Svømmerikser
En amerikansk svømmerikse (Heliornis fulica) i Mato Grosso, Brasilien.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Svømmerikser er en familie af tranefugle. Der kendes tre arter, som er knyttet til vådområder, især floder med tæt bevoksning og overhængende træer, hvor de færdes skjult.

Faktaboks

Også kendt som

Heliornithidae

De har alle veludviklede svømmelapper på tæerne, en ret lang hals og et mellemlangt, ret kraftigt og spidst næb, og føden består hovedsagelig af smådyr. Svømmerikserne er blandt de mindst studerede af alle fugle, og mange aspekter af deres biologi er næsten ukendte.

En art forekommer i Afrika, en i Sydøstasien, og en i Syd- og Mellemamerika. Den afrikanske svømmerikse (Podica senegalensis) er vidt udbredt syd for Sahara og er den største med en længde på 35-59 cm.Den lægger normalt to æg i en uordentlig rede af rør og kviste, og ungerne er redeflyende. Den første finger er fri og bærer en klo, som formentlig bruges under klatring (jævnfør hoatzin).

Den asiatiske svømmerikse (Heliopais personatus) bliver 43-55 cm lang. Den lægger fem-syv æg og har også redeflyende unger.

Den amerikanske svømmerikse (Heliornis fulica) bliver 26-33 cm lang og er vidt udbredt i tropisk Amerika. Den lægger to æg, og ungerne klækkes nøgne og blinde. Som noget helt enestående i fugleverdenen transporteres de nøgne unger omkring af hannen, én under hver vinge i en særlig hudlomme støttet af fjer. Hannen kan endog flyve med ungerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig