• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kampen om vandet

Oprindelig forfatter KSJe

„Miljødebatten kører på følelsen, ikke på fakta, og det ser jo romantisk ud, at der stikker en hel masse vækster op ved et vandløb. Men faktisk er det ikke til gavn for miljøet. Grøden suger ilten ud af vandet, så flora og fisk dør. Så det er et latterligt argument, at den forringede grødeskæring sker af hensyn til miljøet.“
Ejvind Vesselbo (V) i Landbrugsavisen, 26 marts 2006

Kedeligt har det aldrig været at beskæftige sig med søer og vandløb, for her er alle mulige interesser i spil, og pressen dækker gerne kampen, så den kan blive udspillet i fuld offentlighed (se også boks 23-1).

Sådan var det også for 150 år siden, som det vil fremgå af historien om Filsø senere i dette kapitel. Starttidspunktet for konflikten mellem miljøhensyn og retten til afvanding uanset følgerne for fiskeri, dambrugsdrift og miljøet kan dog først sikkert tidsfæstes til 1940’erne, hvor okkerkvælning af fiskelivet i Tim Å kom i søgelyset. Konflikten udviklede sig løbende gennem de følgende 30 år.

I princippet er konflikten aldrig blevet bilagt, men intensiteten faldt, da de offentlige tilskud til dræning bortfaldt fra 1964 og frem til den endelig afskaffelse i 1983. I 1999-2002 tilbageførte man oven i købet den sidste større kanalisering og afvanding af Skjern Å fra 1962-64, så landets eneste flod atter fik lov til at slynge sig frit.

Annonce

Også en anden strid, den om anvendelse af vandløbene som offentlige kloakker, kørte i mindst 100 år, men ophørte gradvist frem mod 1980’erne, hvor politikere og fremsynede industriledere under indtryk af voksende problemer i havet og grønne forbrugerinteressers stærkere gennemslagskraft besluttede sig for at investere massivt i rensning af spildevandet. Den første vandmiljøplan fra 1987 blev en stor, fælles plan for denne rensningsindsats.

De grønne interesser førte i 1985 til en ny vandløbslov, som brød radikalt med fortidens opfattelse af vandløbenes funktion. Den nye lov havde ikke udelukkende til formål at tilgodese de traditionelle afvandingsinteresser, men skulle tillige sikre rent vand og gode økologiske forhold i vandløbene. De to hensyn var sideordnede i den nye lov, hvis formålsparagraf er gældende den dag i dag.

Administrationen af den nye vandløbslov går ikke stille af. Kredse i landbruget presser, som citatet i kapitlets begyndelse viser, hele tiden på, for at vandløbene i langt højere grad skal tilgodese afvandingen. Dette pres er øget i takt med, at større regnmængder og hyppigere skybrud over landet siden 2008 har øget problemerne med våde marker. EU’s krav om gode økologiske forhold i vandmiljøet er imidlertid en modvægt til presset om at tilbageføre administrationen til principperne i den gamle vandløbslov.

I fremtiden vil man sikkert se andre lurende konflikter blusse op mellem fælles samfundsinteresser og snævrere erhvervsinteresser. I et land trængt på landskabelig skønhed, biologisk mangfoldighed, rekreative muligheder, godt grundvand til drikkevand og med hyppigere oversvømmelser end tidligere er der stort behov for at udvikle en mere intelligent måde at forvalte landet og vandet på. Tab af velfærd for borgerne og af turistindtægter i et naturfattigt land samt milliardtunge udgifter til nye drikkevandsboringer og voksende tab ved oversvømmelser peger alt sammen på nødvendigheden af bedre integrerede løsninger for at håndtere vandet, naturen og jordens dyrkning i fremtiden.

I de følgende afsnit belyses nogle udvalgte kampe fra de seneste 100 år, samtidig med at muligheder for udfoldelse og fremgang for naturen udpeges.

Boks 23-1.

Lovgrundlaget for de ferske vande

De første retslige regler om vandløb som et beskyttet gode går tilbage til 1200-tallets landskabslove. Her drejede det sig om rettigheder til vandkraft og fiskeri.

I 1926 kom den første lov, der skulle imødegå de sundhedsfarer, forurening med spildevand udsatte befolkningen for.

I 1940 kom loven om landvinding. Her var formålet at være til fremme af produktion og foder og til igangsættelse af formålstjenligt arbejde og til imødegåelse af arbejdsløshed. Arbejdsløshed var en politisk fanfare uden rod i virkeligheden, idet der var fuld beskæftigelse og mangel på arbejdskraft under krigen.

Vandløbsloven fra 1949 skulle først og fremmest sikre afledningen af vand til fremme af jordernes dyrkning. Interesserne for afledningen af vand gik altså forud for natur- og miljøinteresser. I 1978 blev vandforsyningen skilt fra og samlet i en særlig lov, hvis formål det er at foretage en samlet planlægning af vandforekomstens omfang, behov og naturbeskyttelse. I 1982 blev vandløbsloven ændret, så den også skulle sikre naturværdier og naturlig vandføring. I 1992 indførte man gødsknings-, sprøjtnings- og jordbearbejdelsesfrie bræmmer på 2 m langs vandløb og i 2012 på 10 m for at mindske tilførsel af næringsstoffer og miljøgifte til vandet.

Bestemmelserne om at undgå eller begrænse forurening med henblik på at sikre et alsidigt plante- og dyreliv findes i miljøbeskyttelsesloven fra 1974, året efter, at Miljøministeriet blev oprettet. I loven indgår også regler om spildevandsplaner og spildevandsrensning.

Naturbeskyttelsesloven af 1992 har bl.a. til formål at medvirke til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på en bæredygtig måde i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af plante- og dyrelivet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Kampen om vandet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 26. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498338

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk