Kaj Berg, 1899-1972, dansk zoolog; blev 1939 professor i ferskvandsbiologi ved Københavns Universitets ferskvandsbiologiske laboratorium i Hillerød. Han moderniserede og udvidede laboratoriet kraftigt og involverede talrige studerende og medarbejdere i store undersøgelser af specielt bundfaunaen i Esrum Sø (publiceret 1938), Susåen (1942) og Grib Sø (1956). Tidlige arbejder er eksperimentelle og omhandler bl.a. dafniers forplantningsforhold (disputats), dyreplankton i Frederiksborg Slotssø og Corethra-myggelarvens døgnvandringer. I 1950'erne genoptoges lignende studier, især vedrørende respirationsfysiologi. Det internationale limnologiske selskab (SIL) anerkendte Bergs indsats ved at tildele ham Naumann-medaljen i 1965. Se også økologi (økologiens historie).