Mumificeret hud fra et kæmpedovendyr (Megatheridae), uddød pattedyrgruppe for ca. 24 mio. år siden.

.

De største arters skeletter er yderst bastante, og dyrene har i levende live været muskuløse og kraftfulde, men også langsomme. I en stor hule ved Ultima Esperanza i chilensk Patagonien har man fundet velbevaret, indtørret hud med pels, kløer og ekskrementer fra en art af Mylodon. Pelsen synes at have været gulbrun, og i huden sad mange små, runde forbeninger. Tegning fra midten af 1800-t.

.

Kæmpedovendyr er en uddød pattedyrgruppe tilhørende gumlerordenen; nærmeste nulevende slægtninge er de fem arter af dovendyr. Gruppen opstod i Sydamerika og kendes fra Miocæn (ca. 25 millioner år før nu), men den tids former var relativt små og sandsynligvis trælevende. Senere arter kunne opnå betragtelige størrelser, fx den op til 6 m lange Megatherium. Disse store arter levede af blade fra træer og buske, hvis grene de trak ned med lange, krumme kløer, stående på bagbenene og støttende sig til den korte hale.

Faktaboks

Også kendt som

Megatheridae

Mange arter er fundet som subfossile knoglerester i huler, sådan som fx P.W. Lund fandt det i Brasilien i 1840'erne. Da Panamatangen mellem Nord- og Sydamerika dannedes for 2,5-3 millioner år siden, spredtes gruppen mod nord, helt op til Alaska.

De sidste uddøde for ca. 11.000 år siden, sandsynligvis udryddet af det nyindvandrede menneske.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig