Ørne
Høgeørn (Aquila fasciatus) i Portugal. I Danmark er den en meget sjælden gæst.
Ørne
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Ørne er en fællesbetegnelse for en række mellemstore og store rovfugle i høgefuglenes familie. Den bruges især om arter med "fingrede" vinger, dvs. med åbninger mellem håndsvingfjerene i den udbredte vinge, hvilket er en tilpasning til langsom flyvning (bl.a. start og landing), specielt hos tunge fugle. På dansk og visse andre sprog er også fiskeørnen en "ørn", selv om den har ikke særlig fingrede vinger og i øvrigt hører til en anden familie.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ørn kommer af oldnordisk ǫrn, af samme indoeuropæiske oprindelse som græsk ornis 'fugl', jævnfør ornitologi.

Betegnelsen afspejler ikke et slægtskabsforhold, men de fleste arter henføres til den store underfamilie Accipitrinae, og det følgende handler alene om disse accipitrine ørne. Se også havørne og slangeørne.

Forekomst

I Europa findes to slægter repræsenteret: Hieraaetus og Aquila. Flere arter er truffet i Danmark, men kun kongeørn yngler her og gæster os årligt; de øvrige er lille skrigeørn (A. pomarina), stor skrigeørn (A. clanga), steppeørn (A. nipalensis), kejserørn (A. heliaca), dværgørn (H. pennatus) og høgeørn (A. fasciatus). Andre arter af disse slægter findes i Afrika, Sydøstasien, Ny Guinea og Australien, mens en anden gruppe "høgeørne" (Spizaetus mfl.) lever i tropisk skov i Afrika, Sydøstasien og Syd- og Mellemamerika.

De store ørne

De fleste ørne forekommer primært i åbent land, men et mindre antal arter lever i tropisk skov. De tre viste skovørne hører til de kraftigst byggede af alle rovfugle. 1. Abeørn (Pithecophaga jefferyi) er en truet art fra Filippinerne. 2. Harpyen (Harpia harpyja) lever i Syd- og Mellemamerika. 3. Kronørn (Stephanoaetus coronatus) er udbredt i tropisk Afrika.

.

Blandt de største ørne er kongeørn (vægt op til 6,7 kg, vingefang op til 227 cm) og den afrikanske kampørn (Polemaetus bellicosus, 6,2 kg og 212 cm). Visse skovlevende ørne er endnu tungere, men relativt kortvingede, fx den truede abeørn (Pithecophagus jefferyi; 8 kg) på Filippinerne og harpyen (Harpia harpyja; 9 kg, 200 cm) i Syd- og Mellemamerika, der sammen med Stellers havørn er de største af rovfuglene (bortset fra visse gribbe). Den afrikanske kronørn (Stephanoaetus coronatus) er et økologisk modstykke til abeørnen og harpyen, men er noget mindre (3,9 kg, 180 cm).

Ørnens symbolik

I den kristne kunst er ørnen et af de fire livsvæsener, der ifølge Johannes' Åbenbaring 4,7 omgiver Guds trone i Himlen, og allerede oldkirken tolkede denne ørn som symbol for Johannes og hans evangelium (se evangelist). I græsk og romersk mytologi optræder ørnen som attribut til eller symbol for Zeus/Jupiter. Inden for heraldikken er ørnen et hyppigt anvendt våbendyr. I andre sammenhænge ses den som herskersymbol eller symbol for statsmagten, fx i Romerriget, Det Byzantinske Rige og Det Tysk-romerske Rige, i Rusland, Tyskland og USA, bl.a. i form af en dobbeltørn.

I såvel hinduisme som aztekisk mytologi indgår en kamp mellem ørn og slange, og i det moderne Mexicos rigsvåben holder ørnen slanger i næbbet. I prærieindianernes religiøse udstyr spiller ørnefjer en markant rolle. Se også apoteose.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig