Iktyosaurer
Fossil af en fiskeøgle af slægten Mixosaurus fra Trias.
Iktyosaurer
Af /cience Photo Library/Ritzau Scanpix.

Fiskeøgler er en gruppe af uddøde, havlevende krybdyr. I det ydre lignede de delfiner, bortset fra at halen stod lodret og ikke vandret som hos hvalerne. Hos de fleste fiskeøgler fortsatte rygsøjlen ud i den nederste halefinne, og det er sandsynligt, at fremdriften skete ved sideværts bevægelser med halen. Øjnene var store og fremadrettede, og kæberne var oftest lange og forsynet med talrige spidse tænder.

Faktaboks

Etymologi

Navnet Ichthyosauria kommer af græsk ichthys 'fisk' og sauros 'øgle'.

Også kendt som

Ichthyosauria, hvaløgler

Hele kropsformen vidner om, at de var hurtige jægere, der var i stand til at accelerere kraftigt. Fund af maveindhold omfatter bl.a. fiskeskæl og kroge fra blækspruttearme. De fleste tidlige fiskeøgler havde dog stumpe tænder, sandsynligvis tilpasset til knusning af ammonit- og nautilskaller. Store fostre fundet i bughulen af velbevarede eksemplarer vidner om, at de var levendefødende.

Der kendes i dag over 100 forskellige arter af fiskeøgler. De ældste kendte arter er fra Tidlig Trias (ca. 250 millioner år før nu), men det største artsantal forekom i Jura ca. 70 millioner år senere. Fiskeøglerne udviklede hurtig meget store former og i sidste halvdel af Triastiden fandtes de i størrelser på over 20 meters længde med en anslået kropsvægt på over 80 tons. Fiskeøglerne blev mindre talrige i starten af Kridttiden, og gruppen uddøde midt i Kridttiden for omkring 100 millioner år siden.

Fiskeøglernes oprindelse og systematiske placering er ikke endeligt afklaret. De var sandsynligvis højt udviklede diapside krybdyr. Helt nye fund af over 250 millioner år gamle fiskeøgleknogler fra Svalbard tyder på at gruppen opstod langt tidligere end hidtil antaget, måske helt tilbage i slutningen af Permtiden. På trods at deres perfekte tilpasning til livet i havet ser det ud til at de langsomt uddøde i løbet af første halvdel af Kridttiden og forsvandt helt midt i Kridttiden. Det var på det tidspunkt, at en anden meget succesfuld gruppe af havlevende krybdyr opstod, mosasaurerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig