Dansk-svensk gårdhund. I tv-serien Matador skulle grisehandlerens hund Kvik være en typisk gårdhund, men den blev spillet af en foxterrier. I episoden, hvor den optræder som hvalp, blev rollen dog spillet af en rigtig dansk-svensk gårdhund. Kviks rolle i Matador var med til at gøre racen populær.

.

Dansk-svensk gårdhund, hund af pinschertype, anvendt på gårde som vagt- og rottehund. Den lille gårdhund var udbredt i Danmark og de tidligere danske områder Skåne og Sydslesvig, men som følge af omlægninger i landbruget frygtede man, at racen ville uddø. I samarbejde med den svenske kennelklub iværksatte Dansk Kennel Klubs udvalg for nationale og glemte racer i 1985 et redningsarbejde for racen, og flere hundrede typiske eksemplarer blev registreret. Hunden fik nu eget navn; i 1987 blev standard for racen godkendt, og den anerkendtes som dansk nationalrace.

Dansk-svensk gårdhund har en tæt krop og et ret lille, nærmest trekantet hoved med tippede ører eller rosenører; i Danmark fødes den ofte med stumphale. Højden er for hanner 34-37 cm, for tæver 32-35 cm. Pelsen er kort og glat; hvid er den dominerende farve med ensfarvede pletter i forskellige kombinationer. Hunden er robust, opmærksom og livlig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig