Kennelklub, national klub til fremme af avlen af racehunde. Kennelklubbens arbejdsområder er registrering af racestandarder, klassificering af racer, stambogsføring og fastlæggelse af regler for udstillinger og konkurrencer. Endvidere udsteder den nationale certifikater. Den første kennelklub blev grundlagt i England i 1873; i 1897 oprettedes Dansk Kennel Klub. Fédération cynologique internationale, FCI, er den internationale sammenslutning af kennelklubber med sæde i Belgien. FCI varetager den internationale godkendelse af racer og standarder samt koordinerer internationale udstillinger og udsteder internationale certifikater.