Indvandring og spredning af arter

Mennesket har til alle tider påvirket arternes spredning (se også Mennesket og de ferske vande). Når det drejer sig om indslæbning til og spredning inden for de ferske vande, er det især gået ud over fiskene, fordi man bevidst har udsat arter med henblik på at forbedre erhvervsfiskeriet eller for at gøre lystfiskeriet mere attraktivt. Desuden har man enten ubevidst eller på uautoriseret vis udsat en række arter i naturen.

Ved den første optælling af danske ferskvandsfisk i 1838-1853 nåede man op på 30 arter. Siden er 5 nye, hjemmehørende arter føjet til listen nemlig dyndsmerling, finnestribet og hvidfinnet ferskvandsulk, heltling og regnløje, mens yderligere 17 arter er udsat eller indslæbt. Hvidfinnet ferskvandsulk er siden forsvundet igen. Ti af de fremmede arter er begyndt at yngle herhjemme, men ingen af dem opfylder kriterierne for at være invasive og skabe problemer – endnu.

To arter betragtes ofte som invasive, sandart og europæisk malle, men det er forkert, da begge arter oprindeligt var naturligt hjemmehørende her, før de blev udryddet. Guldfisk, solaborre og båndgrundling bør følges nøje for at se, om de skaber problemer, selv om man alligevel ikke kan slippe af med dem igen, hvis problemer skulle opstå.

Fisk bliver som nævnt ovenfor i meget stort omfang spredt inden for landets grænser ved, at man aktivt udsætter dem. Det kan f.eks. ske med den sjat levende agn, der er tilbage i spanden efter dagens fiskeri. Sådan har man fået flyttet regnløje fra øst til vest i Danmark, hvor den er endt i jyske lobelie-søer. Her er arten et uheldigt bekendtskab, fordi den gennem hele livet æder dyreplankton, som derfor ikke kan hjælpe med til at holde mængden af planteplankton nede – og så ender vandet måske med at blive mere uklart.

Blandt vandplanterne er almindelig vandpest blevet indslæbt allerede midt i 1800-tallet til Furesøen og Viborg-egnen, og herfra har den efterhånden bredt sig til hele landet (figur 22-9). I Furesøen dominerede arten omkring år 1900, senere faldt den i hyppighed, men i 2010 dannede den masseforekomst i Store Kalv for igen næsten at være borte i 2011. I Nors Sø på Thy dukkede almindelig vandpest først op efter 1950, og den har etableret sig i områder, hvor andre arter tidligere var hyppige. I „dårlige“ år overlever den bare som skudfragmenter på bunden for i „gode“ år at danne massive forekomster.

De fleste betragter vel efterhånden vandpest som naturligt hjemmehørende. Visse steder har arten sikkert hæmmet oprindeligt hjemmehørende arter, men der kendes ingen eksempler på, at hjemmehørende arter helt er forsvundet pga. vandpests etablering.

Den nære slægtning, smalbladet vandpest, er også dukket op i Danmark, men er fortsat sjælden.

Newzealandsk korsarve havde i 2011 to kendte voksesteder i Danmark, begge steder var den blevet udsat. Arten har givet anledning til massive problemer i England, fordi den med tætte bestande overvokser og kvæler alt andet. Derfor er der god grund til at udrydde den, inden den spreder sig yderligere. Men da man ikke kan forvente en proaktiv indsats af myndighederne, kan man kun vente på, at arten muligvis bliver lige så problematisk herhjemme som i England.

Det er i vidt omfang sket med tykskulpet brøndkarse. På få år fra 1990 til 2010 har den opnået massiv forekomst i bl.a. Skjern Å, Gudenå med sidetilløb og Lindenborg Å. Arten vokser så voldsomt, at den helt kan lukke hen over vandet i mindre vandløb som Skibsted Å i Himmerland.

Den art, som hidtil har udvist de mest invasive træk herhjemme i ferskvand, er vandremuslingen. Den kom oprindeligt til Danmark med ballastvand omkring år 1900 og etablerede sig i søerne omkring København og i Nordsjælland. Siden blev den spredt til Jels-søerne i Sønderjylland, formodentlig af tyske lystfiskere, og den har på det seneste invaderet Gudenå-systemet og med sit særdeles effektive indhug på planktonalgerne skabt krystalklart vand her.

Det klare vand er ikke nødvendigvis en permanent situation, men det har givet anledning til massiv vækst af undervandsplanter og efterfølgende øget stuvning af vandet. For vandplanterne har vandremuslingen derfor haft en positiv indvirkning på artsdiversiteten, men for andre bunddyr har virkningen sandsynligvis været den stik modsatte. Blandt lodsejere, der har inddraget jord ned mod åen til egne haver, har det rejst et ramaskrig og krav mod kommunerne om øget grødeskæring. Om det er et fornuftigt og rimeligt krav, økologisk og økonomisk, er en anden sag.