Dyresamfund, samtlige dyrearter, der lever sammen på et givet levested, fx i engens urtevegetation, på stenbund i en bæk eller nedgravet i sandbunden i kystnære farvande. Mange biologiske vekselvirkninger knytter artsbestandene i et dyresamfund sammen til en funktionel enhed; fx transporteres energi og næringsstoffer via samfundets fødekæder og fødenet. Et dyresamfund kan omfatte mange arter; ofte dominerer nogle få individrige arter, mens de øvrige er fåtallige. Inden for samme geografiske område vil levesteder med ens miljøbetingelser huse dyresamfund, der består af de samme arter i omtrent samme indbyrdes mængdeforhold. Havets dyresamfund (havdyresamfund) er særlig velundersøgt. På havbunden findes store sammenhængende områder med ret ensartede miljøforhold, beboet af dyresamfund med ensartet artssammensætning. I årene 1911-18 beskrev havbiologen C.G.J. Petersen havbundens dyresamfund i danske farvande og påpegede deres fiskeribiologiske betydning som fødegrundlag for konsumfisk.