Natpåfugleøjer
Natpåfugleøjet Samia cynthia har været udnyttet til kommerciel silkeproduktion. Arten stammer fra Kina og Korea, men undslupne og udsatte individer har dannet bestande i bl.a. Europa, Asien og Nordamerika.
Natpåfugleøjer
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Natpåfugleøjer er en familie af natsværmere, som hører til gruppen af spindere. Der kendes mere end 2.300 arter, de fleste fra troperne og subtroperne. I Danmark findes to arter: lille natpåfugleøje (Saturnia pavonia) og sømplet (Aglia tau).

Faktaboks

Også kendt som

Saturniidae

Det er kraftigt byggede natsværmere med hårede kroppe og store, ofte ret farvestrålende vinger. De fleste arter har store øjepletter på vingerne. Vingefanget er sjældent mere end ca. 15 cm, men visse arter, som atlassværmeren (Attacus atlas), kan opnå vingefang på op mod 30 cm, hvilket gør dem til nogle af verdens største sommerfugle.

Larverne af de fleste arter bygger tykke silkekokoner, og enkelte natpåfugleøjer har været udnytter kommercielt til silkeproduktion (såkaldt tussahsilke). Silkens kvalitet er dog ofte ikke på niveau med silken fra den ægte silkesommerfugl. I Europa har man bl.a. udnyttet arterne Samia cynthia og Antheraea pernyi, og undslupne eller udsatte individer har visse steder dannet bestande; fx findes S. cynthia i dag flere steder i Paris.

Hos flere arter har larverne brændhår, hvilket gør dem ubehagelige at røre ved. Hos slægten Lonomia fra Sydamerika kan gentagen berøring af larverne endda være livsfarligt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig