Edderkopaber
Ung sort edderkopabe (Ateles chamek) i Tambopata-Candamo Nature Reserve, Peru.
Edderkopaber
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Edderkopaber er en slægt af slanke, trælevende vestaber (Platyrrhini). De tilhører familien Atelidae, som de deler med bl.a. brøleaberne. Tidligere blev de anset for at høre til gruppen af sapajuer. Der kendes syv arter.

Faktaboks

Også kendt som

Ateles

De er udbredt i skove i Mellem- og Sydamerika, hvor de adræt bevæger sig i træerne, bl.a. ved hjælp af den lange snohale, hvis yderste del kan rulles op og fungere som en ekstra arm. Halen bruges som en form for sikkerhedsline, når de bevæger sig rundt fra gren til gren. De slipper først med halen, når hænder og fødder har et fast tag i den næste gren, og under fødesøgningen ser man ofte aberne hænge i halen, mens de henter og bearbejder føden med hænderne.

Edderkopaber er slanke aber med en kropslængde på 35-65 cm. Halen er længere end kroppen. De lever i flokke og har et veludviklet kommunikationssystem. Føden udgøres af bl.a. frugt, nødder, blade, edderkopper og fugleæg. De er på IUCN's liste over truede arter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig