Arternes tilbagegang og mulige genetablering

En rødliste er en fortegnelse over udvalgte arters „situation“ i et givet land, f.eks. Danmark. Med „situation“ menes først og fremmest artens risiko for at uddø i det pågældende land. I Danmark havde man i skrivende stund undersøgt i alt 7936 arter, hvilket jo naturligvis kun er en beskeden del af de arter, der findes her i landet – af insekter findes der sandsynligvis mere end 25.000 arter. De undersøgte arter er dog nogle, som eksperterne har haft god grund til at bekymre sig om.

Rødlister er meget vigtige for i praksis at kunne håndtere og sikre biodiversiteten, fordi de på landsplan giver en samlet oversigt over arter, som enten allerede er uddøde eller har en varierende risiko for at uddø. En sådan oversigt kan f.eks. bruges som udgangspunkt for at etablere en koordineret indsats, der kan stabilisere eller øge bestandene og dermed sikre arternes overlevelse.

Rødlisten opdeler arterne i seks kategorier: Forsvundet (0), kritisk truet (1), moderat truet (2), sårbar (3), næsten ikke truet (4) og ikke truet (6). De repræsenterer derfor også et relativt mål for arternes hyppighed. Hvis man giver rødlistens kategorier tal som angivet ovenfor i parentes, har undersøgelser af kransnålalger vist, at der er en fin sammenhæng mellem disse kategorier og antallet af voksesteder inden for et lands grænser.

Ved en fortsat tilbagegang i naturområdernes antal og kvalitet vil stadig flere kritisk truede arter uddø, flere truede arter vil blive kritisk truede, og flere almindelige risikerer at rykke ind på trusselslisten. Det er fåtallige arter med den mest lokale udbredelse, som har den største risiko for at blive truede og uddø. Hertil hører bl.a. visse padder, insekter, blomsterplanter, kransnålalger og fisk, som der har været betydelig fokus på, og som derfor omtales nærmere i det følgende. Blandt de danske padde-, insekt-, blomsterplante- og fiskearter stod mellem 29 og 48 % på rødlisten i 1998. Kransnålalgerne, som også er en bekymringsvækkende gruppe, findes der endnu ingen rødlistebedømmelse af (se nærmere i nedenfor).

Nogle af arterne på rødlisten er naturligt sjældne i Danmark, men mange flere er blevet sjældne, truede eller er uddøde pga. ødelæggelser af naturen. Ikke alt er dog sur nedtur. Der er eksempler på, at forbedret spildevandsrensning har banet vejen for genetablering af insektfaunaen og forbedring af lakse- og ørredbestandene i vandløb. Systematisk etablering af nye vandhuller har også hjulpet en meget truet gruppe af organismer, padderne.

Paddernes tilbagegang har været voldsom. Padder lever især i små vandhuller uden fisk, og sådanne levesteders antal er faldet med omkring 40 % fra 1945 til 1990 (figur 22-10). Paddebestandene er tilsvarende gået tilbage i perioden: almindelige arter med næsten 70 % og sjældne arter med hele 90-95 %. Til de almindelige hører skrubtudse, brun frø og grøn frø, mens sjældne padder er arter som bjergsalamander, klokkefrø, løgfrø, løvfrø, strandtudse og grønbroget tudse.

I løbet af 1990’erne førte genetablering af damme og vandhuller til forbedringer af bestandene af bjergsalamander, løvfrø og klokkefrø. Den sjældneste padde, klokkefrøen, der lever i lysåbne, lavvandede damme i Storebæltsområdet, ynglede i 1974 i 35 vandhuller, men blot i 10 vandhuller i 1988. Efter støtte fra EU’s Life-program var den i 2009 tilbage i 35 ynglevandhuller med i alt 3400 dyr. Løvfrøens seneste udvikling har også været positiv. For andre padder såsom løgfrø, strandtudse og grønbroget tudse har indsatsen derimod været meget svagere, og man ved meget mindre om udviklingen op gennem 2000-årene, fordi pengene til naturovervågning tørrede ind. Løgfrø og strandtudse formodes dog fortsat at være i tilbagegang.

I hele perioden 1900-1980 skete der som omtalt nærmere i kapitlet Vandløbenes forurening en massiv tilbagegang for vandløbenes smådyr pga. spildevandsbelastning, kanalisering og hårdhændet vedligeholdelse. På 11-12 vandløbslokaliteter, som man har fulgt i perioden, faldt tilstedeværelsen af rentvandsarter blandt døgnfluer og slørvinger eksempelvis med 30 %, mens mindst 12 arter havde stor tilbagegang (figur 22-11).

I Danmark er der fundet i alt 39 arter af døgnfluer og 25 arter af slørvinger. Af en opgørelse fra 1990 fremgik det, at 6 døgnfluearter formentlig var uddøde, 12 arter var kritisk truet og blot 13 arter var dengang almindelige. Situationen var lige så dårlig for slørvingerne. Af de 25 kendte arter var 3 forsvundet, 5 var kritisk truet og blot 8 var almindelige. Blandt vårfluerne var 5 arter forsvundet fra landet, og af guldsmedene var 4 arter forsvundet.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Dette billede har siden ændret sig noget, idet visse kritisk truede arter har haft fremgang i vandløbene. Fremgangen skyldes bedre rensning og mindre tilførsel af spildevand fra byer, spredte husstande, møddinger og dambrug, så mængden af iltforbrugende stof og slamafsætning på bunden er formindsket, og iltforholdene i vandet og bundsedimentet er blevet bedre. Vores største slørvinge Perlodes microcephala har således spredt sig kraftigt i Gudenå og Storå i de seneste år (figur 22-13).

Nogle arter, bl.a. af døgnflueslægten Heptagenia og slørvingeslægten Leuctra, har i flere områder bredt sig til vandløb, hvorfra de ikke tidligere har været kendt. Blandt guldsmedene har grøn kølleguldsmed, almindelig flodguldsmed og spidsplettet libel genvundet noget af den tabte forekomst i vandløbene siden 1990.

Udviklingen i vandløbenes insektliv på Fyn er særlig veldokumenteret takket være et stort arbejde i det tidligere Fyns Amt ledet af Peter Wiberg Larsen. I tilknytning til den forbedrede vandkvalitet, som effektiv spildevandsrensning havde ført til, har man kunnet konstatere en øget spredning af udvalgte vandløbsinsekter, hvis udbredelse var blevet kraftigt indskrænket op gennem 1900-tallet. I det hele taget var der kommet flere insektarter, og antallet var især steget inden for de grupper, der stiller størst krav til rent vand: døgnfluer, slørvinger og vårfluer.

På Fyn har man oven i købet tilfælde, hvor insekterne har spredt sig til nye vandløb over afstande på 3-10 km, selv om vandløbsinsekter normalt ikke flyver mere end 1 km. Insekter, som nåede at blive udryddet i alle de fynske vandløb, er imidlertid ikke dukket op fra Jylland, der ligger 100 km borte på den anden side af Lillebælt. Det er ikke umuligt, men lidet sandsynligt, at en genindvandring kan ske over så store afstande. Den oprindelige spredning af insekterne i de første årtusinder efter istiden har sandsynligvis været langt lettere, fordi landskabet dengang var mere åbent, egnede lokaliteter var langt talrigere og bestandene var langt større.

I sommeren 1896 blev planteslægten vandaks for første gang nærmere undersøgt her i landet (se nærmere herom i Vandløbenes planter og de følgende afsnit). Ved at sammenligne resultaterne fra dengang med nyere undersøgelser fremgår det, at tilbagegangen har været meget voldsom. På 13 vandløbslokaliteter, som var fælles for den omtalte undersøgelse i 1896 og en ny fra 1996, voksede der af de oprindelige 16 arter blot 9 i 1996. Tilbagegangen var fortsat, da man igen undersøgte forholdene i 2008, for da var der kun 6 arter tilbage (figur 22-14). Af de genfundne arter var alle, på nær den forureningstolerante kruset vandaks, blevet mindre hyppige.

En stribe vandaksarter er derfor i dag meget sjældne eller truet af udryddelse. De arter, der har klaret sig bedst, har stor spredningsevne ved hjælp af kortskud og tåler kraftig forstyrrelse og meget plantenæring. Til gengæld er arter, som er følsomme over for fysisk forstyrrelse og for højt næringsindhold gået voldsomt tilbage og er i flere tilfælde næsten helt forsvundet. Det drejer sig bl.a. om de bredbladede arter: bændel-vandaks, glinsende vandaks, græsbladet vandaks, langbladet vandaks og rust-vandaks.

Disse vegetationsændringer stemmer overens med, at nutidens vandløb er kraftigt regulerede, planterne skæres hyppigt, bunden renses op, og vandet er mere næringsrigt. Det har også påvirket udviklingen negativt, at tidligere tiders tilførsel af planter fra opstrøms vegetationsrige søer også er en saga blot, fordi søerne nu er forurenede og har uklart vand uden undervandsplanter.

Det er tankevækkende, at vandaksarternes tilbagegang er fortsat helt op til 2008. Bedre spildevandsrensning har ikke kunnet vende den negative udvikling, og slægten vandaks er den gruppe af vandplanter, der har flest arter, hele 8, placeret på rødlisten for 2010 (tabel 22-5). Flere arter af blærerod og vandstjerne står også på rødlisten.

Sylblad, en såkaldt grundskudsplante tilknyttet næringsfattige søbredder, er kritisk truet. Den har så vidt vides kun ét voksested tilbage i dag: søen Byn. Før afvandingen af Filsø var sylblad særdeles talrig i denne søs sydøstlige hjørne, og arten voksede også tidligere i nogle få, små lobelie-søer i Thy. De to grundskudplanter gulgrøn brasenføde og sortgrøn brasenføde er også begge knyttet til lobelie-søer, og de er begge anført på rødlisten, mens tvepibet lobelie, strandbo og sekshannet bækarve fortsat er så almindelige, at de ikke anføres som truede. Endelig kan krybende sumpskærm nævnes som en vådbundsart, som er uddød i Danmark.

Kransnålalger er flercellede grønalger, der især vokser i klarvandede, kalkholdige søer, hvor de kan dominere vegetationen på de største dybder, men de vokser til tider også på ganske lavt vand. Det bedste eksempel på en kalkholdig sø er Furesø, som rummede 11 arter i starten af 1900-tallet, før forureningen for alvor tog fart. En af de oprindelige arter her, Chara filiformis, er nu forsvundet fra Danmark. I Norden har denne art kun ét voksested tilbage, den kalkrige Levrasjön i det østlige Skåne, hvor arten overlever, men dybdeudbredelsen er blevet indskrænket fra 16 m i 1800-tallet til omkring 4 m efter år 2000. De bedste danske søer for kransnålalger i dag er Nors Sø i Thy og Gentofte Sø med 6-8 arter.

Andre vigtige voksesteder for kransnålalger er klarvandede råstofgrave, hvor man tidligere har gravet ler, grus eller sand. Små, nyetablerede damme kan også rumme kransnålalger, selv hvis de er ganske næringsrige og har uklart vand. Under den slags forhold kan kransnålalgerne normalt ikke klare sig i konkurrencen med de rodfæstede blomsterplanter, men da kransnålalgerne spreder sig effektivt med fugle, kan de hurtigere end blomsterplanter dukke op i nyetablerede vandhuller af enhver art. Det samme gælder i øvrigt i søer, som er blevet restaureret, så der er forbedrede muligheder for at vokse på lavt vand. Kransnålalger tåler også sommerudtørring bedre end de rodfæstede blomsterplanter og kan derfor dominere i udtørrende vandhuller.

Det er velkendt, at flere arter af kransnålalger er pivsjældne i Danmark og andre lande i Europa. Men herhjemme har man manglet overblik, fordi der ikke er gennemført systematiske undersøgelser siden Sigurd Olsen studerede kransnålalger i 1939-1943. Først i 2011 blev der endelig gennemført en opfølgende undersøgelse. Den bekræftede, at kransnålalger er overordentlig truede i Danmark (figur 22-15). Fire arter var forsvundet siden Olsens studier, og en ny art var kommet til. Gennemgående var og er der kun ganske få arter, faktisk blot tre, som er hyppige, mens resten har en relativt lav hyppighed. Det er endvidere karakteristisk, at de almindelige arter (Chara globularis, Chara vulgaris og Nitella flexilis) er blevet endnu mere almindelige i forhold til de øvrige arter, mens flertallet af arter relativt er blevet sjældnere.

Det er den samme udvikling, man også har set for blomsterplanternes vedkommende. De uforurenede og uforstyrrede lokaliteter bliver bare sjældnere og sjældnere, så snart er alle lokaliteter i varierende grad forurenede og forstyrrede af mennesker, og det smitter af og gør artsudvalget mere homogent, og det formindsker biodiversiteten samlet set for alle ferske vande.

Hele 17 ud af i alt 23 arter af kransnålalger bør stå på den danske rødliste, men endnu har man som tidligere nævnt ikke foretaget den nødvendige bedømmelse. Artsantallet er omtrent det samme (20-24) i Slesvig-Holsten, Norge og Finland; Sverige rummer flere arter 32 men i alle tilfælde er mange af arterne på de nationale rødlister (figur 22-16). Beregner man ligheden i arternes tilstedeværelse og hyppighed mellem landene to og to, svarer lighederne til landenes geografiske placering – nabolande udviser større ligheder end lande uden fælles grænse. Skelner man mellem alle 37 arter og de 17 sjældneste arter i området, er ligheden i artssammensætning og hyppighed langt lavere for de sjældne end for alle arter. Det er måske ikke så mærkeligt al den stund, at Danmark og Sverige rummer sjældne arter, der aldrig når til Norge og Finland, og Finland deler arter med Rusland, som aldrig når de andre nordiske lande.

Normalt er man ikke i stand til at finde de karaktertræk hos arterne, der kan forklare, hvorfor nogle er almindelige, mens andre er sjældne. Men det har været muligt for kransnålalgernes vedkommende i Norden (figur 22-17). Arternes relative hyppighed stiger med deres nichebredde, dvs. med antallet af lokalitetstyper som søer, damme, vandløb og brakvand, de kan vokse i. Hyppigheden var også større hos arter, der både kan vokse i næringsfattige og i næringsrige vandområder, end hos arter, der kun kan vokse i en af typerne. Endelig er hyppigheden større hos arter, som både kan være enårige og flerårige, end hos arter, der kun er en af delene. Det er altså klart, at de almindelige arter i højere grad er generalister, mens de sjældne arter er specialister.

Analysen viser endvidere, at arternes hyppighed stiger, jo bedre de er i stand til at sprede sig med såvel sporer som vegetative spredningsenheder (figur 22-17). Det bekræfter det billede, at visse arter lynhurtigt kan dukke op, ofte kortvarigt, på nyetablerede, gunstige voksesteder ført dertil af fugle, som har ædt kransnålalger på deres forrige fourageringssted. Kransnålalgernes sporer kan ofte overleve en passage gennem fuglenes tarm.

Ørredens og laksens udvikling er en utvetydig succeshistorie fremkaldt af indsatsen for at forbedre vandløbene op gennem 1980-90’erne.

Mange flere vandløb og vandløbsstrækninger har fået ørredbestande, der er større, og som kan klare sig i kraft af egen formering (figur 22-18). Det skyldes, at forureningen fra byer og landbrug er blevet reduceret, men det skyldes også fysiske forbedringer af vandløbene pga. mindre intensiv vedligeholdelse, fjernelse af spærringer og opstemninger, der forhindrede fiskenes frie vandring mellem de øvre vandløb og havet, genslyngning af visse vandløb og udlægning af gydegrus. Ørreden er derfor ikke længere på rødlisten. Laksen er også tilbage med meget betydelige bestande i Skjern Å, Storå, Varde Å og Ribe Å.

Malurten i bægeret er ålen, som i dag er faldet til 1-5 % af den oprindelige bestand og forventes at være endnu længere nede i år 2020, hvis man ikke ændrer fiskeripolitik. Samme nedgang er foregået overalt i Europa. Ålen er i dag kritisk truet. Det er på høje tid, at man følger Det Internationale Havundersøgelsesråds anbefalinger og helt indstiller fiskeriet på den europæiske ål.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Arternes tilbagegang og mulige genetablering.

• Forrige afsnit er Indvandring og spredning af arter
• Næste afsnit er Kampen om vandet