Okker gokker gummiklokker

I 1980 kunne man overvære et mindeværdigt møde om okkerforurening med repræsentanter for Hedeselskabet, amterne og Ferskvandslaboratoriet under Miljøministeriet. Netop på dette tidspunkt varmede man op til en forstærket indsats mod okkerforureningen. Omkring en fjerdedel af de jyske vandløb løber gennem arealer med risiko for okkerudslip ved afvanding af lavbundsarealer med højt indhold af pyrit (jernsulfid, FeS₂). I alt 300.000 ha lavbundsarealer indeholder så meget pyrit, at drænvand herfra kan medføre okkerforurening. I år 2010 vurderer man, at okker fortsat er den væsentligste årsag til dårlige livsbetingelser for dyr og planter på 11 % af alle vandløbsstrækninger.

Landbruget og Hedeselskabet samt højt placerede embedsmænd i amter og kommuner var imidlertid i 1980 imod ethvert indgreb mod retten til afvanding og dræning på trods af, at det forurenede vandløb og fjorde. Okkerforurening af den kanaliserede Skjern Å var et varmt emne i tiden, der aktualiserede diskussionen.

Risikoen for okkerforureningen er størst i Vestjylland og det vestlige Nordjylland. Her findes gammel havbund eller fjordbund i undergrunden med et stærkt forhøjet indhold af pyrit. Så længe pyrit befinder sig under iltfrie forhold under vand i jorden er det stabilt, men udsættes pyrit for atmosfærens ilt pga. afvanding og dræning, omdannes det til svovlsyre og forbindelser af jern.

En af jernforbindelserne (ferrojern) er direkte giftig for de mest krævende rentvandsdyr ved koncentrationer på over 0,5 mg pr. liter. Er der mere end 1 mg af det pr. liter, forsvinder de voksne ørreder. Sædvanligvis er det dog en anden (en iltet) jernforbindelse, okker, der er mest af, og okkeren er ikke på samme måde akut giftig. Til gengæld slukker okker for lyset og dermed for planteproduktionen og den direkte fødetilgang til smådyrene. Fælder okker ud på bunden, kvæles fiskeæg og smådyr. Fælder okkeren ud på fiskenes gæller, lider de voksne også kvælningsdøden.

Det skete netop i 1940’erne ved dræning af jordparceller i Tim Å, som kostede fiskene i vandløbet og regnbueørrederne i et dambrug livet (figur 23-6). Denne forurening er den første af sin art, der blev beskrevet i den danske litteratur, men den var selvfølgelig ikke den første i virkeligheden. Markejeren kunne ikke gøres erstatningspligtig for fiskedøden i Tim Å, og mange gange siden er der sket præcist den samme udbredte fiskedød ved fornyet dræning af jorderne eller oprensning af afløbsgrøfter. Emnet var altså dengang såvel som nu i allerhøjeste grad relevant.

Tilbage til det store okkermøde i 1980. Diskussionen drejede sig om at vurdere risici ved og langtidsvirkninger af dræning af okkerholdige jorder. Påstanden fra Hedeselskabets chefrepræsentant var, at dræning nok gav anledning til okkerforureningen, men at virkningen ville klinge af efter nogle få år og derfor ikke repræsenterede et større problem. Hedeselskabet stod i parentes bemærket for de fleste afvandinger og dræninger.

Det affødte den kommentar fra amtsbiologen fra Viborg, at han da kendte til nogle meget gamle afvandinger, der stadig gav anledning til markante okkerudledninger. Det udløste imidlertid den lynhurtige parade fra hans foresatte, at han da absolut måtte huske galt, hvilket lukkede munden på ham under resten af mødet.

Da Hedeselskabet dengang havde udført de fleste okkerundersøgelser i vandløb, havde en deltager gennemset deres eget tidsskrift, Vækst, og kunne præsentere flere undersøgelser, der viste, at okkerforureningen kunne være massiv selv 30 år efter dræningen. Men disse eksempler blev af Hedeselskabets chefrepræsentant stem­plet som atypiske, omend ingen typiske eksempler blev fremlagt i stedet. Det vakte imidlertid så stor furore blandt tilhørerne, at en amtsingeniør og en fiskeribiolog med særlig ekspertise i okkerforurening åbent beskyldte Hedeselskabets chefrepræsentant for systematisk misinformation eller det, der var værre.

Miljøstyrelsens efterfølgende udredning bekræftede, at okkerproblemer efter afvanding er meget langvarige, og at problemerne netop genoplives efter fornyet dræning.

Der kunne heller ikke opnås enighed om årsagerne til den massive okkerforurening af Ringkøbing Fjord via Skjern Å. En påstand gik ud på, at den skyldtes udledning fra de gamle, nedlagte brunkulslejer (hvorfra man i parentes bemærket altså accepterede, at der kunne forekomme okkerudledning i årtier efter vandstandssænkningen). Direkte målinger og massebalancer for hele Skjern Å’s opland kunne imidlertid kort tid efter dokumentere, hvad de fleste for længe siden havde gennemskuet, at kun en mindre procentdel (under 10 %) af okkerforureningen kunne stamme fra de gamle brunkulslejer, mens den altovervejende forurening skyldtes afvanding af pyritholdige jorder – især i de nedre dele af Skjern Å’s opland.

De efterfølgende diskussioner om okkerforurening blev som de allerede nævnte heller ikke domineret af faglighed. Tværtimod. Den daværende landbrugsminister, Niels Anker Kofoed (V), fremførte den påstand, at okkerforurening ikke kunne være forurening, da jern er et naturligt forekommende grundstof i naturen. At man kan sige det samme om anerkendte giftstoffer som arsen, kobber, bly og kviksølv, generede ikke Kofoed synderligt, selv om han blev foreholdt selvmodsigelsen. Politisk sandhed er ikke nødvendigvis det samme som den virkelige sandhed. For fagfolk er forurening – uanset stoftype – en menneskeskabt forøget tilførsel af et eller flere stoffer, der fører til markante forstyrrelser af naturens organismer, i fuld overensstemmelse med okkerforureningens karakter og effekt. Men Kofoed scorede udmærkede point i pressen.

Den første lov om okker er fra 1985, og den seneste, okkerloven af 20. oktober, er fra 2008. I den seneste udgave hedder det, at formålet med loven er at forebygge og bekæmpe okkergener i vandløb, søer eller havet (§ 1). I okkerpotentielle områder må lodsejeren ikke uden godkendelse påbegynde udgrøftning og dræning. Ansøgningen om noget sådant sendes til kommunalbestyrelsen vedlagt de nødvendige jordbundsundersøgelser (§ 3). Finder kommunalbestyrelsen, at der ikke kan meddeles tilladelse, eller der skal ske rensning, sendes sagen videre til Miljøstyrelsen. Finder styrelsen, at der skal gives afslag for et område, der tidligere er godkendt til dræning eller udgrøftning, ydes der erstatning i forhold til den nedgang i salgsværdi af jorden, som det medfører (§ 4). Dog ydes der ikke gentagne erstatninger. Under § 6 kan der ydes støtte til projektering, etablering og drift af okkerrensningsanlæg i forbindelse med dræning. Der kan også ydes støtte til dambrug, der påføres merudgifter pga. dræning.

I dag er der med succes opført ganske mange anlæg til okkerfjernelse. Ofte består de af et forbassin, hvor der fældes partikler, samt et stort, græsbevokset og lavvandet efterbassin. Fra forbassinet strømmer vandet langsomt igennem efterbassinet, hvor okkeren udfældes og tilbageholdes. Flere vandløb i Vestjylland har fået det dramatisk bedre, efter at disse rensningsforanstaltninger er blevet gennemført. I andre tilfælde har det været muligt at dæmpe okkerudledningen fra pyritholdige jorder ved at hæve grundvandsstanden og dermed stoppe omdannelsen af pyrit.