Faktaboks

Morten Thrane Brünnich
Født
30. september 1737
Død
19. september 1827

Morten Thrane Brünnich, 30.9.1737-19.9.1827, dansk naturhistoriker. Brünnich udnævntes i 1769 til universitetets første professor i naturhistorie og kendes især som zoolog, selvom størstedelen af hans afhandlinger omhandler mineralogi. Disputatsen fra 1761 om den sjællandske insektverden indeholder 555 arter, heraf en del nye. I den lille Insektlære (1764) gives vejledning i bestemmelse af insektfamilierne. For eftertiden fik han bl.a. betydning ved at indføre en række fagord og dyrenavne på dansk, idet hans lærebog Zoologiae Fundamenta fra 1771 parallelt med den sædvanlige latinske havde dansk tekst. Universitetets nuv. zoologiske og mineralogiske museer er opstået af det af Brünnich opbyggede Theatrum Naturae, grdl. 1770. Hans navn indgår i det britiske navn for polarlomvien: Brünnich's Guillemot.

Brünnich var oprindelig teolog, men studerede sideløbende naturhistorie og orientalske sprog. Brünnichs løn var betalt af kongen (dvs. staten) og ikke universitetet (en selvejende stiftelse med egne indtægter), og lærestolen omfattede desuden økonomi, som dengang især omhandlede nyttige dyr, planter og mineraler og deres betydning for nationaløkonomien. I 1789 blev han beordret til Kongsberg i Norge som bjergværkskommissær og forblev der, til rigerne adskiltes i 1814.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig