egernaber

I størrelse varierer de fra dværgsilkeaben (Cebuella pygmaea) på 30 cm og 110 g til gylden løveabe (Leontopithecus rosalia) på 75 cm og 700 g. Egernaber har en lang hale. Pelsen er blød og silkeagtig, ansigtet nøgent. Farven varierer fra sort og sølvgrå til gylden orange. Adskillige arter har manke, øreduske eller skæglignende hårvækster. I modsætning til andre vestaber, der har flade negle på fingre og tæer, har egernaber kløer, undtagen på storetåen; deraf det ældre navn "kloaber". Egernaber adskiller sig i øvrigt fra de fleste andre aber ved at leve i par, føde tvillinger eller trillinger (Goeldis abe dog kun én unge), samt ved at det er faderen, der tager sig af ungerne, mens de er små.

Egernaber er udbredt i tropisk regnskov og i galleriskove i Mellem- og Sydamerika. De tilbringer størstedelen af livet i træerne. Søde frugter og blomster udgør deres hovedføde, men de tager også animalsk føde såsom insekter, snegle, frøer og mindre firben. Silkeaber er desuden specielt tilpasset til at tappe saft af træer ved at bide hul i barken. Deres fortænder i undermunden er af samme længde som hjørnetænderne og ligesom hos gnaverne forsynet med et kraftigt emaljelag på ydersiden, mens emalje mangler på indersiden. Det bevirker, at tænderne ved slid bliver mejselformede og dermed ideelle til at lave små huller i barken, som saften kan dryppe ud af. Hos tamarinerne, der kun i ringe grad er saftædere, er fortænderne kun halvt så store som hjørnetænderne. Kløerne på for- og baglemmer gør egernaberne i stand til at holde sig fast på selv lodrette træstammer, mens de gnaver i barken.

Både silkeaber og tamariner lever i familiegrupper bestående af forældreparret og op til tre til fire generationer af unger. Det er kun den ældste hun i gruppen, der yngler. Døtrenes brunst undertrykkes af moderen, sandsynligvis vha. feromoner. Undertrykkelsen af brunsten varer ved, så længe døtrene færdes sammen med moderen. Først når de forlader familieflokken og får kontakt med en ubeslægtet han, begynder brunstcyklus. Hos alle egernaber overtager hannerne ungerne straks efter fødslen. Kun når ungerne skal die, afleverer hannen dem til moderen for straks efter diegivningen at overtage dem igen. Ungerne rider på faderens ryg. Der sidder de godt beskyttet, og først når de er et par måneder gamle, begynder de at undersøge verden på egen hånd.

Egernaber har et meget varieret lydrepertoire og kan kommunikere selv små forskelle i bl.a. fødekvalitet. Derudover benytter de grimasser og dufte i kommunikationen. Aberne gnider særlige duftkirtler i brystregion og omkring kønsdele mod grene og træstammer og adviserer hermed deres tilstedeværelse over for andre grupper i området.

Alle arter af egernaber har kun en lille udbredelse, dels pga. konkurrencen fra de øvrige arter, dels pga. en særlig forkærlighed for specielle træer, forskellig fra art til art. Det gør dem særlig følsomme over for skovhugst, idet de enkelte arter risikerer at uddø med fældning af den del af skoven, der netop udgør deres udbredelsesområde. Dertil kommer, at man tidligere anså dem for bærere af sygdommene gul feber og malaria og derfor udsatte dem for intens jagt.

Adskillige arter regnes da også for stærkt truet, og den gyldne løveabe overlevede kun takket være et storstilet redningsprogram, hvor dyr født i zoologiske haver siden 1983 er sat ud i beskyttede dele af den brasilianske regnskov. I løbet af de første 10 år, programmet stod på, blev der udsat 133 gyldne løveaber, og den vildtlevende bestand voksede fra 75 til 560 individer. I 2014 blev den samlede bestand vurderet til at ligge på ca. 3.700 individer.

• vestaber