Bullterrieren blev første gang præsenteret på en hundeudstilling i Birmingham, England i 1862. Den blev vist af James Hinks, der anerkendes som "racens skaber". James Hinks benyttede mange racer i videreudviklingen af "bull and terriers" for at nå sit mål om at skabe en Gentleman’s companion – altså en gentlemans ledsager – men den engelske buldog, dalmatineren og den nu uddøde engelske hvide terrier var hovedingredienserne.
Hinks' mål var at skabe en helt hvid hund, og hans ”hvide kavaler” blev hurtigt populær og gjorde sig godt på hundeudstillinger. Bullterrieren blev en modehund, og i 1887 blev The Bull Terrier Club dannet.
Den engelske kennel klub (KC) forbød i 1909 udstilling af og avl på døve hunde. Døvhed er et problem, der var meget udbredt hos bullterrieren – og som stadig eksisterer i dag.
Dedikerede opdrættere fornyede racen ved udvikling af opretstående ører (ørekupering var blevet forbudt), en farvet variant (anerkendt af KC i 1933) og ikke mindst det ægformede hoved. Hovedarkitekten bag fornyelsen var Harry Monk, der betegnes som den, der forbedrede racen.
Da bullterrierens vigtigste egenskab oprindelig var den helt hvide pels, var det et stort skridt for de tidlige opdrættere at acceptere den farvede variant, der opstod i begyndelsen af 1900-t., og som fra begyndelsen blev forsøgt avlet ud af racen. Den blev dog senere anset som en nødvendighed for racens udvikling, såvel helbreds- som eksteriørmæssigt.
Hvor der i den første del af 1900-t. stadig var stor uenighed om, hvorvidt en hvid bullterrier efter farvede linjer var en "rigtig" bullterrier, betragtes den hvide og den farvede variant i dag som én race.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.