Hudskifte, inden for zoologien den proces, at et mere eller mindre uelastisk ydre hudlag uden levende celler løsnes fra det underliggende væv og afkastes.

Hudskifteprocesser er opstået flere gange uafhængigt i dyreriget. Særlig påfaldende er hudskiftet hos leddyr, hvor de hormonalt styrede skift af det ydre "hudskelet", kutikula, er en forudsætning for dyrenes vækst. I skiftets første fase (apolysis) løsnes den gamle kutikula fra de underliggende hudceller, som derpå afsondrer den nye kutikula, hvortil musklerne fæstes. I den anden fase (ecdysis), som undertiden først indtræder længe efter apolysis, revner og afkastes den gamle kutikula. Kutikulaskift forekommer også hos bjørnedyr, fløjlsdyr samt flere grupper i hovedgruppen Aschelminthes.

Hos hvirveldyr består det fornyelige hudlag af døde, forhornede celler, der normalt afkastes i små flager, men som hos nogle krybdyr og padder er en sammenhængende ham.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig