Øgler
Lygodactylus williamsi er en lille, dagaktiv gekko fra Kimboza Forest Reserve i Uluguru-bjergene i Tanzania. IUCN klassificerer den som kritisk truet (CR).
Øgler
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Øgler er en underorden af krybdyr, der sammen med ormeøgler og slanger danner den evolutionære linje kaldet skælkrybdyr, Squamata, se også krybdyr. Øgleunderordenen omfatter ca. 7.200 arter, som bl.a. er karakteriseret ved, at hannernes parringsorgan er parret (en hemipenis med en højre og en venstre del), og at den nedre tindingebue i kraniet mangler. Der findes arter på alle kontinenter bortset fra Antarktis, flest i tropiske og subtropiske områder. Tidligere betragtede man øgler, ormeøgler og slanger som tre selvstændige evolutionære linjer, men de seneste slægtskabsanalyser peger på, at ormeøgler og slanger er udviklet fra øgleforfædre.

Faktaboks

Etymologi
Ordet øgler kommer af oldnordisk eyðla, beslægtet med græsk aithalos 'sodfarvet' eller 'rødbrun', egentlig 'brændende'.
Også kendt som

Sauria

Alligatorøgler, gekkoer og finnefodsøgler

Øgler
Finnefodsøglen Lialis burtoni er udbredt i Australien og på Ny Guinea. Den lever næsten udelukkende af andre små øgler.
Øgler
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Det er et generelt træk ved mange grupper af øgler, at de både omfatter arter med veludviklede lemmer og arter med mere eller mindre reducerede lemmer; disse er som regel gravende. Stålormen (Anguis fragilis), den eneste danske øgle med reducerede lemmer, tilhører familien alligatorøgler, som er et typisk eksempel på en sådan gruppe.

Gekkoer er bl.a. karakteriseret ved ikke at have nogen former for lemmereduktion, hvorimod nogle af deres nærmeste slægtninge, familien finnefodsøgler (Pygopodidae), har mistet forlemmerne, mens baglemmerne kun er små lapper. Finnefodsøglerne forekommer kun i den australske region, hvor de ca. 46 nulevende arter let forveksles med slanger pga. deres aflange krop og hale.

Firben og kamæleoner

Firbenfamilien (Lacertidae) omfatter ca. 364 arter, bl.a. de to danske arter, skovfirben (Zootoca vivipara) og markfirben (Lacerta agilis); familiens største art er det op til 75 cm lange perlefirben (Timon lepidus).

Kamæleonerne (Chamaeleonidae) omfatter ca. 222 arter af stærkt specialiserede øgler, især udbredt i Afrika og på Madagaskar. De har udviklet tungen til et særligt fangstapparat, som sammen med øjnene, der fokuserer uafhængigt af hinanden, gør dem til effektive insektjægere trods deres langsomme bevægelser.

Agamer og leguaner

Agamefamilien (Agamidae) omfatter ca. 557 arter, herunder slægten Draco af svæveflyvende øgler, arter med veludviklet evne til farveskift samt den tornede djævel (Moloch horridus), også kaldet molok.

De 44 arter af leguaner (Iguanidae) omfatter ud over populære kæledyr som den grønne leguan (Iguana iguana) så forskelligartede former som de bastante galápagosleguaner (Conolophus spp.) og havleguanen (Amblyrhynchus cristatus). En rækker andre øgler som de trælevende anoler (Anolidae) og tornede tudseleguaner og tornleguaner (Phrynosomatidae) blev tidligere anset for leguaner, men henregnes i dag til deres egne familier.

Skinker og tejuer

Øgler
Han (til højre) og hun af bredhovedet skink (Plestiodon laticeps) fra det sydøstlige USA soler sig på en væltet træstamme.
Øgler
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Skinkfamilien (Scincidae), som med ca. 1.743 arter er en af de artsrigeste øglefamilier, indeholder også alle grader af lemmereduktion; fx har Bojers skink (Scelotes bojeri), som lever på Mauritius, veludviklede lemmer i modsætning til den sydafrikanske (Scelotes inornatus), som helt mangler lemmer.

En anden familie, som ikke kun har store variationer i benstørrelsen, men også i udformningen af skællene, er tejuer (Teiidae), som kun findes i Amerika, bl.a. kaimanøglerne (Dracaena spp.), hvis skæl ligner kaimaners (en gruppe af krokodiller). Disse to arter kan blive tæt ved 120 cm lange og lever hovedsagelig af bløddyr, som den finder på mudderbanker. Inden for tejuerne findes også slægterne piskehaler (Aspidoscelis og Cnemidophorus), alle kendetegnet ved at have lang hale og være hurtigløbere, der lever af at jagte insekter på jorden. Modsætningen til disse er de op til 140 cm lange, kraftige teguer (Tupinambis spp. og Salvator spp.) fra Sydamerika. Gamle hanner har meget store hoveder og kraftige kæber, som kan levere smertefulde, inficerende og vævsødelæggende bidsår.

Bælteøgler og pladeøgler

Bælteøgler (Cordylidae) er nok den bedst armerede øglegruppe. De fleste arter har stærkt kølede skæl, som står ud fra kroppen. Hos bæltehaler (Cordylus spp.) og uægte bæltehaler (Pseudocordylus spp.) er især halen dækket af store pigge og kan bruges til forsvar. De mange kraftige, kølede skæl bruges til at kile øglen fast i små revner og sprækker, så eventuelle fjender ikke kan vriste dyret fri. Familiens arter findes i tørre egne af Afrika, flest i Sydafrika.

Pladeøgler (Gerrhosauridae) findes også i Afrika samt på Madagaskar. Arterne i denne gruppe graver huler, hvor de søger tilflugt under fare. Også hos pladeøgler findes eksempler på lemmereduktion, fx hos piskeøgler af slægten Tetradactylus.

Varaner

Øgler
Hvidstrubet varan (Varanus albigularis) er en kraftigt bygget varan fra det sydlige og østlige Afrika. Den kan blive ca. 2 m lang.
Øgler
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Inden for varanerne (Varanidae) findes den største nulevende øgle, komodovaranen (Varanus komodoensis), som kan nå en længde på ca. 3,5 m og veje omkring 250 kg. Som næsten alle andre varanarter lever komodovaranen både af ådsler og bytte, den selv har nedlagt; nilvaranen (Varanus niloticus) er en stor ægrøver, hvilket bl.a. går ud over krokodillereder.

Giftøgler

Familien giftøgler (Helodermatidae), består af slægten Heloderma fra det sydvestlige USA, Mexico, Guatemala og El Salvador. De to arter, gilaøgle og vorteøgle, hhv. H. suspectum og H. horridum, har veludviklede giftkirtler, som munder ud ved underkæbens tænder. Giften er i styrke at sammenligne med mange klapperslangers, dog indeholder øglegiften færre vævsødelæggende enzymer. Et giftøglebid forårsager således lokale vævsødelæggelser, som nok skyldes selve biddet, mens de stærke smerter, slaphed, hovedpine, kvalme og lokale hævelser skyldes giften. Giften kan også påvirke hjertets pumpebevægelser med døden til følge. Det er imidlertid ekstremt sjældent, at mennesker er døde som følge af giftøglebid; de fleste eksempler er dårligt dokumenterede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig