Kameler. Alpaka i Good Fortune Farms i Parkdale.

.
.

Kameler. Guanaco, Zoologisk Have i København.

.

Kameler. Lama.

.

Kameler. Parti fra Kunlun Shan på vej til Karakorumpasset; i baggrunden Muztagata (7546 m) og Kongur (7719 m). Her færdes vilde kameler og nomader med flokke af får og yakokser. Også enkelte turister finder vej hertil; de kan sagtens få dækket de daglige behov: en jurte at sove i, måltider fra det lille spisesteds wok og leje af et par kameler.

.

Kameler. Dromedar i Omans ørken.

.

Dromedaren er trækdyr i det nordlige Indien.

.

Kameler. Vicunjaer i Perus højland.

.

Kameler er en familie af parrettåede hovdyr med seks arter i to slægter. Kamel (Camelus bactrianus) og dromedar (C. dromedarius) hører til i Asien og Nordafrika, mens guanaco (Lama guanicoe), lama (L. glama), alpaka (L. pacos) og vikunja (L. vicugna) hører til i Sydamerika. Lama og alpaka er tamformer, der menes at stamme fra vildtlevende guanacoer; systematikken er dog omdiskuteret.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kamel kommer af latin camelus, af græsk kamelos, af semitisk oprindelse.
Også kendt som

Camelidae

Alle arter er karakteriseret ved en lang, slank hals, et lille hoved med lang snude og kløftet overlæbe samt lange, slanke ben forsynet med små klove. De er tågængere med en veludviklet sål på de to midterste tæer. Alle er drøvtyggere, men mavens opdeling i kamre adskiller sig fra de øvrige drøvtyggeres. Til forskel fra alle andre pattedyr er kamelfamiliens røde blodlegemer ovale i stedet for cirkulære, og vikunjaen adskiller sig fra de øvrige parrettåede ved, at fortænderne i undermunden kun har emalje på ydersiden og vokser hele livet igennem. Til forskel fra andre klovdyr foregår parringen liggende.

Kamelfamilien er udviklet fra små harelignende pattedyr, der levede i Nordamerika for 50 mio. år siden. For ca. 2 mio. år siden bredte de sig mod vest til Asien, Europa og Nordafrika samt mod syd til Sydamerika. De nordamerikanske former uddøde i begyndelsen af Kvartær.

Kamel og dromedar

Skulderhøjden er 1,8-2 m, vægten 450-650 kg. Kamelen har kortere ben end dromedaren og er dermed lavere. Kamelen har to pukler, dromedaren én. Puklerne består af fedtvæv, som delvis forbrændes i sultperioder. Dromedarens pels er kort og uldet. Kamelen har en grov, glat overuld, der bruges til tæpper, og en fin, blød underuld, der kan spindes og anvendes til beklædning. Begge arter er domesticeret og benyttes som transportdyr; "ørkenens skib" kaldes disse gyngende pasgængere. De kan bære op til 300 kg, men lastes sjældent med mere end 150-200 kg. Rekorden indehaves af en australsk handromedar, der bar 865 kg. Endvidere leverer de uld og mælk. Kamelgødning bruges bl.a. som brændsel og byggemateriale.

Kameler og dromedarer spiser stort set alle former for vegetation og kan drikke brakvand og endog saltvand i mangel af ferskvand. De er nøjsomme dyr, der er tilpasset et liv i tørre områder. Dromedarer i Sahara kan klare sig i månedsvis med det vand, de får ved at spise ørkenplanter, og de kan overleve at tabe 40 % af kropsvæsken. Begge arter har en stram vandhusholdning. De kan lukke næseborene for at mindske fordampningen, og en del af væden i udåndingsluften genindvindes under luftens passage gennem næsesvælget. Desuden kan de sænke kropstemperaturen, så varmeafgivelsen og dermed fordampningen reguleres.

Dromedarer har deres hovedudbredelsesområde i Nordafrika og Arabien og findes mod øst gennem Lilleasien til Indien og det sydlige Kina. Kameler har en nordligere udbredelse og findes fra Kina i øst, over Mongoliet til Turkmenistan i vest. Derudover er dromedarer indført til Australien, hvor man regner med en samlet forvildet bestand på ca. 15.000. Den samlede verdensbestand er 15 mio. dromedarer og 1,5 mio. kameler. Der er kun få hundrede vilde kameler tilbage. De findes i Gobiørkenen på grænsen mellem Mongoliet og Kina og var årsag til, at området blev fredet i 1975. Dromedarer findes kun i domesticeret form. I områder, hvor dromedarer og kameler lever sammen, ses hyppigt bastarder. Domesticeringen af dromedarer menes at være foregået for 4000-6000 år siden, mens kameler først blev domesticeret for ca. 2400 år siden.

Guanaco, lama og alpaka

Skulderhøjden er 0,9-1,3 m, vægten 50-130 kg. Guanacoens pels er kort og ensfarvet gulbrun med hvid underside. Lamaen har en længere, uldet pels, som kan variere meget i farve fra sort over broget til helt hvid. Alpakaen er mindre end de andre. Den har en tyk pels, der næsten når jorden; de enkelte hår kan være op til 50 cm lange. Guanacoen lever i åbent land og er udbredt i det vestlige Sydamerika fra det sydlige Peru i nord til Tierra del Fuego i syd. De to andre arter findes fortrinsvis i Andesbjergene fra det sydlige Peru til det nordvestlige Argentina. Lamaer benyttes fortrinsvis som lastdyr og kan bære næsten 100 kg med dagsmarcher på 25 km i op til 5000 m højde. Som en tilpasning til livet i de store højder, hvor iltkoncentrationen er lille, indeholder lamaers blod flere røde blodlegemer end andre pattedyrs. Alpakaer avles specielt for ulden, som regnes for noget af det fineste uld i verden.

Guanacoer lever i haremsflokke, hvor én han holder et harem på 4-10 hunner. Hannerne ynder at holde udkig fra små forhøjninger i terrænet, og de samme høje benyttes af flokkens medlemmer som gødningshøje. Ekskrementerne fungerer som afmærkninger, og gødningshobene kan opnå anseelig størrelse: 2,4 m i diameter og 30 cm i højden. Når hunnerne kommer i brunst, jages de af hannen, indtil de lægger sig ned, hvorefter hannen parrer dem liggende. Efter en drægtighed på 11 måneder føder hunnen en enkelt unge, som straks kan følge med moderen.

Guanacoer er gode løbere. De kan opnå en fart på over 50 km/h og springer godt. Kommer de op at slås, eller bliver de angrebet af et rovdyr, brækker de noget af maveindholdet op og sender det i en sky mod modstanderen. Det ildelugtende mavesekret er et effektivt forsvarsvåben. Guanacoer jages bl.a. for kødets skyld og er udryddet i store dele af det østlige udbredelsesområde, især i dalene, hvor befolkningstallet er stort. Hvornår domesticeringen af de to andre arter er foregået, ved man ikke med sikkerhed, men det er sandsynligvis 4500-6000 år siden.

Vikunjaen

Vikunjaen er et spinkelt dyr med en skulderhøjde på 0,7-1,1 m og en vægt på 35-65 kg. Den er udbredt i tørre steppeegne i 3500-5500 m højde i Andesbjergene fra sydlige Peru til vestlige Bolivia, nordvestlige Argentina og nordlige Chile. Vikunjaer er græsædere og forsvarer et græsningsterritorium året rundt. Flokstruktur, afmærkning af territorium, parring og fødsel er som beskrevet for guanacoer.

I inkatiden, da antallet af vikunjaer talte over en mio., indfangede man jævnligt flokke af dem og tog ulden. Efter klipningen blev dyrene sluppet løs igen, og uldhøsten havde ingen effekt på bestanden. Efter Inkarigets fald gik man over til at slagte dyrene for også at bruge kødet, og det førte til en drastisk nedgang i bestanden. I 1967 var bestanden helt nede på 10.000 dyr, men fredningsforanstaltninger har fået den til langsomt at øges, og i 2008 regnede man med en bestand på ca. 350.000 dyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig