Sven Ekman, 1876-1964, svensk zoolog, professor i Uppsala. Han har skrevet om søpølsers, småkrebs' og fugles systematik og om svenske søers bundfauna kvalitativt og kvantitativt; hans "Ekman-bundhenter" bruges fremdeles. Han er især kendt som zoogeograf med klassiske arbejder om bl.a. istidsrelikter, Djurvärldens Utbredningshistoria på skandinaviska Halvön (1922) og den skelsættende Tiergeographie des Meeres (1935, på eng. 1952).