Makaker. Rhesusabe (Macaca mulatta) med unge og fyldte spiseposer, Indien.

.

Berberaber (makaker, Macaca sylvanus) på Gibraltarklippen.

.

Javamakak (Macaca fascicularis).

.

Japansk makak (Macaca fuscata).

.

Makaker, Macaca, gruppe af mellemstore østaber med ca. 22 arter, der er nærtbeslægtet med bavianer og marekatte. Makaker er tætbyggede og med kun svagt fremtrædende snudeparti. De har kindposer til opbevaring af føde. Sædepuder er til stede, men sjældent så veludviklede som hos bavianer. Halen er af meget varierende længde. Hos topbavian (Macaca nigra) og berberabe (magot, M. sylvanus) mangler halen næsten helt, mens den hos hueaben (M. sinica) er længere end krop og hoved. Makaker varierer i størrelse fra 40 cm og 2,5 kg (hueabe) til 70 cm og 15 kg (berberabe), hanner betydelig større end hunner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet makak kommer via portugisisk macaco fra et bantusprog.

Makaker findes i tropiske og subtropiske områder fra Nordafrika og Gibraltar i vest (berberabe) til Kina og de indonesiske øer i øst. Den eneste europæiske abeart, berberaben, var tidligere vidt udbredt i Europa, men findes i dag kun på Gibraltar, hvor den kaldes gibraltarabe. Bestanden er på et par hundrede dyr og opretholdes kunstigt vha. nye dyr fra Afrika.

De forskellige arter er tilpasset et liv i vidt forskellige habitater, og deres udbredelsesområder overlapper kun sjældent hinanden. Svinehaleaben (M. nemestrina) fra Thailand og de indonesiske øer lever i tæt skov i lavlandet, mens bjørnemakaken (M. arctoides) fra det sydlige Kina findes i bjergområder, hvor det selv om sommeren kan være barsk. Rhesusaben (M. mulatta) er den makak, der har vist den største tilpasningsevne. Den findes såvel i skovområder i lavlandet som i bjerg- og ørkenområder. Den findes endda i storbyer og færdes frit mellem biler og på de mest befærdede strøg i bl.a. Calcutta. Den majestætiske skægabe (wanderu, M. silenus) er meget sky og findes kun i regnskovsområder i det sydvestlige Indien.

Alle makaker er dagaktive og færdes lige godt i træerne og på jorden. De lever fortrinsvis af planteføde som frugter, blade, blomster og bark, men tager også insekter og mindre hvirveldyr. De er sociale og lever i flokke med 2-4 gange så mange hunner som hanner. Hvert køn har indbyrdes en rangorden. Flokkene føres normalt af hannerne, mens hunner og unger udgør flokkens centrale element. Der synes ikke at være egentlig territorialitet mellem flokkene. Forskellige flokke kan færdes i samme område på forskellige tidspunkter. Mødes to flokke, bliver der kamp om retten til at være i området lige på det tidspunkt. Makaker er drægtige i 5-6 måneder og føder én unge. Når hannerne bliver kønsmodne, forlader de den flok, de er født i, mens hunnerne bliver i flokken.

Flere arter er kendt for deres nære tilknytning til mennesket. Rhesusaben regnes i hinduismen for en hellig abe og findes i stort tal omkring hindutemplerne i det nordlige Indien. Den er hyppigt brugt som forsøgsdyr til medicinske og psykologiske forsøg og indgik bl.a. i de forsøg, der førte til opdagelse af blodets rhesusfaktor. Javamakaken (M. fascicularis) er en anden laboratorieabe, der bl.a. indgik i de forsøg, der resulterede i udvikling af poliovaccinen.

Flere arter regnes i dag for truede, først og fremmest pga. ødelæggelse af deres levesteder og menneskets fremmarch. Det gælder bl.a. svinehaleaben, bjørnemakaken, den japanske makak (M. fuscata) og skægaben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig