Skældyr

Skældyrenes krop er dækket af taglagte hornskæl, der beskytter mod bl.a. bid. Skællene ændrer form, efterhånden som de slides, og de kan rejses og sænkes som hårene hos pelsdyr. Her ses skællene hos et asiatisk skældyr (Manis sp.).

Skældyr
Af /Ritzau Scanpix.

Skældyr er en orden af meget karakteristiske og specialiserede pattedyr. På grund af morfologiske ligheder med bl.a. myreslugere og bæltedyr blev de tidligere henført til gumlerne (Xenarthra). Lighederne skyldes dog snarere tilpasning til samme levevis end genetisk slægtskab.

Faktaboks

Også kendt som

Pholidota, pangoliner

De nulevende skældyr tilhører alle familien Manidae, som omfatter tre slægter og otte arter. Slægterne Smutsia og Phataginus er udbredt med i alt fire arter i Afrika syd for Sahara, mens slægten Manis består af fire arter i Syd- og Sydøstsien, fra Kina og Vietnam i øst til Indien i vest.

Skældyr har en aflang krop med lang hale. De varierer ganske meget i størrelse. Eksempelvis når langhalet skældyr (Phataginus tetradactyla) en kropslængde på ca. 30 cm i kropslængde, en halelængde på ca. 28 cm og en vægt på 2,5 kg, mens kæmpeskældyret (Smutsia gigantea) kan opnå en kropslængde på 88 cm, en hale af tilsvarende længde og en vægt på hele 33 kg. Hovedet er smalt med et forlænget snudeparti. Benene er korte. For- og bagben har fem kraftige kløer, der bl.a. bruges til at grave og åbne termitboer med. Overside og sider af krop, hale og hoved er dækket af taglagte hornskæl, som vokser ud fra huden i lighed med hår og jævnligt udskiftes. Hos de asiatiske arter er der ved basis af kropsskællene tre-fire hår. I lighed med myreslugerne er skældyrene tandløse, men er udstyret med en lang, klæbrig tunge til at fange myrer og termitter med. Kæmpeskældyret har et maverumfang på 2 liter og kan fortære op til 200.000 myrer eller termitter i døgnet.

De findes i såvel skov som åbent land. To af de afrikanske arter er trælevende, mens de resterende fortrinsvis lever på jorden. Alle arter af skældyr klatrer dog glimrende, og de trælevende arter har udviklet en snohale, som de benytter til at holde sig fast med under klatringen.

Mens de trælevende arter hviler i grenkløfter og lignende, hviler de jordlevende arter i huler under jorden. Skældyrenes huler kan være meget dybe og anlægges ofte i tilslutning til termitboer. Ud over en lang gang består hulen af et hvilerum på op til 2 m i diameter, og indgangen lukkes ofte med ekskrementer. Bliver skældyr angrebet, ruller de sig sammen til en fast kugle, så de kraftige skæl beskytter dem mod bid; de kan dog også forsvare sig med den kraftige hale.

Skældyr lever alene eller i par. De afmærker deres faste stier i terrænet med ekskrementer og afsætter duftspor i træerne vha. urin og særlige duftstoffer fra en duftkirtel omkring endetarmsåbningen. Hunnerne går drægtige i 2-4½ måned og føder normalt en enkelt unge. De asiatiske arter kan dog føde op til tre unger ad gangen. Ungerne fødes i den underjordiske hule eller i et hult træ. De rider det første stykke tid på moderens hale, når hun bevæger sig uden for hulen. Skælbeklædningen er fuldt udviklet allerede fra fødslen, men hærdes først efter et par dage.

Overalt i udbredelsesområdet er skældyr et eftertragtet jagtobjekt. Kødet er en yndet spise, og skællene bruges især i Østen som naturmedicin. Pangolinskæl sælges bl.a. mod hudlidelser og feber, og i Afrika indgår skællene i forskellige stammeritualer. På grund af den udbredte jagt og brugen af pesticider er skældyrene gået kraftigt tilbage, og alle arter regnes i dag for truede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig