koraldyr (fossile koraldyr)

Koraldyr (fossile koraldyr), Der kendes fossile koraller fra både ottearmede koraldyr og mangearmede koraldyr, som i palæontologien ofte benævnes Scleractinia, samt fra to uddøde ordener, Rugosa og Tabulata.

Rugosa omfatter både enlige (solitære) og kolonidannende koraller og tæller ca. 800 fossile slægter fra perioden Ordovicium-Perm (510-245 mio. år før nu). Skelettet var opbygget af calcit og formet som et bæger, opdelt af maveskillevægge (septa) i en bilateral, firetallig symmetri.

Solitære rugose koraller har oftest form som lige eller buede kegler og har vokset stående på spidsen. De varierer i størrelsen fra ganske få millimeter til ca. 1 m i længden, mens de kolonidannende kunne blive op til 4 m i diameter. Rugose koraller havde deres storhedstid som revbyggere i Devon (ca. 409-363 mio. år før nu), men er bl.a. også betydningsfulde i rev på Gotland fra Silur.

Tabulata omfatter udelukkende kolonidannende former, i alt kun ca. 280 fossile slægter. Gruppen eksisterede i Ordovicium-Perm. Skelettet bestod af tynde rør opbygget af nålelignende krystaller (fibre) af calciumkarbonat. Det vides ikke, om det oprindelige materiale var aragonit eller calcit. Rørene er indvendig afsnøret af tværskillevægge kaldet tabulae, heraf navnet på ordenen. Maveskillevægge mangler fuldstændig. Kolonierne kunne blive flere kvadratmeter, og de tabulate koraller var især vigtige som revbyggere i Silur (ca. 439-409 mio. år før nu).

De mangearmede koraldyr. Scleractine koraller opstod i Trias for ca. 230 mio. år siden. Gruppen indeholder i alt ca. 600 slægter, hvoraf ca. 390 er uddøde. Der kendes både solitære og kolonidannende former. Skelettet består af aragonit med maveskillevægge arrangeret i en sekstalssymmetri.

Sandsynligvis levede allerede mange af de tidligste scleractinier i Trias i symbiose med zooxantheller, på samme måde som det ses hos mange moderne former. Algesymbiose kan være svær at påvise hos fossile koraller, idet der ikke umiddelbart efterlades nogen synlige spor i skelettet, som er den eneste del af dyret, der bevares fossilt. I velbevarede skeletdele kan isotopsammensætningen imidlertid ofte afsløre algesymbiose, da en sådan resulterer i en forhøjet andel af lette isotoper af carbon (kulstof) og oxygen (ilt). Scleractine koraller har siden deres opståen været almindelige i de fleste marine miljøer, og fra Danmark kendes de især fra den ca. 60 mio. år gamle koralkalk i Fakse.

De ottearmede koraldyr. Oktokoraller er udelukkende kolonidannende og har oftest et skelet bestående af organisk materiale og skleritter (calcitspikler). Når kolonien dør, og det organiske materiale nedbrydes, spredes skleritterne, og hele skeletter af oktokoraller findes derfor kun yderst sjældent fossilt. Tilhæftningsstrukturer og stilke af oktokoraller kendes med sikkerhed fra Ordovicium (ca. 470 mio. år før nu), men aftryk af mulige oktokoraller er fundet i den 580-560 mio. år gamle Ediacara-fauna fra Australien. Der kendes ca. 250 slægter, men pga. det ringe bevaringspotentiale kun et fåtal fossile former.

Læs mere om koraldyr.