaliseret, og i september 1852 trak man stemmeværket op ved møllen. Vandstanden i Filsø faldt fra 5,3 til 2,2 m over havet og mere end 1300 ha jord blev tørlagt.

Imidlertid måtte de lokale lodsejere erkende, at de var blevet „snydt“. De nye arealer mod nordøst og sydøst var enten let sandjord eller tung lerjord, hvor stort set intet kunne gro. I stedet fik de problemer med sandflugt i de sandede områder, og de måtte plante hjælme og så græs for at dæmpe sandet. Det givtige fiskeri og jagten var forsvundet til fordel for dårlig jord.

Til gengæld havde godsejer Tranberg, som havde købt Knudsen ud, fået sig en rigtig givtig forretning, da engene langs søens vestbred gav ypperligt med hø til kreaturer. Sammen med indtægter fra græsning og fiskeri var de årlige indtægter i 1871 på 12.000-14.000 rigsdaler. Indtjeningen var så god, at Tranberg afslog at sælge herlighederne for 200.000 rigsdaler (25 mio. i 2009-kroner).

Tranberg havde skudt papegøjen, men til gengæld havde de lokale bønder skudt sig selv i foden, og det gjorde ondt på de egensindige vestjyder. De krævede 1/3 af det tørlagte areal og truede med både retssag og chikane. Medhold fik de ikke i retten, og så trådte chikanerne i kraft i form af blokering af adgangsveje for bønder udefra, der ville hente enghø. Afmærkninger blev fjernet og kreaturer blev sat på tyvgræsning på Filsø-ejerens jord. Han svarede igen ved at indfange kreaturerne og truede med at sælge dem på auktion, hvis ejerne ikke meldte sig. Stridighederne førte til retssager gennem ni år. Men de lokale lodsejere led totalt nederlag. De fremmede godsejere løb med gevinsten, de lokale sad tilbage med smerten.

Efter år 1900 var de profitable dage med høslæt imidlertid slut. Arealerne var også blevet for våde til kornproduktion. Forsøg på yderligere afvanding faldt ikke heldigt ud, og økonomien gik i rødt. Det var situationen frem til november 1940, hvor staten med vedtagelse af den nye landvindingslov trak Statens Landvindingsudvalg ind på scenen.

Den anden afvanding

I marts 1941 ansøger godsejerne Ernest C. Tranberg og Axel Olufsen Statens Landvindingsudvalg om økonomisk støtte til at tørlægge og kultivere resterne af Danmarks næststørste sø. Hensigten med ansøgningen blev udsat for stor lokal og national kritik. Men ansøgningen nød alligevel fremme, og i fire omgange i 1941, 1946, 1954 og 1979 fik projektet statsstøtte for i alt 56 mio. kroner (i 2009-kroner).

Fødselshjælperen var direktør i Hedeselskabet, Niels Basse, som også sad i Statens Landvindingsudvalg. Han anbefalede bevilling af projektet, hvorefter Hedeselskabet rykkede ind og varetog både projektering og udførelse af arbejdet. Axel Olufsen blev i øvrigt fra 1948 ny formand for Hedeselskabets repræsentantskab og desuden i 1963-1973 formand for selskabets bestyrelse.

Niels Basse pressede sagen igennem Landbrugsministeriet (boks 23-2), og de genstridige lokale lodsejere stak piben ind, da de fik tilbudt omkring 15 ha land og et betydeligt pengebeløb. Men naturinteresserne var sværere at styre, og Danmarks Naturfredningsforening (DN) rejste fredningssag for søen. Imidlertid lovede landbrugsministeriets departementschef i efteråret 1941 at skåne det mellemste af de tre bassiner af Filsø og kun tørlægge den sydligste del, hvorefter DN frafaldt fredningen og accepterede kompromiset.

Hedeselskabet og ejerne respekterede derimod ikke aftalen, og blot få år senere tog man den velkendte salamitaktik i brug, idet man argumenterede for, at det var nødvendigt af økonomiske og praktiske grunde at tørlægge resten af søen, og man fik sin vilje. I 1947 modtog Olufsen de sidste 13 mio. kroner (i 2009-kroner) i statsstøtte til at tørlægge mellemsøen, og i 1951 var hele Filsø tørlagt og kultiveret (figur 23-2 og 23-3).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Striden om Filsø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig