Munkesæler
Hawaii-munkesæl (Neomonachus schauinslandi).
Munkesæler
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Munkesæler er to slægter af sæler, som omfatter tre arter. Caribisk munkesæl (Neomonachus tropicalis) blev udryddet i begyndelsen af 1950'erne; de to sidste arter er stærkt truede.

Faktaboks

Også kendt som

Monachus, Neomonachus

Hawaii-munkesælen (N. schauinslandi) bliver op til 240 cm lang og vejer op til 270 kg. Hunnerne bliver en anelse større end hannerne. Den nyfødte unge er ca. 1 m lang. Den har et meget begrænset udbredelsesområde ved de nordvestlige øer af Hawaii-økæden.

Middelhavsmunkesælen (Monachus monachus) er op til 280 cm lang og vejer 250-400 kg. Nyfødte unger er 80-120 cm lange og 15-26 kg tunge. Oprindelig levede den på sandbanker og fri strandstrækninger, men nu lever den kun skjult, fx i huler. Tidligere var den almindelig udbredt i Middelhavet, men nu findes kun småbestande i Adriaterhavet, Det Ægæiske Hav, Sortehavet og ved den nordafrikanske kyst. Den har sandsynligvis været udnyttet i Middelhavet lige siden de første mennesker påbegyndte fiskeri og anden udnyttelse af marine resurser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig