pungaber

Pungaber, Phalangeroidea, overfamilie af trælevende pungdyr. De tilhører samme udviklingslinje som kænguruer, idet der kun er to fremadrettede fortænder i underkæben, og bagfodens anden og tredje tå er små og sammensmeltede. Som en tilpasning til den klatrende levevis er bagfodens første tå veludviklet og modstillet de øvrige. Hos de større arter har forpoten et tilsvarende fast greb, ved at første og anden tå modstilles de øvrige. Flere grupper har en muskuløs gribehale, der kan snos om grenene. Som hos flyveegern og kaguanger har nogle arter en svævehud, der forlænger springet. Gruppen omfatter ca. 70 små til middelstore arter i flere familier. Pungaber er overvejende planteædere. De fleste er skumrings- eller nataktive og tilbringer dagen i hulheder i træer e.l.

Kuskuser eller egentlige pungaber (Phalanger mfl.) er op til kattestore, trælevende former. Der er 22 arter, som er udbredt i hele det australske område med hovedvægt på Ny Guinea. Den yderste del eller mere af gribehalen er altid nøgen og på undersiden udstyret med kraftige skæl, hvilket giver et fast greb. De er overvejende planteædere.

Pungræve (Trichosurus, fem arter) er nært beslægtede med kuskuser, men halen er beklædt med lange hår i hele længden, dog er undersiden nøgen. De er udprægede planteædere, som findes i mange skovtyper; dog skal der være huller, hvor de kan skjule sig om dagen. De findes kun i selve Australien, hvor de flere steder er ret almindelige, endog i beboede områder.

Snohalepungdyr (Pseudocheirus mfl.) har en endnu mere specialiseret gribehale, hvor den yderste del af halen er snoet tæt op, når den ikke bruges. Der er 17 arter i flere slægter; de findes i selve Australien samt på Ny Guinea og Tasmanien og er planteædere.

Den største art, kæmpepungegernet (Petauroides volans, totallængde 1 m), har svævehud fra albue til ankel. Arten er sine steder ret almindelig, men da den kun fortærer skudspidser af bestemte eukalyptustræer, er den sårbar.

En endnu bedre udviklet svævehud ses hos flyvepungegern (Petaurus), hvor den går fra håndled til ankel, hvilket muliggør meget lange spring fra træ til træ. De tilhører en anden familie med en halv snes små til mellemstore arter. Flere af disse mangler svævehud og lever af dyrisk føde, primært insektlarver, som de piller ud af barkrevner o.l. med en forlænget finger.

Gruppens mindste arter (musestørrelse) samles i et par familier. Fjerhalepungmusen (Acrobates pygmaeus) har en svævehud, som kun går fra albue til knæ. Til gengæld bidrager halen til opdrift ved nogle lange, stive hår langs begge sider. Den lever af nektar og pollen, men tager også insekter. Den går i en kortvarig dvale om vinteren. Det samme gør pungsyvsoverne (Cercartetus), og som en tilpasning hertil opbygger de et fedtdepot i den fortykkede halerod. I 1966 opdagede man en ny art, dog forud kendt fossilt, som kun findes i bjergegne med snedække om vinteren. Den mest specialiserede nektarspiser er honningpungdyret (Tarsipes rostratus). Den har en usædvanlig lang tunge tæt beklædt med lange papiller, og tandsættet er reduceret, da den bløde føde ikke kræver mekanisk behandling. Arten henføres til sin egen familie og er i øvrigt enestående ved at føde de mindste unger hos noget pattedyr (5 mg).