Leiopelmider

Leiopelmiden Leiopelma hochstetteri er vidt udbredt på den nordlige del af Nordøen i New Zealand. Desuden findes den på Great Barrier Island.

Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY 4.0

Leiopelmider er en familie af springpadder fra New Zealand. Der kendes en enkelt slægt (Leiopelma) med tre nulevende arter. Leiopelmidernes nærmeste slægtninge er halefrøerne fra det vestlige Nordamerika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet leiopelmider kommer af græsk leios 'glat', pelma 'sål' og -id.
Også kendt som

Leiopelmatidae

Det er små til mellemstore frøer med en længde på op til ca. 5 cm og med forholdsvis brede hoveder og lodrette pupiller. De er nataktive og lever typisk i kølige skove langs bække og kildevæld. Når de svømmer, bevæger de bagbenene skiftevis frem for synkront som de fleste andre frøer. Føden består af forskellige hvirvelløse dyr, som de fanger ved at gribe dem med kæber; modsat flertallet af springpadder kan de ikke skyde tungen ud af munden og derved bruge den til byttefangst.

Leiopelmiderne adskiller sig fra de fleste andre springpadder ved at have indvending befrugtning. De lægger æggene på land, og de har direkte udvikling, hvilket vil sige, at næsten hele udviklingen foregår i ægget, og der er ikke noget fritlevende haletudsestadie. Hos arterne Leiopelma hamiltoni og L. archeyi passer hannen på æggene, indtil de klækker. Herefter kravler de små frøer, der stadig har en halestump, op på hannens ryg, hvor de bliver, indtil de er færdigudviklede.

Mens IUCN vurderer bestanden af L. hochstetteri til at være livskraftig (LC), anses L. hamiltoni for at være sårbar (VU). Værst står det til for arten L. archeyi, som over de seneste tre generationer formentlig har oplevet en tilbagegang på hele 80 %; IUCN vurderer den som kritisk truet (CR).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig