Orme, dyr med en langstrakt, fladtrykt eller cylinderformet krop uden lemmer, fx fladorme (Platyhelminthes), ledorme (Annelida), rundorme (Nematoda), hårorme (Nematomorpha) og kradsere (Acanthocephala). Tidligere var disse og yderligere nogle mindre rækker samlet under navnet Vermes, men denne betegnelse er siden forladt, da den ikke omfatter en naturlig slægtskabsgruppe. Desuden er orme- præfiks i navnet på visse lemmeløse hvirveldyr, fx ormepadder og ormeøgler. Helminthologi er læren om orme. Se også hudmuskelsæk.