Sigtdybde. Måling af sigtdybden med en sigtskive er en meget simpel undersøgelse, der uden risiko for aflæsningsfejl m.m. kan tages af lægmand. Billedet af denne sigtskive, der endnu ses tydeligt i vandet, stammer fra en folkelig overvågning af søers almene tilstand, finansieret af Spar Miljøfonden i 1988. Her kunne fx en familie, skoler eller spejdere adoptere en sø og indsende måleresultaterne til fonden.

.

Sigtdybde er et mål for sø- og havvands klarhed. Lille sigtdybde er tegn på, at vandet er uklart af partikler, først og fremmest planktonalger, og dermed er forurenet.

Faktaboks

Også kendt som

sigtedybde, secchidybde

Sigtdybden måles ved at sænke en hvid skive (secchiskive) med en diameter på 20-30 cm ned i vandet, til den ikke længere er synlig oppefra. Den dybde angives til at være sigtdybden.

Metoden anvendes bl.a. i miljøovervågning for at holde øje med vandets klarhed i søer og fjorde. Også i havundersøgelser måles sigtdybden.

Sigtdybden i danske søer varierer almindeligvis fra 10-15 cm i forurenede søer til over 8 meter i helt rene søer. Målemetoden er gammel. I Memorabila nonnulla lacus Veteri rapporteres fra 1705 om en sigtdybde på 30 meter i den svenske sø Vättern.

En sigtskive kaldes ofte en secchiskive efter en italiensk astronom, Pietro Angelo Secchi, der i 1865 brugte en rund, hvid skive til systematisk at måle vandets klarhed under et togt i Middelhavet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig