Hvepsemeduser, cubomeduser, havhvepse, gruppe af gopler. I troperne er der mange gopler, som kan brænde, men de værste er uden sammenligning hvepsemeduserne, hvis forbrændinger er så alvorlige, at de hvert år forårsager flere dødsfald og talrige tilfælde med langvarige eftervirkninger.

Den knytnævestore Chironex fleckeri har længe været kendt som en svøbe for visse australske badestrande. I de senere år er man blevet opmærksom på en endnu værre cubomeduse, den kun 2 cm store Carukia barnesi (Irukandji-gople), som man ikke har en chance for at opdage i vandet på grund af størrelsen og fordi den er glasklar. Man opdager først efter ca. 20 minutter, at man er blevet ramt af goplen, og så optræder der et kompleks af alvorlige, smertefulde og ubehagelige symptomer, tilsammen kaldet "irukandji-syndromet". Betegnelsen anvendes nu også om eftervirkningerne af mødet med andre cubomeduser, der er konstateret mange steder, eksempelvis i Indonesien, ved Ny Guinea, Fiji, Tahiti, Hawaii, Florida og i Caribien.

Foreløbig er det kun syv af de ca. 20 kendte arter af cubomeduser, der vides at forårsage det frygtede syndrom. I mange tilfælde ved man ikke, hvilken gople offeret kan have haft kontakt med, og man har mistanke om, at giftige gopler fra andre grupper også kan være involveret. Bortset fra at man nu er opmærksom på fænomenet, ser det ud, som om at antallet af tilfælde er øget, måske i sammenhæng med, at der er tale om tropiske gopler og at havtemperaturen er stigende. Der er med god grund en del bekymring i turistindustrien i de pågældende områder. Se også storgopler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig