Hartebeest, også kaldet koantilope i Masai Mara, Kenya.

.

Gnu (Connochaetes taurinus).

.

Antiloper er en betegnelse for et stort antal drøvtyggende klovdyr, der tilhører familien de skedehornede (Bovidae) og ordenen parrettåede hovdyr (Artiodactyla). Antiloper udgør ikke en naturlig systematisk gruppe, men nedstammer fra flere forskellige udviklingslinjer. De fleste lever i Afrika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet antilope kommer via engelsk, vistnok af græsk antholops, måske opfattet som dannet af anthos 'blomst' og ops 'øje', om dyr med særligt smukke øjne.

Udseende

Antiloper varierer i størrelse fra den lille kongeantilope på ca. 3 kg til elanden, der kan veje op til et ton; alligevel har de fællestræk. De er slanke dyr med lange ben, bygget til at løbe hurtigt. Bagbenene er ofte kortere end forbenene; en lav bagpart giver mulighed for hurtigere acceleration.

Antilopers horn

Alle antilopehanner, der hos de fleste arter er større end hunnerne, har horn. Hunner af de større arter har også horn. Disse horn kan have en enkel form, som fx råbukantilopens lige spidse horn, eller de kan være snoede og svungne som hos kudu og impala. Hornet består af en benstejle, der er dækket af en hornskede (heraf navnet skedehornede). Stejlen er en del af kraniet, mens hornskeden stammer fra huden. Brækker et horn, vokser det ikke ud igen. Hornene bruges i kampe om hunnerne og anvendes kun sjældent som forsvar mod rovdyr. 90 procent af de afrikanske antiloper er territoriale med undtagelser inden for de skruehornede okser (fx eland), hvor hannen beviser sin styrke inden for en rangorden. Jo højere rang, jo større er chancen for parringer.

Føde

Antiloper har udviklet et enestående varieret og effektivt samspil med planteverdenen. Nogle lever udelukkende af græs, mens andre udvælger de mere proteinrige dele af bevoksningen såsom friske skud, blomster og frugter. Generelt gælder, at jo mindre dyret er, jo mere kræsent er det. De større arter må æde, hvad der er, for at blive mætte.

Levesteder og tilpasning til varme temperaturer

Antiloper er en varieret og meget udbredt gruppe, der udgør 2/3 af arterne i de skedehornedes familie. I Afrika har de tilpasset sig næsten alle levesteder, fra ørken (addax) til sump (sitatunga) og fra fugtig regnskov (dykkerantiloper) til forblæste bjergtoppe (bjergnyala).

Visse antiloper er særligt tilpassede til tørre og varme områder, fx addax, dik-dik og girafgazelle, som aldrig drikker, men klarer sig med den væde, de får gennem føden. Mange antiloper har kun få svedkirtler, hvilket sparer på vandet, men får legemstemperaturen til at stige. Oryx og Grants gazelle kan tåle en temperaturstigning på 8,5 °C over normaltemperaturen, hvilket er enestående for pattedyr. Ved at kunne tåle kropstemperaturer på 46 °C, hvilket ofte er mere end lufttemperaturen de steder, de lever, vil dyrene ikke længere modtage varme fra omgivelserne, men blive afkølede ved at afgive varme.

Dyrets farve betyder meget for kropstemperaturen. Hvidt reflekterer solens stråler, så i varme områder er det en fordel at være så lys som muligt. Det er dog vigtigt for dyrene at falde sammen med omgivelserne, så farven vil altid være et kompromis, der afspejler dyrets levested.

Arternes historiske udvikling og udbredelse

Det ældste fund af mulige skedehornede stammer fra Øvre Oligocæn i Centralasien og er 25-30 millioner år gammelt. Senere sikre fund er gjort i Europa og især Afrika, hvor mange nye arter udvikledes på savannen og græssteppen. Svingninger i bl.a. nedbørsmængde har gennem tiden medført store forskelle i savannens og græssteppens udbredelse i Afrika; antilopebestande er derfor ofte blevet isolerede, og nye arter er opstået.

I det følgende gives en oversigt over hovedgrupperne samt de fleste arter. Tallene i parentes er maksimum for skulderhøjde, vægt og hornlængde for hannerne.

Skruehornede okser (Tragelaphini)

Eland er den største af antiloperne. Hannen kan veje op til 1000 kg og når 1,6 m i skulderhøjde. Hunnerne er lidt mindre.

.

Antiloper. Nyala (Tragelaphus angasi).

.

Denne gruppe omfatter de største antiloper, som alle er mere eller mindre tydeligt stribede. Hannen har store, spiralsnoede horn.

  • Eland eller elsdyrantilope (Taurotragus oryx) (1,8 m, 950 kg, 102 cm), en af de største antiloper, som trods sin vægt let kan springe over et hegn på 2 m. Den er nem at tæmme og holde som husdyr, hvilket bruges i Rusland og Afrika. Begge køn har horn.
  • Kæmpeeland (T. derbianus) regnes for den største, men er meget lidt undersøgt. Både eland og kæmpeeland er flokdyr.
  • Bongo (Boocerus eurycerus) (1,3 m, 400 kg, 100 cm) er en sky, nataktiv skovantilope; begge køn har horn.
  • Skriftantilope (Tragelaphus scriptus) (96 cm, 77 kg, 57 cm) er den mest udbredte antilope i Afrika. Den er især aktiv om natten. Aftegningerne minder om skrifttegn og varierer meget.
  • Sumpbuk eller sitatunga (T. spekei) (1,25 m, 125 kg, 90 cm) er den mest vandelskende af alle antiloper. Klovene er usædvanlig lange og velegnede til blød bund.
  • Andre arter: stor kudu (Tragelaphus strepsiceros), lille kudu (T. imberbis), bjergnyala (T. buxtoni), nyala (T. angasi).

Okseantiloper (Boselaphini)

Gruppen omfatter to arter: nilghai og firhornet antilope; de lever begge i Indien.

  • Nilghai (Boselaphus tragocamelus) er okselignende og lever i skov i små grupper.
  • Firhornet antilope (Tetraceros quadricornis), hannen er usædvanlig ved at have et par ekstra små horn foran på hovedet.

Dykkerantiloper (Cephalophinae)

Der findes to slægter:

  1. Almindelige dykkere (Sylvicapra), en art, Grimms dykker (S. grimmia) (70 cm, 25 kg, 18 cm), er en af de mest almindelige antiloper, 25 underarter beskrevet.
  2. Skovdykkere (Cephalophus), mindst 13 arter, som alle er skovlevende og har en karakteristisk krum ryg og korte ben, velegnet til at "dykke" ind i bevoksningen. Hunnen er større end hannen, og de lever alene eller i par.

Sumpantiloper (Reduncinae)

Supantiloper er mellemstore og kraftigt byggede. De fleste har grov pels. De er hovedsagelig græsædere, og de alle er afhængige af vand.

  • Almindelig rørbuk (Redunca arundinum) (96 cm, 80 kg, 45 cm) er almindelig syd for ækvator. Den lever alene, i par eller i små familiegrupper.
  • Bohor rørbuk (R. redunca)
  • bjergrørbuk (R. fulvorula)
  • Almindelig vandbuk (Kobus ellipsiprymnus) (1,4 m, 200 kg, 99 cm) er kraftig med grov pels og hvid ring omkring haleroden.
  • Defassa vandbuk (K. e. defassa) ligner almindelig vandbuk, men har helt hvidt spejl. Der findes mange mellemformer mellem de to.
  • Letje-vandbuk (Kobus lechwe) (1 m, 118 kg, 89 cm) lever i store flokke på flodsletter syd for ækvator. Fire underarter er beskrevet, hvoraf den ene, Roberts letje, nu anses for uddød.
  • Nilletje (K. megaceros) er kun kendt fra Nilsumpene.
  • Kob (Kobus kob) (1 m, 121 kg, 69 cm) findes fra ækvator og nordpå og er den mest almindelige antilope i Central- og Vestafrika. Den hvidørede kob i Sudan foretager årlige vandringer, der siges at omfatte en million dyr.
  • Puku (K. vardoni) (83 cm, 91 kg, 54 cm), som anses for at stå mellem kob og letje, findes i det centrale Afrika.

Hesteantiloper (Hippotraginae)

Antiloper. Addax, også kaldet mendesantilope (Addax nasomaculatus).

.

Hesteantiloper er store antiloper, som er flokdyr. Begge køn har horn.

  • Addax eller mendesantilope (Addax nasomaculatus) (1 m, 122 kg, 1 m) er et udpræget ørkendyr, der tidligere vandrede i store flokke over det meste af Sahara; nu er den en af de mest truede arter.
  • Sabelantilope (Hippotragus niger) (1,4 m, 260 kg, 1,6 m), hannen er en af de mest storslåede af alle antiloper med sine lange, bagudbøjede horn og sorte pels. Den meget sjældne kæmpesabel fra Angola har de største horn.
  • Hesteantilope (H. equinus) (1,5 m, 300 kg, 99 cm) er almindelig i Vestafrika og lever normalt i små flokke.
  • Gemsbok (Oryx gazella) (1,2 m, 240 kg, 1,2 m) er flokdyr og var tidligere almindelig i det sydlige Afrika; nu er den mere sjælden.
  • Beisa oryx (O.g. beisa) er måske en underart af foregående, måske en særskilt art. Den findes i Østafrika. Sabeloryx (O. dammah) findes i Sahel nord for ækvator. Den var tidligere talrig, men er nu truet.
  • Arabisk oryx (O. leucoryx) regnes for uddød i naturen, men er genudsat i Arabien.

Koantiloper og gnuer (Alcelaphinae)

Topiantilope.

.

Koantiloper og gnuer er store antiloper, som er karakteristiske ved en skrånende ryg og et langt, smalt hoved; begge køn har horn. De er græsædende flokdyr, der hovedsagelig lever på den åbne savanne.

  • Oksegnu (Connochaetes taurinus) (1,4 m, 270 kg, 73 cm). Afrikansk legende siger, at da Gud havde skabt alle dyrene, havde han nogle dele tilovers, dem satte han sammen til gnuen. Den ligner en blanding af ko, hest og antilope. Der findes tre underarter, som er udbredt fra ækvator og sydpå. Gnuer optræder i meget store flokke; således omfatter de årlige vandringer mellem Serengeti og Masai Mara 1,5 million gnuer.
  • Hvidhalet gnu (C. gnou) findes kun i det sydlige Afrika, hvor den engang var så talrig, at den "farvede sletterne sorte". I 1938 var der kun 300 tilbage, men i begyndelsen af 1990'erne var antallet steget til omkring 10.000, og i 2008 var den samlede population på 18.000.
  • Koantilope eller hartebeest (Alcelaphus buselaphus) (1,5 m, 210 kg, 70 cm) er almindelig og udbredt til lige syd for ækvator. Der er stor variation inden for arten, og seks underarter er anerkendt.
  • Rød koantilope eller kaama (A. caama) findes i det sydlige Afrika. Den ligner den foregående og er måske underart af denne.
  • Lichtensteins koantilope (A. Lichtensteini) findes udbredt i området mellem de to foregående arter.
  • Lyreantilope (Damaliscus dorcas) findes i Sydafrika.
  • Topi (D. korrigum) var engang den mest almindelige antilope i Afrika. Den har en karakteristisk farvetegning med blålige lår og orangebrune ben.
  • Tsessebe (D. lunatus) ligner topi, og mange anser dem for at være samme art.
  • Hunters koantilope (Beatragus hunteri) har en meget begrænset udbredelse ved Kenya-Somali kysten.

Impala (Aepycerotinae)

Impala (Aepyceros melampus).

.

Denne underfamilie har kun en art, impala (Aepyceros melampus) (92 cm, 80 kg, 92 cm). Kun hannen har horn. Den er almindelig og udbredt fra lidt nord for ækvator til Sydafrika, og der er mindst tre underarter.

Egentlige antiloper (Antilopinae)

Denne underfamilie omfatter tre stammer:

  1. Antilopini, der omfatter gazeller .
  2. Ammodorcadini, dibatag
  3. Neotragini, dværgantiloper.

1. og 2. beskrives under gazeller.

Dværgantiloper (Neotragini)

Dik-dik-antilope. Tsavo National Park, Kenya, 1977.

.

Dværgantiloper (Neotragini) er små, meget forskellige arter, som ikke udgør en naturlig gruppe.

  • Klippespringer (Oreotragus oreotragus) (51 cm, 18 kg, 15 cm) er vidt udbredt i Afrika, hvor den lever i bjergegne og på klippeformationer. Klovene er oprette og af konsistens som hård gummi, så den kan stå fast på klipperne. Klippespringeren er en af de få antiloper, der danner par for livstid.
  • Dik-dik (Madoqua) er meget små antiloper med en forlænget snude. Der er tre arter, hvoraf Gynthers dik-dik (Madoqua guentheri) (40 cm, 4 kg, 9 cm) er den mindste. Den lever i par.
  • Beira (Dorcatragus meg.alotis)
  • oribi (Ourebia ourebia).
  • steenbok (Raphicerus campestris).
  • grysbok, to arter (Raphicerus melanotis og R. sharpi).
  • Kongeantilope (Neotragis pygmaeus) (33 cm, 3 kg, 3,8 cm) er den mindste antilope. Den lever i tæt skov i Vestafrika.
  • Suni eller moskusantilope (N. moschatus) findes i det østlige og sydlige Afrika.

Råbuk-antilope (Pelea capreolus)

Råbuk-antilope findes kun i Cap provinsen i Sydafrika.

Den nordamerikanske gaffelbuk kaldes ofte antilope, selvom den ikke tilhører de skedehornede. Også saiga-antilopen har et misvisende navn, da den tilhører gederne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig