Sporefrøer
Sporefrøen Xenopus laevis findes naturligt i det sydlige Afrika, men er i dag udsat mange steder i verden.
Sporefrøer
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Sporefrøer er vandlevende springpadder fra Afrika. De omfatter sporefrøerne af slægten Xenopus med 29 arter og dværgsporefrøerne af slægterne Hymenochirus og Pseudhymenochirus med hhv. fire og en art. Alle tilhører familien af tungeløse frøer (Pipidae), som de deler med de overvejende sydamerikanske pipatudser. På trods af navnet og den geografiske udbredelse er dværgsporefrøerne nærmere beslægtet med pipatudserne end med sporefrøerne.

Udseende

Det er små til forholdsvis store frøer. Mens dværgsporefrøerne kun bliver 2,5-4 cm lange, kan de største sporefrøer nå længder på op til ca. 13 cm. Kroppen er affladet, og hovedet er lille med små øjne. Der er veludviklet svømmehud mellem tæerne på bagfødderne; dværgsporefrøerne har også svømmehud mellem fingrene. Huden er glat hos sporefrøerne og ru hos dværgsporefrøerne. Alle mangler tunge og har bevaret et sidelinjesystem.

Levested og levevis

Sporefrøer
Haletudser af sporefrøen Xenopus tropicalis fra Ghana. Bemærk den lange skægtråd på hver side af munden.
Sporefrøer
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Sporefrøer og dværgsporefrøer findes typisk i vandhuller og småsøer i både åbent land og skovområder. Dværgsporefrøerne findes overvejende i regnskov. De er helt vandlevende og forlader normalt kun vandet, hvis deres vandhuller tørrer ud. Ånding sker dog med lunger, og frøerne må jævnligt op til overfladen for at hente luft. Selv om sporefrøer mangler stemmebånd, er de i stand til at kommunikere med klikkende lyde.

Alle arter lægger æg. Sporefrøernes haletudser har en lang skægtråd på hver side af munden. De lever af at filtrere vandet for alger og lign. Dværgsporefrøernes haletudser mangler skægtråde og lever som rovdyr.

Sporefrøer som laboratoriedyr

To arter af sporefrøer, Xenopus laevis og X. tropicalis, benyttes i stor stil som laboratoriedyr. Tidligere blev førstnævnte også brugt som graviditetsprøve; man sprøjtede urin fra kvinder ind i hunfrøer, som dannede æg, hvis kvinden var gravid. Fordi den er så udbredt som laboratoriedyr, er X. laevis bevidst eller ved uheld sluppet ud i naturen rundt om i verden; fx har den dannet bestande flere steder i Syd- og Mellemeuropa og findes i dag så langt mod nord som Belgien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig