Armpadder
Armpadden Siren reticulata kendes kun fra ganske få steder i Alabama og Florida, USA.
Armpadder
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Armpadder er en familie af vandlevende, åleagtige halepadder. Der kendes to slægter: Siren med fem arter og Pseudobranchus med to arter. Sidstnævnte kaldes også for mudderarmpadder.

Faktaboks

Også kendt som

Sirenidae, sirener

De har udvendige gæller og små, men veludviklede forben, hvorimod bagbenene mangler. Derudover har de bevaret et sidelinjesystem. Medlemmerne af slægten Siren bliver typisk 20-70 cm lange, om end arten S. lacertina i sjældne tilfælde kan nå en længde på helt op til 98 cm. De er olivengrønne til grå eller næsten sorte, ofte med mørke prikker eller mønstre på ryggen og lysere pletter på kroppens sider. Mudderarmpadderne bliver kun 10-25 cm lange og er brunsorte med gule eller beige striber.

Armpadderne er udbredt i det sydøstlige USA og nordøstligste Mexico. En enkelt art er fundet i staten Veracruz på Mexicos østkyst. De findes typisk i vandhuller, sumpe og langsomtflydende vandløb og kanaler; helst med blød bund og en god undervandsvegetation. Mudderarmpadderne holder ofte til mellem rødderne af flydebladsplanter. De er nataktive og lever af forskellige smådyr.

Yngletiden varierer en smule fra art til art, men ligger typisk fra sent efterår til tidligt forår. Æggene lægges mellem vandplanter og planterødder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig