Office international des épizooties, fra 2003 World Organisation for Animal Health, OIE, international organisation til bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme. Størsteparten af verdens lande, herunder Danmark, er medlem af organisationen, der blev oprettet i 1924 og har hovedsæde i Paris. Medlemslande forpligter sig til at oplyse om forekomster af smitsomme sygdomme, og OIE medvirker bl.a. til, at international handel med husdyr sker med mindst mulig risiko for smittespredning.