Zobel
Zobelen (Martes zibellina) er gennem tiden blevet opdelt i mellem to og 30 forskellige underarter. Her er det underarten Martes zibellina schantaricus, som oprindelig blev beskrevet fra Shantarøerne i Det Okhotske Hav.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Zobelen er en mår, som især er kendt for sin værdifulde pels. Den er udbredt i Sibirien, det nordlige Mongoliet, nordlige Kina, nordøstlige Nordkorea og Hokkaido, Japan. Her lever den i skov, bl.a. tajga.

Faktaboks

Etymologi
Ordet zobel kommer via tysk fra russisk sobol’, i øvrigt af uvis oprindelse.
Også kendt som

Martes zibellina

Hannen har en kropslængde på 38-56 cm med en hale på 9-12 cm, mens hunnen bliver en smule mindre med en kropslængde på 35-51 cm og en hale på 7-11 cm. I gennemsnit vejer en han 880-1800 g, mens en hun i gennemsnit vejer 700-1560 g. Pelsen varierer fra lysbrun til mørkebrun, lysere på bugen og mørkere på benene. Om vinteren er pelsen betydeligt tykkere end om sommeren.

Zobelen er hovedsagelig et rovdyr, som lever af småfugle, mus, egern og fugleæg, men den kan også æde bær, nødder og andet plantemateriale.

Parringtiden ligger om foråret. Zobelen har forlænget drægtighed, hvilket betyder, at ægget stopper udviklingen og først implanteres i livmoderen efter ca. 8 måneder. Samlet set går zobelhunnen derfor drægtig i 250-300 dage. Hunnen føder 1-7 unger (normalt 2-3).

På grund af sin tætte og meget bløde pels er zobelen blevet jaget siden middelalderen. Pelsen betragtes som det fornemste og dermed også mest kostbare mårskind. Zobel opdrættes også i pelsdyrfarme, men kun i Rusland, idet det har været forbudt at eksportere levende dyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig