Pilegiftfrøer
Ved at gnide spidsen af en pusterørspil hen over ryggen af pilegiftfrøen Phyllobates terribilis, bliver den giftig nok til at kunne nedlægge fugle og mindre pattedyr.
Pilegiftfrøer
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Pilegiftfrøer er små, ca. 1,5-5 cm lange, ofte meget farvestrålende springpadder, som er udbredt fra Nicaragua til Bolivia og det sydøstlige Brasilien. De regnes enten for en familie (Dendrobatidae) eller en overfamilie (Dendrobatoidea) med to familier: Dendrobatidae og Aromobatidae. Der kendes ca. 340 arter.

Faktaboks

Også kendt som

Dendrobatidae, giftfrøer

Betegnelsen pilegiftfrøer er egentlig misvisende, da udnyttelsen af frøernes gift til pusterørspile kun er dokumenteret for arterne Phyllobates terribilis, P. aurotaenia og P. bicolor. Selv om alle familiens medlemmer besidder en kraftig hudgift, som er sammensat af forskellige alkaloider, er arten P. terribilis op til 20 gange giftigere end flertallet af sine slægtninge. Giften optages gennem føden, som langt overvejende består af små insekter.

Udseende

Det er forholdsvis kortbenene, små frøer med brede tåspidser. De fleste arter er brunlige eller sorte, ofte med en lys stribe fra snuden og ned langs hver side af ryggen. Nogle af de mest farvestrålende arter findes i slægterne Adelphobates, Andinobates, Dendrobates, Excidobates, Minyobates, Oophaga, Phyllobates og Ranitomeya, som tilsammen udgør underfamilien Dendrobatinae. De optræder i et væld af farver og mønstre i grønt, gult, rødt og blåt. Inden for flere arter er der også en betydelig lokal variation i farvetegningen.

Levested og formering

Pilegiftfrøer
I Surinams regnskov bærer en han af arten Anomaloglossus baeobatrachus sine haletudser til små vandsamlinger, hvor de vil færdiggøre deres udvikling.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY 4.0

Pilegiftfrøerne lever hovedsagelig i regnskov. Nogle arter holder til på skovbunden, flere er knyttet til vandløb, mens andre næsten udelukkende findes i trækronerne. Især hannerne, men hos visse arter også hunnerne, kan være meget territoriale.

Æggene lægges på blade eller på mørke steder på skovbunden. Når haletudserne klækker, transporteres de af enten hannen eller hunnen til vandløb og vandhuller eller vandsamlinger i bladskeder eller hule træer. Hos visse arter fodrer hunnen haletudserne med ubefrugtede æg; det er særlig udpræget hos slægten Oophaga, hvor haletudserne kun vil æde de særlige æg, som hunnen regelmæssigt forsyner dem med. Blandt enkelte arter i slægten Anomaloglossus er haletudserne ikke i stand til at æde og bæres på ryggen af hannen, indtil de forvandler sig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig