Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indvandring og spredning af arter

Oprindelig forfatter KSJe

Under sidste istid levede der ferskvandsorganismer i de kolde, ikke-nedisede dele af Jylland sydvest for iskappens rand, Hovedstilstandslinjen, mens der ikke levede organismer under isen. Men da isen smeltede bort fra det nordlige og østlige Jylland og Øerne for ca. 11.700 år siden, blotlagdes et åbent, vådt landskab med masser af vandløb, småvande og søer klar til at blive „koloniseret“. Og det blev de – med øget biodiversitet til følge.

Veje og årsager

Koloniseringen af de nye ferskvandsområder kunne finde sted fra Sydvestjylland og Tyskland, fra Holland og fra England, dvs. alle de tilstødende områder, som ikke havde været nediset, mens det østfor liggende Sverige enten stadig var isdækket eller lige så øde som Nord- og Østjylland og Øerne. Det forhold, at der fortsat er markante forskelle i især smådyrsfaunaen mellem Sydvestjylland og resten af landet og mellem landsdele og større øer indbyrdes vidner om, at der har været en forskellig indvandringshistorie – en historie, der den dag i dag påvirker arternes fordeling.

 Figur 22-8. Skovvårfluen Enoicyla pusilla findes hos os især i Sydjylland og enkelte steder på Fyn og Lolland.

Figur 22-8. Skovvårfluen Enoicyla pusilla findes hos os især i Sydjylland og enkelte steder på Fyn og Lolland.

En periode på 11.700 år er faktisk relativt kort, og der er absolut ikke noget, der tyder på, at den naturlige indvandring til Danmark skulle være tilendebragt og artsantallet have nået sit maksimum. Der er uden tvivl fortsat plads til flere nye arter uden, at gamle arter nødvendigvis ryger ud. Igennem hele perioden efter istiden er indvandringen både foregået ved organismernes egen hjælp og ved hjælp af menneskers rejser og transport af varer, husdyr og fisk.

Annonce

Som eksempel kan nævnes den såkaldte skovvårflue, som er en dårlig flyver knyttet til vandløb og fugtig jord i bøgeskove. Den er især knyttet til det sydlige Jylland, hvilket er tegn på, at den ved egen hjælp er rykket ind fra Slesvig-Holsten (se figur 22-8). Et andet eksempel er guldsmede, som er fortrinlige flyvere, der kan flytte sig over lange afstande ved egen hjælp og derfor findes over hele landet. Selv inden for de allerseneste år er der faktisk dukket to nye arter op fra syd: Den imponerende Anax imperator sås første gang i 1994, vandnymfen Erythromma viridulum i 2001, og de har begge siden da bredt sig betydeligt.

Man har henvist til, at de senere års nyindvandring kan skyldes de højere temperaturer, der er en følge af global opvarmning. Fortsætter temperaturudviklingen, kan man forvente, at antallet af arter vil stige i Danmark, da der gennemgående lever flere arter syd end nord for os. Men man kan naturligvis ikke vide, om de indvandrede arter ville være dukket op under alle omstændigheder, også selv om temperaturen ikke var steget. På det seneste er den menneskelige faktor nemlig blevet dominerende på en helt anden måde, ikke mindst for planter og fisk – de indslæbes, spredes fra akvarier, havebassiner og introduceres ved flytning af både og fiskegrej mellem vandområderne.

Fisk

Mennesket har til alle tider påvirket arternes spredning (se også Mennesket og de ferske vande). Når det drejer sig om indslæbning til og spredning inden for de ferske vande, er det især gået ud over fiskene, fordi man bevidst har udsat arter med henblik på at forbedre erhvervsfiskeriet eller for at gøre lystfiskeriet mere attraktivt. Desuden har man enten ubevidst eller på uautoriseret vis udsat en række arter i naturen.

Ved den første optælling af danske ferskvandsfisk i 1838-1853 nåede man op på 30 arter. Siden er 5 nye, hjemmehørende arter føjet til listen nemlig dyndsmerling, finnestribet og hvidfinnet ferskvandsulk, heltling og regnløje, mens yderligere 17 arter er udsat eller indslæbt. Hvidfinnet ferskvandsulk er siden forsvundet igen. Ti af de fremmede arter er begyndt at yngle herhjemme, men ingen af dem opfylder kriterierne for at være invasive og skabe problemer – endnu.

To arter betragtes ofte som invasive, sandart og europæisk malle, men det er forkert, da begge arter oprindeligt var naturligt hjemmehørende her, før de blev udryddet. Guldfisk, solaborre og båndgrundling bør følges nøje for at se, om de skaber problemer, selv om man alligevel ikke kan slippe af med dem igen, hvis problemer skulle opstå.

Fisk bliver som nævnt ovenfor i meget stort omfang spredt inden for landets grænser ved, at man aktivt udsætter dem. Det kan f.eks. ske med den sjat levende agn, der er tilbage i spanden efter dagens fiskeri. Sådan har man fået flyttet regnløje fra øst til vest i Danmark, hvor den er endt i jyske lobelie-søer. Her er arten et uheldigt bekendtskab, fordi den gennem hele livet æder dyreplankton, som derfor ikke kan hjælpe med til at holde mængden af planteplankton nede – og så ender vandet måske med at blive mere uklart.

Planter

Blandt vandplanterne er almindelig vandpest blevet indslæbt allerede midt i 1800-tallet til Furesøen og Viborg-egnen, og herfra har den efterhånden bredt sig til hele landet (figur 22-9). I Furesøen dominerede arten omkring år 1900, senere faldt den i hyppighed, men i 2010 dannede den masseforekomst i Store Kalv for igen næsten at være borte i 2011. I Nors Sø på Thy dukkede almindelig vandpest først op efter 1950, og den har etableret sig i områder, hvor andre arter tidligere var hyppige. I „dårlige“ år overlever den bare som skudfragmenter på bunden for i „gode“ år at danne massive forekomster.

 Figur 22-9. Ændringer i almindelig vandpests udbredelse.

Figur 22-9. Ændringer i almindelig vandpests udbredelse.

De fleste betragter vel efterhånden vandpest som naturligt hjemmehørende. Visse steder har arten sikkert hæmmet oprindeligt hjemmehørende arter, men der kendes ingen eksempler på, at hjemmehørende arter helt er forsvundet pga. vandpests etablering.

Den nære slægtning, smalbladet vandpest, er også dukket op i Danmark, men er fortsat sjælden.

Newzealandsk korsarve havde i 2011 to kendte voksesteder i Danmark, begge steder var den blevet udsat. Arten har givet anledning til massive problemer i England, fordi den med tætte bestande overvokser og kvæler alt andet. Derfor er der god grund til at udrydde den, inden den spreder sig yderligere. Men da man ikke kan forvente en proaktiv indsats af myndighederne, kan man kun vente på, at arten muligvis bliver lige så problematisk herhjemme som i England.

Det er i vidt omfang sket med tykskulpet brøndkarse. På få år fra 1990 til 2010 har den opnået massiv forekomst i bl.a. Skjern Å, Gudenå med sidetilløb og Lindenborg Å. Arten vokser så voldsomt, at den helt kan lukke hen over vandet i mindre vandløb som Skibsted Å i Himmerland.

Vandremuslingen

Den art, som hidtil har udvist de mest invasive træk herhjemme i ferskvand, er vandremuslingen. Den kom oprindeligt til Danmark med ballastvand omkring år 1900 og etablerede sig i søerne omkring København og i Nordsjælland. Siden blev den spredt til Jels-søerne i Sønderjylland, formodentlig af tyske lystfiskere, og den har på det seneste invaderet Gudenå-systemet og med sit særdeles effektive indhug på planktonalgerne skabt krystalklart vand her.

Det klare vand er ikke nødvendigvis en permanent situation, men det har givet anledning til massiv vækst af undervandsplanter og efterfølgende øget stuvning af vandet. For vandplanterne har vandremuslingen derfor haft en positiv indvirkning på artsdiversiteten, men for andre bunddyr har virkningen sandsynligvis været den stik modsatte. Blandt lodsejere, der har inddraget jord ned mod åen til egne haver, har det rejst et ramaskrig og krav mod kommunerne om øget grødeskæring. Om det er et fornuftigt og rimeligt krav, økologisk og økonomisk, er en anden sag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Indvandring og spredning af arter i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498335

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk