Orthonectida, (af ortho- og gr. nektos 'svømmende', af nechein 'svømme', og -id), række af mikroskopiske, flercellede dyr med ca. 30 beskrevne arter, som er parasitter i marine hvirvelløse dyr, fx fladorme, nemertiner, bløddyr, børsteorme og pighuder. Den cylindriske krop er dækket af et epithelium af cilierede og ikke-cilierede celler, der omslutter et antal indre celler, som omdannes til æg eller sædceller. Hannerne befrugter hunnerne, og der udvikles cilierede sværmerlarver, som sprænger hunnen, forlader værten og inficerer nye værtsdyr. Orthonectidernes systematiske placering er omstridt, men ultrastrukturen viser, at de hører til Eumetazoa; en nøjere tilknytning til dyrerækken Dicyemida (samlet i Mesozoa) synes ikke at være underbygget.