Hyporeal, levested i de underjordiske, vandmættede omgivelser under og ved siden af vandløb. Særlig i gruslag kan der være et rigt dyreliv, især mider, orme og insekter. Pga. strømmen i vandløbet siver der vand igennem lagene, så indholdet af ilt og føde fornys.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hyporeal kommer af hypo- og afledning af græsk rhein 'flyde, strømme'.

Hyporealet er af særlig stor betydning i de bække, der tørrer ud i sommertiden. Insekternes larvestadier kan overleve nede i hyporealet, ofte i et hvilestadium. Det gælder fx slørvingen Capnia bifrons, der er almindelig i mange østjyske skovbække. Hyporealet er også et vigtigt tilflugtssted for smådyrene i de bække, der er udsat for store udsving i vandføringen, fx ved kraftige regnskyl. Opdagelsen af, at der kan være et rigt dyreliv den første halve eller hele meter under en gruset bækbund, har givet anledning til gennemgribende revision af de bestande af smådyr, man tidligere kun har vurderet på baggrund af, hvad man kunne finde på selve bunden. Se også interstitiel fauna.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig