Saluki, (af arab. salūqīy, afledn. af Saluq, oldtidsby i det sydlige Arabien), persisk mynde, hund tilhørende myndegruppen; skulderhøjden for hanner er 58-71 cm, for tæver lidt mindre. Salukien har en smidig kropsbygning og et langt, smalt hoved med lange ører. Pelsen er glat og silkeagtig med længere pels på ørerne, bagsiden af benene og halen; sjældnere er pelsen helt kort. Salukien kan have alle farver og være såvel ens- som flerfarvet. Racebeskrivelsen giver mulighed for flere typer, der er opstået som følge af salukiens vide geografiske udbredelse mellem Det Kaspiske Hav og Sahara. Beduinerne brugte den til jagt på harer og antiloper, og salukien blev betragtet som meget værdifuld. Få eksemplarer kom i korstogstiden til Europa som gaver fra arabiske stammer, men først fra begyndelsen af 1900-t. avledes på racen i Europa.